RAFFINERET. Siri Hustvedts nye roman er intellektuel, ironisk og levende.
Foto: Kristian Djurhuus (arkiv)

RAFFINERET. Siri Hustvedts nye roman er intellektuel, ironisk og levende.

Skønlitteratur

Hustvedt skaber moderne komedie ud af ægteskabskrise

Siri Hustvedt undersøger både forgængeligheds- og identitetstemaer i sin yderst stimulerende roman.

Skønlitteratur

I Siri Hustvedts nye roman, ’Sommeren uden mænd’, ærgrer den lille Flora sig over, at hun er »virkelig«, for så kan hun ikke kravle ind i sit dukkehus til alt legetøjet.

Det er en tanke, forfatteren og jeg-fortælleren Mia forstår:

»Ærgerligt, at jeg ikke er en person i en bog eller et skuespil, ikke fordi det går særlig godt for de fleste af dem, men så kunne jeg skrives et andet sted hen. Jeg vil skrive mig selv et andet sted hen, tænkte jeg, genopfinde historien i et nyt lys: jeg er bedre stillet uden ham«.

Hjælp fra forfattere og filosoffer
Ham – det er Mias mand, der har taget en pause i ægteskabet. Med sin franske forskningsassistent, viser det sig. Hende kalder Mia konsekvent for Pausen.

Og skrive sit liv et andet sted hen er opgaven for Mia denne sommer, men let er sådan en opgave jo ikke. Mia har haft en forbigående psykose. Nu er hun ikke længere sindssyg, men bare »såret«.

Hun opholder sig den sommer, romanen foregår, i nærheden af sin gamle mor i den lille by Bonden, hvor hun underviser teenagepiger i kreativ skrivning.

LÆS OGSÅ Hermed har vi tre aldre repræsenteret: den midaldrende kriseramte kvinde, de gamle kvinder, der er ved at være færdige med det hele, og de hormon- og intrigespændte teenagepiger på tærskelen til det hele. Og så er der Mias nabo, den unge kvinde med småbørn og mand, der er midt i det hele. Med denne struktur skaber Hustvedt noget nyt ud af den velkendte ægteskabskrisefortælling, der samtidig bliver en undersøgelse af tidens gang.

Den intellektuelle Mia får hjælp af forfattere og filosoffer til at besvare spørgsmål som: »Kan vi ændre os og blive ved med at være den samme?«, »Var jeg mig selv, da jeg var sindssyg?«, »Hvornår bliver en ting til noget andet?«.

Gør kur via e-mail
Forgængeligheden og den måde, erindring og glemsel former livet, kontrasteres ved, at to gamle kvinder i moderens læsegruppe henholdsvis dør og bliver dement.

Inden da har de under Mias ledelse diskuteret Jane Austens ’Lydighed og længsel’ og ender med at spørge hinanden, om de nu fik moret sig nok, mens de levede. På den anden side i livsbuen har vi de unge piger, der tror, at livet er uendeligt, og spilder det med en alvorlig mobning af en af gruppens piger.

Mia bruger skrivegruppen til at løse konflikterne ved at lade pigerne skrive fra en andens synsvinkel. De får en brugbar historie, alle kan leve med, ud af det.

Sådan arbejder Mia jo også selv som forfatter, ligesom hun prøver at gøre som menneske og svigtet hustru. Øverst i æskesystemet står Siri Hustvedt, der indimellem tiltaler læseren som en anden Jane Austen, og som bestemmer sig for, at denne krisefortælling skal være en komedie.

LÆS ANMELDELSE

Mandens franske pause holder ikke, nu vil han have Mia tilbage. Mia overvejer, om hun vil tilbage til ægteskabets synkrone liv. Hvad skal manden gøre for at sone sin skyld – gøre kur, ender hun med at mene!

Det gør han så meget moderne pr. e-mail, mens Mia sidder i sin mandeløse sommer og bruger pausen godt.

Banal fundering

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Romanen rummer galgenhumoristiske passager, den har en udpræget interesse for (narrativ) psykologi og den fortælling, vi skaber om os selv. Den er intellektuel, ironisk, raffineret og levende. Siri Hustvedt skifter mellem at være helt tæt på Mias tanker, følelser og sansninger og overflyve dem i stor højde.

Den unge nabokone stråler af glæde og interesse, når hun lytter til Mias historier fra livet i New York. Mias historier er, som hun selv tænker, »sande, men alligevel fiktion.

Frataget nærheden og set på betydelig afstand er vi alle sammen komiske personer, farceagtige klovne, som tumler gennem livet og skaber rod på vores vej, men når man kommer tæt på, slår det latterlige hurtigt over i det usle, det tragiske eller det triste.

Det er ligegyldigt, om man sidder fast i provinshullet Bonden eller går hen ad Champs-Élysées«. I og for sig er Mias fundering banal, men det er ikke desto mindre denne pendling mellem det komiske og det tragiske, dette dobbelte blik, der skiftevis er tæt på eller ser på lang afstand, som gør Hustvedts roman så morsom og stimulerende.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce