Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Skønlitteratur

Primo Levi omsætter smerte til kunst og sort humor

Primo Levis vidnesbyrd fra Auschwitz er et hovedværk om nazismens systematiske vanvid. Og lovlig aktuel.

Skønlitteratur

I vinteren 1944 arbejder den 25-årige Primo Levi på kz-lejrens laboratorium.

En arisk kontorpige afskyer den beskidte fange. Stinkjude! hvæser hun. ’Stinkjøden’s reaktion er skam. Dobbelt skam: over at være blevet et usselt dyr – og over at ’civilisationen’ er sunket så dybt.

I april 1987, 42 år og et stort forfatterskab senere, sprang Levi ud i trappeskakten i sit hus på Corso Re Umberto i Torino.

Måske indhentet af dæmonerne efter at være vendt hjem fra de døde – overleverens skyld, der gnaver videre »som en træorm«.
En født klassiker

Skam, skyld og stolthed er nøgletemaer i de tre bøger, hvor han gennem 40 år baksede med sin kz-erfaring. Nu foreligger de samlet i bindet ’Vidnesbyrd’, og det rager op som en født klassiker, overført til klassisk dansk af Nina Gross.

Levi kom fra det rige kulturmiljø i Torino – ligesom den marxistiske filosof Antonio Gramsci og forfatterne Carlo Levi, Cesare Pavese og Italo Calvino.

Som partisan blev han i 1943 fanget af fascisternes milits og i februar 44 deporteret med de tyske kvægtransporter – 650 sjæle stoppet ind i 12 godsvogne – til KZ Buna-Monowitz under kæmpelejren Auschwitz-Birkenau.

Her udtages 125 »økonomisk nyttige jøder« til slavearbejde. Børn, kvinder og ældre går direkte i gaskamrene.

’Hvis dette er et menneske’ (1947) er skrevet kort efter hjemkomsten. I 17 springende kapitler, i en knap, upatetisk stil – og i virkningsfuld grammatisk nutidsform – følger vi den troskyldige unge kemikers møde med Det Ufattelige.

Nøgen, berøvet alt hår på kroppen, med nummer tatoveret på venstre arm i stedet for navn står Häftling 174.517 i ankomstkøen og oplever den totale fornedrelse – det »sproget mangler ord for«.

Den daglige kamp i kz-lejren Snart er han en af galejslaverne, der som kronragede marionetter i tyndt lærredstøj klaprer af sted i takt til lejrorkestret. Ud til gravearbejdet i »det grådige mudder«, der suger træskoene af.

Hjem til aftenappel, suppe og stanken af »hundehus og fårefold« fra roer, kål og latrin. Gradvis ser han mønsteret i den daglige kamp med sult, kulde, sygdom, mishandling, udmattelse og angst.

I det babyloniske sprogvirvar lærer Primo hurtigt de tyske kommandobjæf, der er livsvigtige, ligesom råd fra medfanger. Det er en nådesløs gladiatorkamp, alle mod alle, og overlevelseskunstens regler er: ikke tænke, ikke føle, ikke håbe. Vogte på sko, ske og madskål. Snyde sig til særrationer, særbehandling og bytteobjekter, der kan forlænge livet bare lidt. Snyde for det hårdeste arbejde. Hellere vogternes pisk end at bruge sine sidste kræfter.

En fange har skrevet i madskålen: Prøv ikke at forstå, men Levi kan ikke lade være at analysere.

Han inddeler fanger og vogtere i typer – hele hierarkiet ned til kapoer, lusekontrollører og lokumsforvaltere.

Han iagttager bureaukrati, sortbørs og koreografien i den gale dødedans. Lejren anskues som »et gigantisk biologisk og socialt eksperiment« og som et røntgenbillede af nazismen, af det kapitalistiske samfund, af menneskenaturen på ondt og godt.

Ligner ikke noget andet
Levi overlever 11 måneder i Helvede, fordi han som kemiker tilknyttes en fabrik for syntetisk gummi (der aldrig fungerer), fordi en italiener giver ham ekstrarationer – og så via snilde og held. Og han overlever lejrens evakuering i januar 1945, fordi han bliver efterladt som syg.

Slutkapitlet om de sidste ti dage i infirmeriets limbo af tyfus, »død og genfærd« er et af bogens mest bevægende.

’Hvis dette er et menneske’ ligner ikke noget andet i den enorme holocaust-litteratur. Også derfor gør den endnu mere indtryk nu, end da den kom på dansk i 1989. Autentisk nøgen og nøgtern går den lige ind i sjælen.

’Tøbruddet’ (1963) starter på samme sygeafdeling, da Den Røde Hær rykker ind. Den pludselige frihed får langtidsfanger til at slippe fortrængningerne løs i gråd, og da russerne ser disse menneskerester, kigger de væk i skam.

Levi stikker af med en kammerat, til fods ad mudrede polske veje i februar 1945 – ikke barnemad!

Via fejltagelser og nye prøvelser ender han i kaotiske lejre, kastet rundt af ’det uudgrundelige sovjetbureaukrati’, og omsider knirker han – sammen med 1.400 andre af krigens nomader – ad det udbombede jernbanenet gennem Rusland og Centraleuropa hjem til Torino.

Åndfulde refleksioner
De ti måneders hjemrejse bringer stærke genoplevelser fra lejren, men den utrolige odyssé bliver også til en picaresk gavtyveroman med grotesk komik.

Der er møder med alle (u)tænkelige typer: hittebørn, galninge, bondefangere og vise gavtyve som den syvsprogede sjakrejøde fra Saloniki, men også gode læger og generøse kvinder. Og der er åndfulde refleksioner om ondskabens psykologi, moralbegrebers relativitet, menneskers værdighed og broderskabets love.

Moralen er at tage livet dag for dag, tro på fremtiden og sin næste – og vigtigst: at have sko. »Den, der har sko, kan lede efter mad, ikke omvendt«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det kan også opfattes symbolsk: det er evnen til at kunne bevæge sig, udvikle sig, gøre destruktive oplevelser produktive.

Sådan bliver omvejen hjem en »skæbnens gave«, en vandring gennem underverdenen frem til ny erkendelse.

’De druknede og de frelste’ fra 1986 blev Levis sidste bog. Et testamente, hvor han perspektiverer sine erfaringer via senere indsigt, andre vidnesbyrd og forskning.

Systemets konsekvente terror
Han opløser stereotyper og udfylder gråzonen mellem bødler og ofre. Forfølgerne – fra SS-ledelse til overfanger – ses som led i nazismens magthierarki og voldslogik, der spreder sig nedad og fornedrer selv ofrene ved at gøre dem til medskyldige.

Levi ser kz-systemet som enestående, selv i forhold til det sovjetiske Gulag, ved dets krydsning af racistisk fanatisme, højteknologi og fantasifuld grusomhed.

Og hvad han engang betragtede som unyttig vold og umotiveret ondskab, ser han nu som systemets konsekvente terror.

Fangerne ydmyges fra første sekund ved nøgenhed, hånlig deklassering, raseriudbrud, spark og slag, især i ansigtet. Det skal nedbryde modstand – som havnearbejderen, der protesterede og straks blev myrdet af tre kapoer med hovedet presset ned i suppegryden.

Men processen er også selvopfyldende, for jo mere ofrene fornedres til dyr, jo mere kan de behandles som ’livsuværdige’ undermennesker, mens mandskabet vænnes til bestialitet.

Og kz-systemet ses som et mikrokosmos, der afspejler diktaturets magtstruktur og nazismens indre logik om det germanske overmenneske, podet med prøjsiske militæridealer – som i det absurde sengeredningsritual. Det er en eminent analyse.

En barsk oplevelse
’Vidnesbyrd’ er en barsk oplevelse, men samtidig opstemmende: ved Levis modbilleder af snu overlevelse, mod, kammeratskab og værdig selvrespekt.

Til miraklerne i Helvede hører også øjeblikke af dyb indsigt og kontakt – som da Primo og franskmanden Jean henter roesuppe til deres kommando. Primo citerer fra 26. sang i Dantes ’Guddommelige Komedie’ om Odysseus’ nysgerrighed over for verden og menneskene: »I skabtes ikke for som dyr at leve, men at I dyd og kundskab skulle følge«. Midt i sumpen bliver Dante en livsnødvendig stemme fra oven.

Levis bøger – især ’Hvis dette er et menneske’ – er selv små mirakler. Erindring »dekanteret«, som han siger, til tidløs indsigt. Smerte destilleret til forklaret kunst og til den renselse, Aristoteles kaldte katarsis.

Det minder om den franske komponist Olivier Messiens ’Kvartet til tidens ende’, komponeret 1941 i krigsfangelejren Stalag VIII-A for fire forhåndenværende instrumenter, hvor angst og fortvivlelse omsættes til langudtrukne, fintmodulerede elegier for cello og violin i 5. og 8. sats.

Stadig aktuel

Hos Levi er det lykkeligt suppleret med sort humor og grotesk komik – som den kyniske lejrjargon, når grækeren Felicio siger: »Næste år er vi hjemme – gennem skorstenen«. Sådan er Levi også barsk morsom. Men det føles lidt for morsomt, når han bliver pinligt up to date. Hans rolle var at bære vidnesbyrd: Det skete, derfor kan det ske igen; og det er kernen i, hvad jeg har at sige, hedder det til sidst i ’De druknede og de frelste’.



Annonce

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og i forordet til ’Hvis dette er et menneske’ skriver han: Den opfattelse »at enhver fremmed er en fjende ligger dybt begravet i alle som en latent infektion«, og dens yderste konsekvens er koncentrationslejren.

Symptomer på infektion, tilføjer han i 1986, er fordomme, intolerance og foragt for De Andre. Primo Levi er en lovlig aktuel klassiker her i nynationalismens og fremmedhadets Europa 2009.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce