Længsel. Gennem hele Vita Andersens forfatterskab løber drømmen om den lykkelige familie.
Foto: PELLE RINK

Længsel. Gennem hele Vita Andersens forfatterskab løber drømmen om den lykkelige familie.

Skønlitteratur

Drømmen om den perfekte familie skildres overbevisende i ny Vita Andersen-roman

Barnet som den fritflydende bombe i familien er et af temaerne i 'Sig det ikke til nogen'.

Skønlitteratur

I hele Vita Andersens forfatterskab er familien et længselsbillede.

Den varme og noget nær uopnåelige kernefamilie står som drømmen og kuren mod al smerte og lidelse, mod det lave selvværd og den indre tomhed.

Dette tema varierer hun endnu en gang i sin nye roman, og hun tilføjer det noget nyt med sin hårfint registrerende fremstilling af moderne flydende familieroller, som ingen – hverken mor, far eller barn – kan navigere uskadt i.

Mistro og beskidte tanker Det begynder ellers så godt. Den 42-årige Claire, mor til teenagedatteren Zarah, har efter skilsmissen fra Johan fundet sammen med Adam.

Claire er kunstfotograf, indimellem gør hun rent for at tjene nogle penge.

»Men i det store hele strakte tingene sig trygt foran dem. Roligt og åbent som en vidtstrakt flade på et hav«.

Så begynder det at bølge i den lille trekantsidyl. Zarah, der fra starten har forgudet sin papfar, er nu som teenager kommet lovlig tæt på ham.

Vita Andersen skriver et raffineret spil frem, hvor Adam og Zarah har det så hyggeligt med hinanden, at moderen føler sig udelukket.

Hen over hovedet på hende beslutter de to at male hele lejligheden om i nye farver, som Claire ikke kan fordrage. Hun skriver nej ved alle farveprøverne, men i virkeligheden er det udelukkelsen, hun ikke kan tåle.

Barnet har magten i familien. Når tingene ikke passer hende, kan hun flytte hen til den biologiske far

Så klæder Zarah sig ud i Claires smarte kjoler foran den beundrende Adams blik. Så lader hun sig trøste for kærestesorg på skødet af Adam, begge kun iført meget lidt tøj.

Og går Adam ikke lidt tit ind på badeværelset, når Zarah er i bad?

Er det bare hjemmets åbne grænser, eller er det Claires mistro, rent ud beskidte tanker, som hun kalder det, der får hende til at se syner?

Magt og afmagt
At Zarah har svært ved at styre sin spirende kvindelighed og Adam sin beundrende og støttende forældrerolle, er evident nok. De kommer nærmest til at virke som et kærestepar, selv i deres skænderier.

Og Claire savner den tætte kontakt med barnet, der er i gang med at slå sig fri. Allerede da Claire var gift med Johan, oplevede hun, at de konkurrerede om barnets kærlighed. Nu ser hun sig udmanøvreret for anden gang.



Barnet har magten i familien. Når tingene ikke passer hende, kan hun flytte hen til den biologiske far.

Hun kan beskylde den elskede papfar for incest. Hun kan klage over sin ulykkelige barndom – moderen ville bare fotografere hende, hun var aldrig »set, elsket, hørt«.

Claire fatter det ikke:

»Hun havde forsøgt at gøre alt det for Zarah, hun aldrig selv havde fået. Øst kærlighed og anerkendelse ud over hende. Og alle billederne, de havde lavet sammen. De var så tæt på hinanden«.

Denne del af romanen er en skildring af både barnets magt og afmagt, for naturligvis kan Zarah ikke styre alt det, hun har gang i.

Og den er en historie om den moderne families sammenbrud, hvad angår roller og autoritet. Den trygge overflade er blevet et vildt bølgende hav, og alle tre vipper de rundt i hver sin lille redningsbåd.

Voldeligt ægteskab
Romanen består af 64 korte kapitler. Hvert andet kapitel er set fra Claires synsvinkel, hvert andet fra genboen Lauras, som Claire uden Lauras vidende fotograferer fra sit vindue.

Claire mener, at de billeder, man tager, uden at den portrætterede ved det, bliver de bedste. Der er en forside og en bagside, en selvfremstilling og en anden verden bagved.

Sådan arbejder Vita Andersen også.

I portrættet af Laura skildrer hun en kvinde, der lever i et voldeligt ægteskab, hun ikke kan komme ud af.

Også de drømmer om en idyl med et barn, men ender med at anskaffe en hund. Den kan de ikke finde ud af at opdrage. De elsker den, men den opfører sig helt vildt, bider og hyler, besørger på gulvet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Hunden Ollie bliver et symbol på barnet, som et par ikke kan finde ud at tage sig ordentligt af.

Den voldelige Simon siger:

»Min barndom var ulykkelig, men mit legetøj var flot«.

Den sætning rummer jo hele den tingsverden, Vita Andersen altid har ladet sin personer fylde sig med som erstatning. Lauras mand har i det hele taget en del slående udsagn, der kaster et grumt lys ind over romanen, også denne:

»Dyr bliver aldrig trætte af deres ejere. Mennesker kan dårligt holde hinanden ud«.

Virkningsfuld roman

Begge Vita Andersens to små familier sprækker. Hvordan det sker i det sidste tilfælde, skal jeg ikke afsløre, for her går hun virkelig til makronerne, på både tragikomisk og makaber vis. På en måde er det to adskilte romaner sat sammen til én gennem kompositionen, men uanset hvad man mener om netop det, er det virkningsfuldt gjort.

Stærkere end billedet af den fysisk maltrakterede Laura står portrættet af moderen Claire, der også er kvæstet – af kærligheden til sit barn. Vita Andersen har med ’Sig det ikke til nogen’ givet nyt liv til det strømførende lag i sit forfatterskab: drømmen om den lykkelige familie.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce