Der mangler noget i udmærket forsøg på litterært sorgarbejde

Connie Warnick Aagaards debut er for tæt på håndværket og for langt fra kunsten.

Skønlitteratur

Den midaldrende kvindelige fotograf Helen vender efter et lang liv ude i verden, hvor hun med sine fotografier har dokumenteret alverdens ondskab, tilbage til lille Danmark. Hendes mor er død, og ligeså hendes nepalesiske kæreste, Naipur.

Connie Warnick Aagaards debutroman, ’Tolv måneder’, åbner med to begravelser: Naipurs ligbrænding, hvor asken flyver op i luften, og moderens bisættelse, hvor kødet sænkes ned i jorden.

Helens hjemkomst er derfor ikke en rigtig hjemkomst; hun er adskilt fra sig selv, lettere traumatiseret af sine oplevelser og erfaringer, og derfor skildrer romanen også en bevægelse, hvor et ’hun’ langsomt og forsøgsvis integreres med et ’jeg’.

Breve til afdøde Helen lider af migræne og går til psykolog. Helen forlod sin daværende mand, Andreas, dengang deres søn, Viktor, var blot 3 år, det svigt og den tangent ligger også og simrer. Formelt har Aagaard struktureret sin roman i 12 kapitler, der kronologisk følger årets gang fra måned til måned.

Undervejs møder hun tjetjenske Ivan, som hun indleder et forhold til, og undervejs skriver hun breve til især afdøde Naipur, og vi får i kursiv erindringsglimt fra det tidligere, levede liv; som et interessant greb har Aagaard valgt at lade sine romanfigurer kommentere Helens fremfærd i fodnoter på bunden af siderne, ofte på en måde, der er svagt humoristisk, men ikke mindst fungerer som et stadigt korrigerende indgreb i det grundlæggende uvederhæftige eller tvetydige projekt, det er at ville fortælle sin livshistorie.

Overflødigt fyld

Ligesom fotografen Helen redigerer, eksponerer, leger med perspektiver og blinde vinkler, når hun skal fremkalde sine fotografier, gør hun det også i sit forsøg på at frembringe et komplekst selvbillede.

Hvor hun i øvrigt hilser venligt på Proust, al den stund Helen først på romanens allersidste side finder ud af, at og hvad det er, hun skal skrive og beskrive. Aagaards debut er ikke dårlig. Men den er heller ikke helt vellykket; der er umanérligt mange beskrivende passager a la »så gjorde hun det, så det, så det, så det«, etc., og de kommer lidt for nemt og lidt for ofte til at virke som overflødigt fyld.

Et sted siger Ivan: »Kender du ikke det? – man kan alle teknikkerne, og der er ikke en finger at sætte på resultatet – og alligevel mangler der noget! Det vigtigste af det hele – forstår du?«.

I sammenhængen handler det symptomatisk om forskellen på håndværk og kunst, og jeg ville sige, at vi her stadig er for tæt på håndværket og for langt fra kunsten. Der mangler noget. Måske det kan komme i den svære 2’er, hvem ved.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce