SCENISK. Stine Pilgaard burde headhuntes af teaterfolket.
Foto: Per Morten Abrahamsen

SCENISK. Stine Pilgaard burde headhuntes af teaterfolket.

Skønlitteratur

Debutant leverer stærkt opløftende dialogkunst

Stine Pilgaards debut 'Min mor siger' er skrevet med en stor sproglig præcision.

Skønlitteratur

Der skal vist ikke mere til end et hastigt blik på ugens danske tv-serie søndag aften for at konstatere, at det står skidt til med dialogen som kunstart.

Hvis bare personerne dog ville tale til hinanden i stedet for til seerne, ville meget være vundet. Til gengæld skal der heller ikke mere til end at læse Stine Pilgaards debutroman ’Min mor siger’ for at se, hvor godt det kan gøres – i litteraturen.

Det er ikke, fordi det er en bog, der tilstræber naturalistisk replikkunst. Tværtimod skilter den med sin kunstighed i kraft af et massivt overforbrug af inkvitter – sætningen »min mor siger« gentages igen og igen.

Måske er det Pia Juuls ’Sagde jeg, siger jeg’, der spøger? Det er heller ikke, fordi personerne taler til hinanden – tværtimod taler de hele tiden forbi hinanden. Og det er netop misforståelsen, som Stine Pilgaard bruger som poetisk motor i de scener, som romanen er bygget op af.

Selvmedlidenhed og specialesump
Situationerne bliver netop aldrig til ’scener’ i den melodramatiske betydning af ordet, selv om de nemt kunne have været det. Tag bare det indledende optrin, hvor romanens jegfortæller bliver forladt af sin kæreste, som er kvinde og dyrepasser.

Godt nok bliver der smækket med døren og sagt følelsesladede ting, men konstant med verbalt vid og humor, der effektivt fortynder patossen. Hovedpersonen synker ned i kærestesorg, selvmedlidenhed og specialesump, og hun havner i den vist obligatoriske livskrise på midten af vor bane igennem tyverne.

Men hun fejrer det med en sproglig fest, som man ikke kan undgå at komme i opløftet stemning af.

Absurdistisk univers
Dialogerne fører jegfortælleren især med en række autoriteter: sin læge, sin præstefar, sin strategiske veninde Mulle, der studerer statskundskab, og især sin mor, der er ejendomsmægler og lyver af lyst og med stor opfindsomhed.

Ingen af dem kan siges at være specielt overbevisende, endsige uimodsigelige.

De siger dit og dat, uden at det betyder det helt store. Påståeligheden er med til at skabe det charmerende absurdistiske univers i romanen, hvor det flyder rundt med gode råd og videnskabelige betragtninger, som gør det klart, at undsætningen ikke kan komme udefra.

Elegance og overskud
Som poetisk supplement til dialogerne rummer romanen 12 såkaldte monologer fra en søhest.

Mens dialogerne er præget af en fin blufærdighed, krænger romanens jegfortæller sit indre ud i monologerne. Heldigvis i højst bogstavelig betydning. Hun gennemgår kroppens dele én for én – hjertet, øret, mellemgulvet, solar plexus, navlen, munden, nethinden, næsen, knæet, håndfladen, struben og huden – som hun gør til levende metaforer for alt det, der er hændt hende. Kroppen er et erindringsrum for erfaringen ligesom i Peter Seebergs kortprosatekst ’Den anatomiske tegning’.

»Inde på mellemgulvet er der et diskotek. I danser rundt på mine nederste ribben, og I læner jer op ad mine hvirvelsøjler mens I konverserer med en drink i hånden«.

Dansende debuterer Stine Pilgaard også, med elegance og overskud. Headhuntes burde hun straks som konsulent i dialogkunst i de mange dramatiske miljøer, hvor man har svært brug for assistance. Bare hun lover at blive ved med at skrive bøger.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce