Kontroversiel. E.L. James har med sin trilogi solgt tocifrede millionoplag.
Foto: Jeffrey Boan (arkiv)/AP

Kontroversiel. E.L. James har med sin trilogi solgt tocifrede millionoplag.

Skønlitteratur

Anmelder: Man kan godt blive liderlig af dårlig prosa

E.L. James' kæmpe-bestseller ’Fifty Shades of Grey’ byder på sadomasochisme i Disney-version.

Skønlitteratur

I en tid, hvor det handler om at kontrollere, trimme og træne sin krop, synes sadomasochismen at være den helt rette seksuelle praksis.

I hvert fald når den er så velsmurt og mekanisk som i den erotiske bestsellertrilogi ’Fifty Shades of Grey’, der ifølge bulletinerne har givet myriader af voksne middelklassekvinder både sex- og læselysten tilbage.

Min første overraskelse, da jeg gik i gang med bind 1, som nu foreligger på dansk, var, at personerne er så unge. Den kvindelige jegfortæller er 21, hendes partner udi de sadomasochistiske fornøjelser er 27.

Sproget er også ungt: »Hvad fuck skete der lige der?«, tænker jegpersonen, når hun får orgasme. Og det vækker ganske vist min respekt for den danske oversætters evne til mundret ungdomsdansk, men det vækker ikke mine 44-årige ovarier.

LÆS OGSÅ Disciplinerede kroppe Anastasia hedder jegfortælleren, et rigtigt Disneyprinsessenavn. Og faktisk kan jeg se Disneyfilmatiseringen af ’Fifty Shades’ for mig.

Det er en klassisk Askepothistorie: Ung uskyldig kvinde møder milliardær, som forgylder hende med luksusvarer. Moderne kedelig vestlig luksus: en Mac, en Blackberry, en Audi, lækre jeans.

Hvad prinsen foretog sig med Askepot i slottets private gemakker, ved vi ikke, men det er vel ikke udelukket, at det involverede et par håndjern.

I ’Fifty Shades of Grey’ er prinsen et ungt forretningsgeni med eget telefirma. Slottet er en lejlighed med havudsigt i Seattle, og her har Christian Grey (hvis navn og øjenfarve trilogiens titel refererer til) et helt ’legerum’ med håndjern og kæder og gitre og brikse og okseblodsfarvede lædermøbler.

Det minder mere om et moderne fitnesscenter end et middelalderligt torturkammer.

Den lange kontrakt, han som den ’dominante’ vil have sin ’submissive’ Askepot til at underskrive, ligner i store dele et sådan bliver du lækker-program fra et dameblad: Træn fire gange om ugen, spis fornuftigt, sov otte timer, husk intimbarbering. I andre passager ligner den en marketingsundersøgelse: På en skala fra 1-5, hvor godt kan du lide spanking/spanskrør/brystvorteklemmer …?

Sex og is
Kontraktens paragrafform og juridiske sprog minder os desuden om slægtskabet mellem sadomasochismen og moralloven. Mellem Marquis de Sade og Kant, som levede samtidig og sammen markerer startskuddet til en moderne rationalitet, hvor der ikke er langt fra det absolutte pligtbud (du kan, fordi du skal) til det absolutte nydelsesbud (du skal, fordi du kan).

Måske har romanens succes noget at gøre med, at den på én gang taler til vores trang til selvdisciplin og til løssluppenhed. Sex som diæt og træningsprogram.

Eller endnu enklere: Det er lidt kinky, men det er stadig pænt og sødt. Den sadistiske prins ligner svigermors drøm, og den stakkels dreng har haft en hård barndom.

Desuden formår vor angiveligt uimodståelige heltinde at kalde blidhed og romantik frem i selv en forhærdet S/M-sjæl. Faktisk er det småt med egentlige S/M-aktiviteter i hvert fald i dette første bind, hvor der fortrinsvis dyrkes ’vaniljesex’, som mr. Grey kalder sex uden for legerummet.

Så er den barnlige tone også slået an; at have sex er som at spise is, og den vildeste metafor for god sex, Anastasia kan præstere, er »chokoladebrownie-is med hindbær«. Det vil jeg tænke på, næste gang jeg bestiller en kugle i Paradis.

Mekanisk liderlighed
Jeg skrev engang, at jeg bliver liderlig af god prosa.

Efter at have læst Fifty Shades må jeg indrømme: Jeg kan også blive liderlig af dårlig prosa. Men det er ikke den liderlighed, der kommer sig af et litterært sprogs sanseskærpning; det er den mekaniske liderlighed, hvor kroppen som en maskine reagerer på pornografiske ord. Fifty Shades har ingenting med sanselighed at gøre.

Ligegyldigt hvor kødfuld Christian Greys penis påstås at være, er han en kødløs skabning, gjort af grå øjne, kobberfarvet hår, Ralph Lauren-underbukser og løst påklistrede etiketter: mangetydig, gådefuld, søn af en narkoluder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Anastasias jegstemme er en middelmådig amerikansk collegepiges, og hendes bekymringer om sin nye kæreste adskiller sig ikke fra den stereotype ungpiges bekræftelseshunger og separationsangst, selv om han lige har det der S/M-twist.

Sexscenerne giver os ikke andre billeder, ord eller metaforer for kroppens nydelse end pornografiens konventionelle. Det skulle da lige være den der chokoladebrownie-hindbær-is.

Og så det fantastiske billede af Anastasias ’indre gudinde’, som spræller og danser, når der er udsigt til sex: »Min indre gudinde har sine pomponer i hånden – hun er i cheerleaderhumør«. Det er mine ovarier så stadig ikke.

Og min indre skolefrøken sprutter af irritation, hver gang Anastasia refererer til sin anden indre og kritiske stemme som ’min underbevidsthed’, når den tydeligvis ikke er underbevidst, men derimod en slags overjeg.

Svigter sit mål

At optimere og rationalisere det menneskelige råstof er et projekt både for S/M og HR.

Kunstnere som Marquis de Sade selv eller filminstruktøren Pasolini (Salò) har i deres værker udforsket denne særlige rationalitet i sin yderste og grumme konsekvens, men i Fifty Shades får vi den pæne amerikanske og i sidste ende puritanske Disneyversion.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi får sadomasochismen med et menneskeligt ansigt. Og det er både at svigte sadomasochismen og de potentielle filosofiske indsigter, der ligger i at skrive den helt ud.

Eller måske bare i at kunne skrive.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce