naturen. Jóanes Nielsen i fjeldene uden for Tórshavn. I nordisk litteratur  er naturen en  vigtig medspiller.
Foto: Lars Just

naturen. Jóanes Nielsen i fjeldene uden for Tórshavn. I nordisk litteratur er naturen en vigtig medspiller.

Skønlitteratur

Færøsk forfatter: I de mørke fjelde tror man på hvad som helst

Som William Heinesen har Jóanes Nielsen øje for færøske originaler. Aktuel med 'Brahmadellerne'.

Skønlitteratur

På vejen mod Tórshavn slår vejen et bekymret sving uden om en stor sten. Egentlig skulle den være sprængt i stykker, så bilerne kunne komme frem, men så blev man urolig, siges det.

For vel er infrastrukturen på Færøerne veludbygget, men i stenen bor en huldre, og nu går vejen så venstre om.

Et par kilometer længere fremme dukker Tórshavns kirker op; overtro og kristentro side om side i et barskt land, som lægger op til helgardering.

Sådan er det også i Jóanes Nielsens krønike ’Brahmadellerne’, hvor vi følger to slægter gennem 250 år. Den ene, brahmadelfamilien, der kommer fra de laveste sociale lag, siges at kunne mere end deres bibel og er derfor folk, man nødigt træder over tæerne.

Overtro som forsvar
Og troen på trolddomsværk er ikke kun folklore i en bog, overtro spiller stadig en rolle i dag som i eksemplet med huldre-stenen – eller i sagen med en ældre rengøringsassistent på sygehuset i Tórshavn.

»Hun har passeret pensionsalderen, men der er ingen, der har lyst til at fyre hende, for rygtet siger, at hun kan noget mere«, fortæller Jóanes Nielsen, som mener, at overtroen i Nordatlanten har været – og måske stadig er – udtryk for en forsvarsposition.

LÆS OGSÅ

»Hvis man er socialt udsat og kan få folk til at tro, man har specielle evner, kan det være positivt for den person«.

På spørgsmålet om, hvordan man kan tro på sådan noget i 2012, falder svaret tørt: »Når man går i fjeldene i mørket, er man parat til at tro på hvad som helst«.

Jóanes Nielsen læner sig tilbage i stolen på sit arbejdsværelse i huset på Yviri við Strond i Tórshavn, mens han taler. Uden for vinduet ligger fjorden efterårsgrå, og indenfor har forfatteren indrettet en skrivehule, fuld af bøger og montrer (en af dem med en mumificeret killing, som familien fandt i en skunk ved indflytningen).

»Før i tiden«, fortsætter han, »har man heller ikke haft så mange forklaringsmodeller, når der skete specielle ting. Og desværre har man altid knyttet tro og overtro sammen med moral efter devisen, at opfører man sig godt, jamen så spøger det heller ikke ...«.

På Færøerne gælder det mønster også, når det kommer til sygdom i sindet – et forhold, Jóanes Nielsen flere gange har behandlet i sit forfatterskab.

»Opfører man sig dårligt, bliver man slået med sindssyge. Derfor er det stadig en skam for mange, hvis nogen i familien er sindssyg. Jeg ved ikke, hvordan trapper og balkoner går mellem sindssyge og religion og alt det heftige åndelige, men det er filtret godt og grundigt sammen«.

Behandling af sindssyge på Færøerne har han skrevet om i teaterstykket 'Hedder noget land weekend?', der i 2002 blev tildelt den prestigefulde Nordiske Dramatikerpris. Historien foregår på en psykiatrisk afdeling på Færøerne, og mange i det rekordstore publikum var glade for at få det tabubelagte emne taget op på nationalscenen.

LÆS OGSÅ

Fra cirka 1870 og hundrede år frem eksporterede Færøerne ligefrem sindssyge medborgere til Danmark. Forfatterens bedstefar var en af dem.

»Han kom på sådan en institution i 1939 uden at kunne tale særlig godt dansk. På grund af krigen kom han først hjem i 1945 – og det, han ikke var, da han blev eksporteret, var han, da han kom tilbage«, siger Jóanes Nielsen.

Panum og originalerne
Det blev ofte dadlet Færøernes største forfatter, William Heinesen, at han skrev om originaler og fantaster.

Også 'Brahmadellerne' er fuld af den slags mennesker. Og ifølge både forfattere og den danske videnskabsmand Peter Panum, som optræder i Jóanes Nielsens krønike, er der noget om snakken: Der har på Færøerne været en overrepræsentation af skæve eksistenser.

»Når Panum i midten af 1800-tallet indberetter til Danmark, at han aldrig har set så mange sindssyge mennesker, tror jeg, der var noget rigtigt i det«, siger Jóanes Nielsen: »Måske sker det, når man har været isoleret i mange år. Om det er indavl, eller det er af klimatiske årsager, som Panum mente, ved jeg ikke. Men det var en hård tilværelse«.

Panum var ganske rigtigt på Færøerne for at bekæmpe en voldsom mæslingeepidemi i 1846 og skrev, til øboernes harme, hjem til Danmark, at:

»… der er maaske neppe et Land, ja maaske ingen Hovedstad, hvor Sindssygdomme ere saa hyppige i Forhold til Folkemængden som paa Færøerne« (Panum, 1848), og han vurderede, at der hos mange fandtes et »stille religiøst Vanvid, hvor de Syge have Syner, og troe at leve i umiddelbart Samkvem med Aandeverdenen«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der har været tragedier i vores familie, som jeg har sluset ind i romanen



Den slags er et godt udgangspunkt for en roman, og i 'Brahmadellerne' blander de historiske og politiske dokumenter sig med fiktionen.

Jóanes Nielsens politiske engagement præger også hans skrivehule. På skråvæggen bag sig har han hængt en installation, hvor en udtjent støvsuger maver sig hen over et verdensatlas, som »kapitalismen gør i den virkelige verden«, mens den efterlader et øde spor bag sig.

En rød fane med hammer og segl har også sin plads i huset. Den vender vi tilbage til.

Med fjeldene lige uden for vinduerne og stemningen af 'Internationale' inden for spørger jeg, om han har et bud på, hvorfor globaliseringen tilsyneladende preller af på nordisk litteratur.

Flere af de værker, der i år blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, handler, som 'Brahmadellerne', om det nære samfund, fortiden og naturen.

»Om det er en trend eller en naturlig måde at belyse verden på, ved jeg ikke. Men jeg tror på, at slægten og fortiden har stor betydning i små samfund. Naturen har altid været et tema i nordisk litteratur. Engang i 1950'erne skrev Albert Camus, at man ikke så naturbeskrivelser længere, men på det tidspunkt skrev Halldor Laxness og William Heinesen deres romaner. Måske har Camus ikke haft specielt stor viden om nordisk litteratur«, smiler Nielsen.

Nogle på tæven
At skrive romaner i små samfund har gerne været forbundet med risiko for nogle på tæven – når en læser føler sig truffet på egne eller en onkels vegne i fiktionens verden. For man står meget hurtigt ansigt til ansigt med den, man måske, måske ikke, har skrevet om.

»Er man forfatter i et lille samfund, må man ikke se på sig selv med de andres øjne. Jeg kender flere, som har et kæmpe potentiale, men som ikke skriver om forbudte ting, fordi de er bange for, hvordan omgivelserne reagerer«, siger Jóanes Nielsen, som netop denne formiddag på en gåtur traf en mand, der genkendte sig selv i 'Brahmadellerne', manden nøjedes dog med at stikke lidt til sagen.

Det samme skete, da han stødte på en kvinde fra en familie, som han havde kritiseret for at have solgt fiskekvoter for 300 millioner kroner.

»Hvornår får vores familie fred for dig!«, lød hendes reaktion ifølge Jóanes Nielsen, som tilføjer, at »man er nødt til at være lidt fandenivoldsk« som forfatter i et lille land.

Også sine egne forfædre har Jóanes Nielsen lånt fra, da han skulle skrive 'Brahmadellerne', og op dukkede en brutal fortid, som måske kan forklare den voldelighed, der går igen i Jóanes Nielsens forfatterskab, hvor forældre slår børn, kvinder bliver voldtaget, mænd slår mænd ihjel, og en formodet bøsse skændes.

»En del af projektet med krøniken var at finde ud af, hvor den brutalitet kommer fra. Ikke at jeg tror, det ligger i generne – man arver vel ikke brutalitet på sammen måde som en stærk fysik eller et svagt helbred – men jeg har fået slægtens historie overleveret, og der har været tragedier i vores familie, som jeg har sluset ind i romanen«.

Måske er han bare en brutal type, funderer han hen over skrivebordet og ser umådelig fredelig ud.

»På den anden side var de gamle dage også en brutal tid. Man kan glæde sig over, at det kun har taget 30 år at drive den kultur ud, som var helt naturlig, da jeg var barn. Dengang slog man børn både hjemme og i skolen«.

Brutalitet mod unge mennesker kommer også til udtryk i hans roman med den blide titel 'Glansbilledsamlerne' (da. 2008). Her følger man en gruppe drenge fra den katolske skole i Tórshavn, Sankt Frans Skole, som Jóanes Nielsen selv har gået i.

Holder fanen højt
Som det er tilfældet med andre nordiske forfattere i Nielsens generation, bl.a. Jan Guillou, Per Petterson, Einar Már Guðmundsson, fik arbejderbevægelsen godt fat i Jóanes Nielsen i slutningen af 1960'erne.

»Den sociale vækkelse var heftig i Norden – eller også ramte den nogle få effektive mennesker, som forstod at markere deres synspunkter i aviser og litteratur«, siger Jóanes Nielsen og citerer Per Olov Enquist for at have sagt, at der var to forhold, der i 1900-tallet reddede svenskerne fra armod og druk: Socialdemokratiet og pinsebevægelsen.

14 år gammel stod Jóanes Nielsen, som mange andre unge færinger på den tid, til søs som fisker, og snart begyndte han at interessere sig for kommunismen, som han har holdt sig til siden. På det punkt er han ikke til at hugge eller stikke i.

LÆS OGSÅ

»Når man i Sydeuropa nu har 40 procent unge uden arbejde, hvad er så alternativet? Et socialistisk samfund er, efter teorierne i al fald, det bedste«.

Hver 1. maj sætter Jóanes Nielsen den store røde fane i dens dertil indrettede holder uden for sit arbejdsværelse. På denne blæsende oktoberdag kunne han også være fristet til det, for ude på fjorden ligger to store – ironisk nok, så vidt vi kan se, russiske – repræsentanter for den kapitalisme, han i et halvt århundrede har skrevet imod.

Skibene trawler makrel, og det er en grum historie, som har fyldt en del i EU på det sidste. Makrellen har nemlig, uden smålig skelen til kvoter og landegrænser, ændret rejsemønster og stimet sig sammen omkring Norge, Færøerne og Island. Det er ude af synk med EU's fangstkvoter, og som art betragtet er det selvmord.

»Torsken er væk, nu er det makrellens tur. I takt med at alt skulle privatiseres, har man også privatiseret rigdommen i havet. Det har ført til en meget stor koncentration af magt. Vi har også de grådige folk i Færøerne, som de har i Island. Det var vist Laxness, der sagde: »Røvhullerne er nogenlunde jævnt fordelt ud over kloden««, siger Jóanes Nielsen og vifter i mangel af den røde fane med armen ud mod de store, forslugne fangstskibe på det grå hav: »Dem derude – det er kapitalismens grådighed«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce