Huden. Forfatteren har en fortid som punkmusiker, og bogen er fyldt med musikalske referencer. Her er Alex Zichau på scenen i 1986.
Foto: Mia Johanna Selin (arkiv)

Huden. Forfatteren har en fortid som punkmusiker, og bogen er fyldt med musikalske referencer. Her er Alex Zichau på scenen i 1986.

Skønlitteratur

Præcis tekstkollage om transseksualitet er umulig at få greb om

Spændende og på alle måder kompleks debutroman om en transkønnets splittelse og længsler.

Skønlitteratur

I den transkønnede bekendelseslitteratur er spaltning ikke overraskende en hyppigt benyttet tematisk figur.

Det gælder ikke mindst for Lili Elbes besynderlige selvbiografi ’Fra mand til kvinde’, udgivet posthumt i 1931 efter en serie hårdhændede kønsskifteoperationer foretaget på kvindehospitalet i Dresden.

Bogen er for længst blevet kanoniseret som genrens urtekst og basale matrice, og den beretter i dramatiske vendinger, hvordan der i fortællerens legeme bor »to skarpt adskilte Væsener, der stod fremmed og næsten fjendtligt overfor hinanden«.

LÆS ANMELDELSE

Lili Elbe – kunstmaleren Einar Wegeners feminine alter ego – opfattede helt konkret sin krop og sit sjæleliv som en kampplads for stridende mandlige og kvindelige kræfter, og læseren forstår, at »et af disse Væsener maatte gaa til Grunde«, hvis ikke de begge skulle dø (hvilket altså for så vidt blev historiens sørgelige udgang).

»Jeg er som én, der kun ejer Facaden af sit eget Hus«, bemærker Elbe et sted. Fra gaden syner alting upåfaldende maskulint, men bag gardinerne lurer en bortkuet kvinde. Og hun vil ud i det fri.

Pubertetens ombygning
I Alex Zichaus roman ’Ubehagets soundtrack’ går de kønslige længsler i modsat retning, men den grundlæggende splittelse minder om Lili Elbes: Biokroppen er kvindelig, men bag den feminine staffage rumsterer der en mand med fladt bryst og stikkende skægstubbe.

Lige fra barndommen i 1970’ernes Ligusterdanmark vender fortælleren sig demonstrativt bort fra de herskende kønskoder, for det føles decideret plagsomt og naturstridigt at skulle lægge krop til pubertetens hormonale ombygningsprojekt.

Fortælleren huser »siamesiske tvillinger af hvert sit køn«, som det hedder. Og præcis som hos Lili Elbe brydes de »i de mest horrible og ubeskrivelige mareridt«.

Diffus vrede
Hos Zichau er spaltningen ikke blot en tematisk grundfigur, den er også tekstens stilistiske præmis.

Det resulterer i en uhyre kompleks fortællestruktur, hvor et iagttagende ’jeg’ (den undertrykte kvinde?), et iagttaget ’du’ (den mandlige persona?) og et klassisk fortællerjeg interagerer i en form for kakofonisk kollage af erindringsglimt, spejlinger, fantasier, citater og indre monologer.

Resultatet er en flakkende, fragmentarisk og gennemført uforløst beretning om en smertelig kønslig metamorfose og de skelsættende begivenheder på dens vej.

I modsætning til Lili Elbes tøsede idylliseringstrang er der meget vrede i Zichaus autofiktive tekst.

Ikke – som hos de fleste andre transkønnede forfattere – en vrede vendt mod netværk, samfund eller behandlingssystem, men en langt mere diffus vrede, som genereres af ekstreme livsvilkår og sætter undtagelsestilstanden i skarpt relief. Forfatteren har en fortid som punkmusiker, og bogen er fyldt med musikalske referencer.

Samtidig er det på sin egen skæve måde en meget musisk tekst, som bringer mindelser om Bjørn Rasmussens smukke og skræmmende kamikazeerotik i ’Huden er det elastiske hylster, som omgiver hele legemet’.

LÆS ANMELDELSE

Men er Rasmussens tekst dunkende heavyrock fra teenagekammeret, er Zichaus snarere begsort punk fra bunden af en sammenstyrtet kælderskakt. En tekst fyldt med kaos, desperation og indestængt raseri. En uafklaret tekst.

En ny lyd

’Ubehagets soundtrack’ er en både svær og spændende debutroman, umulig at få greb om, men mærkværdigt afvæbnende og præcis i al sin vrængende ambivalens.

Det er en tekstkollage, som effektivt bryder med beslægtede beretningers da-jeg-skiftede-køn-blev-alt-godt-igen-narrativ, men skønt den på ingen måde glorificerer hverken kønsskifte eller transkultur (en flok »oksefrøer på helium«), så fornemmer man alligevel en form for katarsis, da fortællerjeget mod slutningen står ansigt til ansigt med alle disse »overmenneskelige sværvægtere«, som »havde rejst sig op og stod ved deres liv«.

Man fornemmer et betydningsfuldt slægtskab, måske starten på et nyt og mere harmonisk soundtrack? Omslagets smadrede kassettebånd kunne tyde på det.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce