Hjemme. Asta Olivia Nordenhof er uddannet fra Forfatterskolen. Hun debuterede i 2011. 'det nemme og det ensomme' er hendes anden udgivelse.
Foto: fra bogens forside: Albert Madsen

Hjemme. Asta Olivia Nordenhof er uddannet fra Forfatterskolen. Hun debuterede i 2011. 'det nemme og det ensomme' er hendes anden udgivelse.

Skønlitteratur

Brilliant digtsamling beviser at en litterær stjerne er ved at blive til

Hvis alt ikke kæntrer, bliver Asta Olivia Nordenhof en stor litteraturfigur

Skønlitteratur

Fornylig var jeg oppe på Grundtvigs Højskole og tale om Andkjær Olsens og Skinnebachs lyrik, og dér kunne de berette, at de netop havde haft besøg af en ekstraordinær digter-personage.

En tilsyneladende lidt kejtet og pudsig figur, men med et brændende nærvær og en helt usædvanlig kraft i sin lyrik, der øjensynligt trak veksler på det levede liv.

Hun havde gjort stort indtryk på dem alle, unge som gamle.

Navnet var Asta Olivia Nordenhof (f. 1988). Og de digte, hun læste op, udgives nu som ’det nemme og det ensomme’, en del af Basilisks serie for ny dansk litteratur, ’Serie B’, en serie, der er støttet af Gyldendal.

Groende statur Nordenhof debuterede i 2011 med den fabelagtige ’Et ansigt til Emily’, et prosalyrisk fragment af en mere fortløbende tekststrøm på hendes blog ’jegskrivermitnavnmedversaler’, jeg anmeldte den forholdsvis begejstret og var derfor meget spændt på denne toer.

Skuffer den? Nej, tværtimod, den lægger kun nye alen til Nordenhofs stadig groende statur.

Man kan sige, at hun er hyperkrukket og med en udtalt sans for selviscenesættelse; det gælder forsidens foto, hvor Nordenhof sidder rygende med krydsede ben på en stol i sit private gemak og sender sit både direkte og distræte blik ud mod læseren; det gælder bagsideteksten og selve titlen, der er skrevet med Nordenhofs mærkeligt barnlige, ubehjælpsomme håndskrift.

Det hele emmer af det, filosoffen Theodor Adorno kaldte for »egentlighedens jargon«, det skal signalere noget inderligt ægte og råt, noget særlig naturligt.

Og det vækker min mistanke. Men denne skepsis blæses væk , idet jeg går i gang med digtene.

Post-socialrealisme
Nordenhof skriver altid alt med småt. Hun kaster vrag på rim, vers og strofer. Hendes digte har ikke titler. Hun gør det ikke i omhyggeligt komponerede digtsuiter.

Hun skriver øjensynligt direkte fra den privat erfarede barndom og ungdom, men i den samme leg med det selvbiografiske som hendes jævnaldrende kolleger.

Hun dedikerer samlingen til sin kæreste Andreas. Motiv og emne er opvæksten i en stærkt socialt belastet familie samt hendes tilsyneladende velfungerende eksistens nu og her, men som en art post-socialrealisme, kunne vi kalde det.

Stilen er næsten knækprosaisk, jeg tænkte flere gange på en ung Vita Andersen; men punkteret af voldsomt smukke sætninger, der står og vibrerer , som en dartpil affyret med stor kraft, der har ramt plet i udkanten af skiven, f.eks. »og det blege gule nedenfor/et myrebo af dråber og vejrets stille foretagsomhed«.

Vejrets stille foretagsomhed! Tonefaldet er tæt på talesprog (f.eks. med »ik« i stedet for »ikke«), men skinnet bedrager, for det er en stiliseret udgave af talesprogets stemme, der ofte fortættes i aforismeagtige sentenser, komprimerede og tankegymnastiske registreringer, f.eks. : »havet sætter ind med alt hvad det har af viljeløshed«.

Hun har barok humor, som her: »gid jeg hed torben og havde et lettere liv/så ville jeg ha stået fuldstændig gennemkneppet nede i seveneleven/og undret mig over jeg hed torben«.

Skarp som en brødkniv
Men hvad er i øvrigt det særlige ved hende Nordenhof? Ordet »rørende« er sentimentalt og nedladende.

Men hun evner på én gang at være skarp som en brødkniv, kvik som en kakerlak og rørende som en sulten babysæl, som i det lakoniske digt om moderen: »alt er mistet herfra hvor jeg skriver (…) på vej til havet, vi plukker hyldebær/al den kærlighed jeg har kan være i et hyldebær«.

Og kun »rørende«, fordi al forloren rørstrømskhed og selvmedlidenhed er skrabet fuldkommen væk.

Men også fordi hun blotlægger sårflader fra det landskab, hvor begge forældre er døde, og opvæksten er en katastrofe (det sidste uafhængigt af, hvordan det måtte forholde sig i virkeligheden), f.eks. som den tristesse, der lyser gennem dette, fra et tidligere forhold: »onanerer stadig sjældnere og mere pligtskyldigt mens han kigger/selv skal jeg snart starte på bordellet igen for vi har ingen penge«.

Armoden

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Om den afdøde fader: »jeg ved at min far som fjortenårig stak af hjemmefra/i nogle år junkede han og levede på gaden/jeg er for nylig blevet klar over hvordan han senere i livet omtaler min mor i breve/henvendt til andre kvinder/den lille gris tog aborten pænt, skriver han«.

Midt i Velfærdsdanmark er der også sådan en armod.

Samtidig begynder det hele med en sær lykke: »en våd græsplæne og mig/det bliver dejligt at træde ud på den/her lugter af ahorn//det nemme og det ensomme«, det gælder. Og et andet sted: »her: natten er mild, jeg er rolig og lind«, ikke blid, men lind!

LÆS OGSÅ

Asta Olivia Nordenhof er en magnetsten, der suger klicheer til sig: hun er en stjerne, en ener, etc. Men de passer desværre.

Hvis alt ikke kæntrer, tænker jeg, at Nordenhof med tiden kan blive en stor, stor litteraturfigur herhjemme.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce