Svinsk. Pablo Llambías har ifølge Politikens anmelder skrevet en »vigtig, svinsk og stærkt interessant bog«.
Foto: Per Morten Abrahamsen

Svinsk. Pablo Llambías har ifølge Politikens anmelder skrevet en »vigtig, svinsk og stærkt interessant bog«.

Skønlitteratur

Forfatterskolerektors sygedigte er grimme og modige

Pablo Llambías terapeutiske sygedagbog er en heftig omgang.

Skønlitteratur

Et umuligt og på en måde svinsk projekt, rektor Llambías, 47 år, her klasker i hovedet på os – at blotlægge sig selv hudløst, autentisk, ærligt, som forfatterskolerektor, som psykisk syg, som neurotisk mand i parforhold og som fraskilt far.

Han overhaler her 70’ernes knækprosaiske og socialrealistiske Vita Andersen, Dea Trier Mørch og Lola Baidel indenom, og oven i købet i en form, der prosakluntet og tåkrummende deformerer den ophøjede sonet indefra.

LÆS OGSÅ

Samtidig underhaler han samtidens Knausgaard og hele tilbøjeligheden til at krænge det private ud i offentligheden, kendis- og realitykulturens pervertering af bekendelsen.

Det er lige til den litterære offentligheds Kig Ind: »Llambías: Jeg var psykisk syg«. Men sært nok lykkes det, på en bagvendt og overrumplende måde, fiaskoen bliver gjort interessant.

Sadistisk overjeg
Hele ideen om det ’autentiske’, det ’hudløse’ og det ’ærlige’ er naturligvis altid sat i anførelsestegnets skakmat af et køligt ironisk, sadistisk overjeg, der kigger den bævrende følsomme Llambías over skuldrene.

Men patos presser sig anmassende på, den insisterer – selv i den kostelige skildring af opholdet på new age klingklanghøjskolen, hvor vi hører om guruen Kenneth Sørensen, om »energipsykologi« og »sjælens forvandlende kraft«, det er ren Nikoline Werdelin, men lakonisk lyder det afsikret:

»Noget af det er direkte/ vås, men jeg reagerer ikke på det«.

Llambías leger (og danser manisk, alvorligt) med en ikonisk, romantisk kunstnermyte:

Caspar David Friedrich, der rygvendt skuer ud over det forrevne alpelandskab, Rousseau, der bekender, Baggesen, der lægger sig blot, her på Monte Lema, på grænsen mellem Italien og Schweiz, hvor Llambías er på en nær ved umulig dannelsesrejse med sin computerspillende trettenårige søn; og selvsagt spøger Hölderlin, Nietzsche og co. i baggrunden, de store, gale kunstnere, der også var geniale, dette som en prominent og håbløs del af den postromantiske arv, der lægger sig ind over autenticitetens jargon i ’Monte Lema’.

Kunst, angst og kærlighed
Formelt falder dette monstrøse og halvvejs idiotiske projekt i tre store tematiske suiter, om kunst, angst og kærlighed, ’Poetik’, ’Angst’ og ’L’.

Den ydre form er konsekvent sonettens, som er bevidst klodset, vi er ikke i Sommerfugledalen, men på Østerbro: »Jeg kan godt/ lide ubehjælpsomheden, grimheden./ Der ligger et kunstnerisk budskab. Uden/ at jeg ved, hvad det budskab faktisk er«.

Linjeføringen er Dantes fra Komedien: Vi begynder famlende i Helvedes svovldampende mørke, hvor Llambias klart er svagest, når det gælder om at udkaste poetik og udlægge teori.

Sådan kom Llambías ad omveje til at skrive en grim og ubehjælpsom bog. Men dermed netop en vigtig, svinsk og stærkt interessant bog.

Jeg tænker på sonet 46-52, hvor vi hører om Deleuze og Derrida, men hvor det strategisk afgørende ’a’ i Derridas ’differAnce’ symptomatisk forvandles til et ordinært ’e’.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det skal siges: Mellem de svage steder er der en hel del stærke passager, bl.a. om mødet med Stangerups og Francis Bacons værker, om den spegede relation mellem kærlighed og magt: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt« – bemærk, at alle her er tabere, bødler såvel som ofre. Llambías påkalder og vedgår forsøget på at sige noget, der er sandt, i forstanden: ikke forlorent, hyklerisk, tomt, falsk; der er små hib til unavngivne kolleger, f.eks. ham, der er »alt for rædselsslagen« for at tabe ansigt til kunstnerisk at vove noget som helst – som Llambías her modsat unægtelig gør; der kredses også om det moment af løgn, snyd og fiktion, der altid vil være fedtet uskelneligt ind i ethvert forsøg på selvbiografi, jf. Rousseau.

Udgangsbønnen kunne være hengivelsen til de dårligt gode bøger, de genreflossede, kiksede, vilde bøger – i modsætning til de gode, dårlige bøger, de kedelige, pæne, velskrevne værker. Paradoksalt er den mest stabile figur i del I rektoren, den velmenende, engagerede rektor.

En heftig omgang
Derfra går vi ind i Limbo, eller her: ’Angst’, hvor Llambias kommer os i møde som tabubelagt patient med en diagnose, med angstanfald på grænsen til en regulær psykose.

Det er en heftig omgang, det er vanskeligt at styre uden om det lammende tåbelige adjektiv ’modig’.

Vi hører detaljeret om medicinering, præparater som Zyprexa og Abilify, om bivirkninger, patientgørelsen, frygten for aldrig at blive ikke-syg igen, tabet af libido og passion, tørhed i svælget, tvivl, usikkerhed, zombiesubjektet nedsunket i lunkenhed – men alt i tekstens tjeneste også: »Jeg læser om medi-/ kamentet af hensyn til teksten«.

Og som nævnt efter en Dante-form: »at man følger denne bogs hovedperson/fra det allerdybeste mørke i en/ bevægelse frem mod lyset«, men nok især her i en traven rundt i gråzonen, »Jeg er fuld af intet behov for at udtrykke mig«.

Dog får vi reportagen fra højskolen, sonet 255-292, skrøbelig, lakonisk, morsom og en smule uhyggelig, og så er der den forbandede narcissisme, der jo hjemsøger det bekendende subjekt: »Det/ er, som om narcissismen ikke vil slippe mig«. ’Mig’ er passende sidste ord, der bygger bro til tredje del.

Llambías i psykosen
Her er vi i Paradisos ikke særligt huldsalige lys og møder hans Beatrice, den psykiatriske sygeplejerske ’L’, der desværre for Llambías ikke er katalysator for et møde med himmelsk lykke, men derimod indgår i et skævt og usundt magtforhold mellem behandler og patient.

Teleologien, hele formålsmæssigheden, der forsonende og forløsende trak Dante op fra bunden mod toppen, er kæntret og afmonteret.

Virgil er væk, guiden L taler i stedet om, at Llambías »er i psykosen«, når han trækker sig fra L eller ikke makker ret. Llambías’ mål og formål med teksterne er nu muligvis ikke så forskelligt fra Dantes: »Denne samling teksters mål: at blive lysere,/ at jeg bliver sund og rask«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Terapeutisk sygedagbog

Den terapeutiske sygedagbog tumler uroligt rundt blandt alle de prosaiske sonetter.

Måske er en del af skismaet knyttet til udvejsløshedens problem hos Llambías; på den ene side er han aldrig kommet hjem, »Ikke på noget tidspunkt er jeg hjemme« hedder det, hvor ’hjem’ også er en stoisk tilfredshed, en lykke, en ro, en sundhed; men på den anden side kan hans subjekter aldrig slippe ud af det hjem, de rent faktisk bebor – det ustabilt gyngende, vekslende, labile, usikre, midlertidige, som måske ganske enkelt er det hjem, en Llambías, og måske vi alle, er henvist til at kunne bebo? Sådan kom Llambías ad omveje til at skrive en grim og ubehjælpsom bog. Men dermed netop en vigtig, svinsk og stærkt interessant bog. Er jeg berørt? Måske på nippet til selv at bekende fra mit private armageddon? Ja, for sådan virker den, ’Monte Lema’, hvor vi alle kan møde udsatheden på tilværelsens top. FACEBOOK



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce