Digter. Det er vigtigt for det skrivende jeg at lade os forstå, at hun har haft en afgørende indflydelse på du'ets forfatterskab.
Foto: FINN FRANDSEN (arkiv)

Digter. Det er vigtigt for det skrivende jeg at lade os forstå, at hun har haft en afgørende indflydelse på du'ets forfatterskab.

Skønlitteratur

Anmelder ville gerne have givet seks hjerter til Yahya Hassans kontaktperson

Men i sidste ende er Louise Østergaards 'ORD' ikke en stor litterær bedrift.

Skønlitteratur

Mon ikke vi er mange, der efter et strandet kærlighedsforhold kender lysten til at fastholde den mistede elskede som et ’du’, henvende os til ham i lange indre monologer eller breve, som vi aldrig sender?

Eller som vi måske overvejer, om vi skal sende eller ej.

Louise Østergaard har ikke bare overvejet, om hun skulle sende sin lange henvendelse til ekskæresten eller ej, men om hun skulle publicere den som roman eller ej. Og hun har besluttet sig for at publicere.

Et forlag har stået parat, fordi eks-kæresten er ingen mindre end den danske lyriks medieombruste enfant terrible, Politikens darling-digter Yahya Hassan.

LÆS ANMELDELSE

Uenig med metaveninderne
Østergaards henvendelse er kærlig.

Man er ikke i tvivl om, at det »jeg«, der her skriver, har elsket det »du«, der skrives til. At mødet med ham har været en omvæltende begivenhed i hendes liv, og at den fortjener navn af kærlighed.

LÆS DEBAT

Der kører et metaplan i bogen, hvor jeget får veninder til at læse og kommentere det fremadskridende manuskript. Veninderne klager over, at man ikke kan forstå kærligheden, at man ikke kan forstå, hvordan denne skandaløse forelskelse mellem en næsten 40-årig specialskolelærerinde og hendes 22 år yngre elev kunne opstå. De mener, at fortælleren skal gøre mere ud af at forklare det fællesskab, som jeget og duet havde i litteraturen og sproget.

Jeg er ikke enig. Jeg synes, at man kan mærke kærligheden, og forelskelsens traume, i hele beretningens henvendte tonefald.

LÆS MERE

Der, hvor jeg ikke kan mærke den, der, hvor jeg krummer tæer, er tværtimod, når den fælles litterære passion formuleres litterært ubehjælpsomt:

»Og du og jeg var heller ikke almindelige kærester. Vi var forbundet med hinanden via ord. (...) Vores forhold til hinanden bygger på en fælles litterær passion, og i den passion findes ingen alder og konventioner, litteraturen stiller aldrig spørgsmål«.

Hvis jeg havde skrevet den slags til en litterært begavet ekskæreste, ville jeg nok overveje aldrig at sende det af sted, endsige publicere det.

Det poserende billede
Metaveninderne beder så at sige fortælleren om at skrue op for det andet aspekt ved beretningens tonefald, selvretfærdiggørelsen. Forsvarstalen, selvfremstillingen, at fremstille sig selv for retten.

I dette aspekt er beretningen ikke henvendt til den mistede elskede, men til offentligheden.

Her er det vigtigt for det skrivende jeg at lade os forstå, at hun har haft en afgørende indflydelse på forfatterskabet: »Gad vide, om du havde skrevet anderledes, hvis jeg havde præsenteret dig for Tove Ditlevsen med samme entusiasme, som jeg præsenterede dig for Broby-Johansen og fransk symbolisme?«.

Og det er vigtigt for hende at fremstille sig selv som en fordums »både pæn og populær« gymnasiepige, der nu er en ungdommelig snart fyrreårig litterært passioneret kvinde i røde Dr. Martens. Den genre, det poserende billede, som man ville poste på Facebook, er jeg straks mere skeptisk over for.

Fortjener seks hjerter

Det er ikke, fordi Østergaard er ueffen.

Sproget flyder korrekt, og kompositionen er ikke simpelt lineær, men krydsklipper mellem situationer fra det skrivende jegs nutid og episoder fra den forgangne kærlighedshistorie. Hun kan skrive med præcis almengyldighed om hemmelig kærlighed, kvindelig lidenskab og kejtede cafémøder med ekskæresten.

Men man skal også sluge skolestil-agtige formuleringer som »Det er i følelserne, kompleksiteten ligger, ikke i kroppens naturlige begær«, og klicheer som »det rædselskabinet, du kunne kalde din barndom«.

LÆS OGSÅ

Jeg ville gerne give Louise Østergaard seks hjerter, fordi hun så og opmuntrede Yahya Hassans lyriske talent. Og fordi hun så kompromisløst fulgte den kærlighedens begivenhed, som jeg ikke et øjeblik tvivler på, at mødet med Hassan har været for hende.

Men som litterær anmelder må jeg være, om ikke hjerteløs, så i hvert fald mere nærig med hjerterne.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce