Flamboyant. Jo Nesbø er blevet kritiseret for at overskride krimigenrens kølige realisme med sin blodige galskab og gotiske fantasier.
Foto: Bjørn Marcus Trappaud

Flamboyant. Jo Nesbø er blevet kritiseret for at overskride krimigenrens kølige realisme med sin blodige galskab og gotiske fantasier.

Skønlitteratur

Ny Nesbø-bog er hæsblæsende ramasjang

Jo Nesbøs ny krimi er en drønspændende og højstemt opdatering af 'Greven af Monte Cristo'.

Skønlitteratur

Her i slutningen af måneden udsender Rosinante Alexandre Dumas’ mesterværk ’Greven af Monte Cristo’. Den forrygende historie med verdens bedste plot. Om at hævnen nok skal spises kold, men samtidig også øver vold mod hævneren selv.

Det ligner nærmest en tilfældighedens tanke, at ti dage før kommer så den norske krimimester Jo Nesbø med sin opdatering af den intrige, som både James Joyce og Umberto Eco aldrig kan få nok af.

’Sønnen’ handler om den 30-årige narkoman Sonny Lofthus, som i et dusin år har tilbragt sin tid som indsat i Norges mest sikrede fængsel med det emblematiske navn ’Staten’. Han er professionel syndebuk, bruges af andre som alibi og offerdyr for forbrydelser, han ikke har gjort. Totalt ligeglad med sit liv, da den faderlige rollemodel som politimand begik selvmord afsløret som korrupt strømer.

LÆS OGSÅ

Men ligesom i Dumas’ menneskelige helvede findes der her en sympatisk olding, som vækker Sonny til live igen. Han fortæller nemlig Sonny, at faderen blev (selv)myrdet, fordi han vidste for meget, var for ærlig til denne sorte klub af bestukne betjente og infame narkobagmænd. Sonny slipper snedigt ud og begynder just som den grevelige franskmand en række groteske og gotiske gengældelser mod det slæng af bøhmænd, som i sin tid spændte skæbnesvangert ben for ham og hele hans familie.

På sidelinjen følger vi faderens gode, gamle arbejdskammerat og dennes karriereliderlige kvindelige lærling med næsen tæt nede i Sonnys blodige spor. Igennem et både panoramisk og klaustrofobisk Oslo, lige så nedrig, noir og nidsk som nordamerikanske storbyer after dark.

Forgrenet og labyrintisk

Mange har kritiseret, blandt andre kollega Ian Rankin, Jo Nesbø for ikke at overholde realismens spilleregler. Sandheden er, at nordmandens krimier er langt mere fransk flamboyante og fantasmagoriske i anslaget end den nøgterne tone, de nordatlantiske og nordiske krimier plejer at dyrke. Såre mere i familie med Jean-Christophe Grangés galliske og gotiske krimikatedraler end de mere lavkirkeligt gustne bygder, vi kender fra Gunnar Staalesen, Kim Småge og Jørn Lier Horst.

LÆS OGSÅ

Her ender endog sidste skudduel ved skriftestolen i en katolsk kirke! Undervejs grædes der igennem og skæres tænder. I et plot mere forgrenet og labyrintisk end metrosystemet i Paris. Jamen vidste du, hvilken ond og organiseret krimiverden du sejler i møde, ville du ikke lukke et øje af angst på Oslobåden. Til gengæld får du et gedigent argument mod mandlig omskæring, at der altid er et par ekstra øjenlåg til stede, hvis man(d) skulle få slige brutalt skåret af.

Men der er såmænd indigneret mening med den blodige galskab. ’Sønnen’ handler om den bestikkelighed, der breder sig fra Nordsøens olieplatforme og får al sund norsk fornuft og anstændighed til at smelte som sne på fjeldet om foråret.

Nesbø er bekymret i spænd med den voksende korruption og kriminalitet i vort elskede søsterland. Og efter Anders Breivik, hvorledes takler den skandinaviske og socialdemokratiske virkelighed senmodernismens mest metafysiske mareridt? Også dette handler denne hæsblæsende og drønspændende omgang ramasjang om.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce