Fremmed. Theis Ørntofts digte er som »en mørk og fremmed stemme i struben«.
Foto: Lærke Posselt

Fremmed. Theis Ørntofts digte er som »en mørk og fremmed stemme i struben«.

Skønlitteratur

Postapokalyptisk digtsamling er breaking news

Theis Ørntofts digtsamling 'Digte 2014' er mørk økopoesi. En unatur og urnatur af sprogfigurer.

Skønlitteratur

Kære læser, anskaf dig hurtigst muligt Theis Ørntofts nye digte og læs dem højt. For dig selv, for din elskede, for dine venner, for dine børn, for dine forældre, for insekterne og bierne, for bregnerne og gletsjerne, for den indre sumpnatur og de ydre galakser.

De her digte fortjener en tur gennem din strube, for deres rytmes skyld, for deres klangspor, for deres muterende gentagelser og fluorescerende billeder. For deres urnatur og ordnatur, sumpens grammatik og sprogets atomer. Lad digtenes tale finde vej »op gennem halsen og ud i haven/ hvor tungen fejer rundt som en slange/ fanget i et sprog der ikke længere skal indeholde ordet/ gud«.

Det er apokalyptiske eller ligefrem postapokalyptiske digte, digte fra en tid, hvor samfundene er forbi (»jeg har fået nok af at bilde mig samfundene ind«) og en urnatur af bregner og gærende celler smeltet sammen med en unatur af selvlysende fisk. Det er økokatastrofen ikke som menneskets sejr over naturen, men som naturens sejr over mennesket. Ikke den romantiske natur, ikke den for mennesket velbehagelige, men bier, insekter, plankton, maddiker, magma og fyrreskove.

LÆS OGSÅ

Det er digte, der skriver sig ind i den mørke økologi; en økologisk katastrofebevidsthed blottet for ethvert sentimentalt forhold til naturen. Det er digte, hvor sproget muterer gennem gentagelse, rytme og klang, fra »insekter« til »ansigter«, fra »maskerade« til »maddike«, fra »blodårerne« til »årene«, fra »skudsår« til »skudår«, fra »lava« til »længe« til »lyd«. Det er digte med billeder der slår gnister: »den fjerne opera« lyder fra »insektets hjerte«, og drømme sammenlignes med »små klik i en ankel af metal«.

Tyktflydende forvandlingsstrøm

I en poesi, hvor både de fremmanede billeder og sprogets materiale muterer i en tyktflydende forvandlingsstrøm, forvrænges og forskydes menneskelige perspektiver og proportioner fra første side: »I nat, i år/ et sted mellem alle sine atomer/ døde det man kaldte min mor [...] Jeg betragter hendes skelet/ inde i ravklumpen på natbordet«.

Ørntoft skaber et univers, hvor naturhistoriske, jeghistoriske, verdenshistoriske, magthistoriske, arkitekturhistoriske, bibelhistoriske, videnskabshistoriske lag overlejrer hinanden i en sær poetisk geologi, som i det fantastiske halvsides prosaopsatte digt ’Verdenshistorien fortalt for mine efterkommere’: »Omkring Anden Mosebog spyttede nogen blod ned i mit fostervand. Omkring Den Spanske Inkvisition opførte man et parlament af tårer i en fuldkommen tilfældig øjenkrog. Omkring den Sorte Død byggede man stigen op til det radiotårn der senere skulle blive mit hoved, omkring 1930 lagde en gruppe vrede demonstranter New York til gæring på bunden af et reagensglas, omkring år 2090 skiftede man alle lufthavne ud med insekters vejrtrækning i grønne, kvadrerede rum, omkring år 3000 var mennesket ikke længere fysisk«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det jeg, der taler, har nogle gange Theis-størrelse, nogle gange gudestørrelse, nogle gange organ- eller atomstørrelse, det er i landskabet, og landskabet er i det, det er i universet, og universet er i det, men ikke i en romantisk harmoni, snarere i en posthistorisk tilstand af opløsning og mutation.

Vi lever i en tid med konstante ’breaking news’, som er en af digtenes tilbagevendende formler, i venten på det virkelige sammenbrud, men uden den nyhed, som virkelig ville være et brud, revolutionen mod den økologiske katastrofe: »Lad os sætte os ned med kviksølv i lungerne/ og flyforbindelser i hud og hår/ og læse breaking news/ de sløjfer skøjtebanen i årets kommunale budget/ hvad fanden er det for noget/ de finder eftersøgt drabsmand inde i tv-stjernes barndomsminde/ hvad fanden er det for noget«.

Ørntofts digte er breaking news på den ægte måde, en unatur og urnatur af sprogfigurer, der strømmer fosforescerende gennem sin læsers bevidsthed og giver hende en mørk og fremmed stemme i struben.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce