Kan du gætte en anmelder? Fire kritikere anmelder bog anonymt

På baggrund af debatten om kritik og identitet har vi bedt fire kritikere anmelde den samme bog.

Skønlitteratur

1. Lille bog – endnu mindre handling


Sylvie Bocqui: En sæson. Oversat af Hans Peter Lund. Etcetera.

Den franske forfatter Sylvie Bocqui (f. 1962) debuterede sidste år med romanen, ’En sæson’. Den er nu udgivet på dansk, oversat ved Hans Peter Lund.

Det er en lille bog – med en endnu mindre handling. Bogen er på 94 små og tyndtskrevne sider. Handlingen går ud på, at en en pige ankommer til den franske middelhavskyst, hvor hun har fået ansættelse som oldfrueassistent på et pompøst hotel.

Selvudslettende smyger hun sig rundt ad domestikgangene og netter på værelserne. Hendes eneste lidenskab er at duppe sin venstre arm med stænk fra gæsternes parfumer.

På hvert armstænk skriver hun med fyldepen værelsets nummer og parfumens navn. En dag udebliver hun fra sin dont og rejser bort et sted, hvor hun måske drukner sig.

Sætninger så lange som hotelgange

Her er en tekstprøve, der kan læses som et resumé af handlingen: »Tiden står næsten stille. Også farven. En diset langsomhed, som tåge i havnen, natlig. Grå skorstensrøg, bitter kakao. Hun er på randen her, også. Kravler«.

Mange af bogens sætninger er lange, krogede og knirkende som hotelgange. Det giver oversætteren problemer: Hvordan skal han udrulle sætningsgulvtæppet, så læseren ikke snubler?

Her er et eksempel: »Hun træder et skridt ind, mens hun kradser noget ned på den notesblok, hun går med som oldfrueassistent under bæltet i siden, døren falder i bag hende«.

Går under bæltet

Læs den igen. Hvor er det hun går under bæltet i siden?

Ren overflade

Stillestående historier kan øve deres dragning, hvis der på et eller andet plan sker noget. Tænk på Herman Bang og hans novellesamlinger ’Tunge melodier’ og ’Stille eksistenser’. De rummer besk smerte og medrivende sorg.

Hos Sylvie Bocqui sker der ikke meget andet end det, der sker på overfladen. Nemlig ingenting.

Seksualiteten skal være gemt et eller andet sted. Det kræver stilstandsgenren. Hos Sylvie Bocqui dukker den op i form af en hotelgæsts spansksprogede pornohæfte og i denne sætning:

»Hun har set en mand ligge nøgen på sengen og kæle for sig selv uden at løfte blikket fra sin bog, mens hun gik frem og tilbage og satte en skål med frugt på bordet«.

Gisp! Støn!

Lyshåret dreng vækker længsker

Og nå ja, så er der også en smuk lyshåret dreng, en slags lyngæsteoptræden af Tadzio fra Thomans Manns ’Døden i Venedig’. Om de længsler, drengen vækker i oldfrueassistenten, hedder det:

»Hun føler sig som hans bror, ikke hans søster, men hans bror, som hans nærmeste slægtning. Der er mere end en lighed mellem dem – mere som om de var ens.«

Bogudgivelsen er fremhjulpet af to franske kulturstøtteprogrammer og af Statens Kunstfond.

Det lyder jo vældigt fint, lige som hotellet i bogen også er det, formentlig fem-stjernet. Helt så mange anmelderhjerter kan det ikke blive til. Faktisk kun ét – som skal ses som en anerkendelse af, at bogen er så kort og hurtigt overstået.

2. Kedelig roman svæver rundt i smukt sprogunivers


Sylvie Bocqui: En sæson. Oversat af Hans Peter Lund. Etcetera.

Der er ikke meget, vi kan stille op over for livets afslutning. Ung, gammel, syg eller rask – vi er alle sammen døende, nogle hurtigere end andre, men måden vi tackler livets ophør på, er vidt forskellige.

Den franske debutant Sylvie Bocqui giver et bud på en metode i sin nye roman: Gentagelser, gentagelser og endnu flere gentagelser. For i gentagelsen ser man på én og samme gang frem mod en uvis fremtid, mens man holder fast i genkendeligheden fra den tabte fortid.

Vi kan med andre ord forudse tingenes gang i det genkendelige. Det giver en følelse af kontrol og skubber tvivlen væk for en stund.

Rutiner

Det samme kan man sige om fortælleren hun i romanen ’En Sæson’, der arbejder som oldfrueassistent på et hotel ved den franske riviera, hvor hun diskret bevæger sig fra værelse til værelse med sin notesblok og det tunge nøglesæt hængende ved sin nederdel.

Hun gentager rutinerne: redder senge, tømmer papirkurve, fylder minibarer og gentager øvelsen igen i de andre værelser med få ændringer. Denne hun har kleptomaniske tendenser – hun stjæler små pift af gæsternes parfumer og udarbejder lister over dem som et redskab mod tvivlen.

Men hun ved godt, at det er midlertidigt. Hun føler sig fanget, hun vil gerne væk i det åbne hav, som hun drømmer om.

Bocquis bog har været nomineret til flere priser i Frankrig, og det giver god mening. Men der er også noget, jeg ikke bryder mig om ved bogen. Det gode først.

Øje for dagligdagen

Bocqui skriver sanseligt let og altid med tvivlen og angstens nærhed summende i baggrunden. Fra første til sidste side er sproget kondenseret. Følelserne på værelserne, lugtene, hendes indre komplekser og særheder bliver alt sammen leveret uden støj eller forceret fyld.

Følelsesintensiteten er noget særligt og angsten, som følger oldfrueassistenten, har forfatteren formået at indkapsle på overbevisende vis.

Forfatteren har også øje for det, vi dagligt ser, men som vi ikke tænker nærmere over. Det kan være en revne i væggen, der har været der i årevis, som vi går forbi uden at skænke den en tanke. I denne debut bliver ingen revner ignoreret.

Fortælleren strækker øjeblikke ud som en elastik og gransker på ny det, der allerede er blevet opdaget for at se, om der måske var noget, der blev overset sidst. Hun giver nyt liv til det det negligerbare og ubetydelige.

Savner spænding

Men der også noget, der irriterer mig ved romanen. En fransk anmelder skrev, at vedkommende allerede tyve sider inde i romanen så frem til Bocquis næste. Sprogligt forstår jeg anmelderen, men selve romanens historie er ualmindeligt kedelig.

En kvinde ankommer til en by, er på et hotel i en periode og rejser videre. Det nærmeste vi kommer spænding, er, da hun går ind på værelse 112, hvor en gæst smider tøjet foran hende. Men ikke en gang det skaber konflikt, hun vender sig om og går igen.

Noget andet, jeg studsede over, er en passage, hvor oldfrueassistenten fortæller, hvor lang tid, det tager at gøre rent. Det tog »ti minutter i gennemsnit for hvert værelse. Nogle gange mere for fornøjelsens skyld. Nogle gange længere«.

Nu har jeg en svigermor, der i mange år har arbejdet med rengøring på et hotel. Hun var glad for sit job, som sled hende ned. Jeg spurgte hende, om hun nogensinde havde siddet på et værelse lidt længere tid eller brugt lidt ekstra tid på rengøringen … bare for fornøjelsens skyld?

Hun grinte af mig og svarede, at forfatteren lød som en, der aldrig havde arbejdet med rengøring på et hotel.

Romantisering af arbejderen

Jeg siger bestemt ikke, at rengøringsassistenter ikke kan nyde deres arbejde, men at de ligefrem ønsker at forlænge rengøringen virker som den kreative klasses romantisering af ’det hårde arbejderliv’.

Som min svigermor sagde til mig: »Der er sgu da ingen nydelse over at samle gamle pizzabakker og servietter med kropsvæsker op fra gulvet«.

Men denne oldfrueassistent, der på et tidspunkt taler med et maleri, er heller ikke en helt normal en af slagsen. Og lidt arbejderromantik skal ikke stå i vejen for en anbefaling af denne bog. For selvom historien er triviel, så kompenserer den sproglige originalitet for denne debutants få mangler.

3. En kvindes stille styrt


Sylvie Bocqui: En sæson. Oversat af Hans Peter Lund. Etcetera.

Nu er hun der. Og nu er hun væk. Sådan er det helt grundlæggende for os mennesker, vi træder ind på scenen, rumsterer lidt rundt, og en dag er vi forsvundet ud i dødens tågerige.

Sylvie Bocquis (f. 1962) svalt melankolske debut ’En sæson’ er en intenst fransk roman, der beskriver slutspurten i en ung, navnløs og ensom kvindes liv.

Kvinden ankommer til et mondænt hotel ved Rivieraen, arbejder en sæson dér som oldfrueassistent, og forsvinder igen fra scenen – slutningens twist skal ikke røbes. Ydre handling er der stort set ingen af.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Rimbaud ulmer

Men titlen har for franskmænd en klar hilsen til Rimbauds syrede digt, ’En sæson i helvede’.

Samtidig har Bocqui imidlertid stået i dygtig lære hos Marguerite Duras og Alain Robbe-Grillet fra 60’ernes franske ’ny roman’, dvs. hun har lært at etablere en omhyggeligt kølig, nøgtern, minimalistisk og elliptisk beskrivende overflade, med pludselige små, desperate og vilde udbrud af noget rimbaudsk ulmende.

Det kan over lange stræk lyde sådan her:

»Toget kører ikke længere. Hun er nødt til at rejse sig, nu«, afbrudt af sjældne indsnit som: »og skriget i hende, fuldstændig tilbageholdt, er hæsligt og usynligt«. Læg mærke til, at skriget lyder i teksten, men forbliver tilbageholdt og »hæsligt«.

Samler i hemmelighed på dufte

Romanens ikke-handling udgøres nu af den sensible, detaljerede registrering af det vi kunne kalde for en hverdags-fænomenologi for kvinden: Lydene, lugtene og rutinerne ved hendes eksistens som oldfrueassistent på hotellet.

Hun samler i al hemmelig beskedenhed på dufte, kategoriserer alle værelserne efter deres dufte, og sprøjter bittesmå duftspor fra andre kvinders parfume på sin egen arm. Hun undgår sine kolleger.

Der er antydninger af seksuelle overskridelser, mænd der blotter sig for hende; og af ydmygelser, en kvinde der dirigerer rundt med hende, som var hun en lille slave, Oldfruen der klandrer hende for at være »sjusket« påklædt.

Men grundlæggende forbliver hun en gåde for os, vi får ikke adgang til hendes indre rum, delagtiggøres ikke i hendes tanker, erindringer og følelser. Bocqui holder også (gudskelov) en pædagogisk forklarende fortæller tilbage.

Et virkeligt traume lurer

I stedet er der blot den sansenære beskrivelse af kvindens møde med duftene og værelserne, eller rent ydre fremstillinger af den massive, bizarre ydmygelse der f.eks. ligger i, at hun hver dag i to timer – liggende på knæ – skal rense et enormt, hundrede meter langt uldtæppe på en af hotellets gange.

Man fornemmer i stedet; man fornemmer, at hun er et halvvejs kuet og udslukt individ; hun er nedsunket i duftene, som er hendes bånd til verden, men bevæger sig sært mekanisk og modstandsløst gennem livet.

Længere bagude lurer måske et virkeligt traume, et overgreb – men det forbliver uudtalt, det overlades til læserens gæt og antagelser. Der er noget uhyggeligt ved den dybe, tavse ensomhed kvinden er nedsunket i, den komplette mangel på omsorg og interesse fra medmenneskene.

Men litterært er det en sej, virksom og hyper-fransk debut.

4. Selvet vagt, verden sanset

Sylvie Bocqui: En sæson. Oversat af Hans Peter Lund. Etcetera.

En kort og smuk og sanselig vægren mod at være. Findes den?

’En sæson’, 94 nærmest gennemsigtige sider, er skrevet af franske, 51-årig romandebuterende Sylvie Bocqui. Deter en slags sanseligt forskydende selvudslettelse om en ’hun’-person, der oplever sig selv vagt og verden detaljeret.

Med ro, med elegance, med indzoomninger, ser vi verden som gennem en dråbe, i et dirrende nervøst, forstørret øjeblik. Så fordamper dråben, så er bogen slut. Sådan føles det. Det er en underligt vag og fin, næsten for delikat, næsten for finurlig læseoplevelse. Man tvivler lidt: Findes der en så fin selvudslettelse som i En sæson’ ?

’Hun’ ankommer, karakteristisk modvilligt (»hun er nødt til at rejse sig, nu, hun er nødt til at gøre bevægelserne«), til et luksuriøst hotel ved havet, i sæsonens og bogens begyndelse.

Særligt og sært sanseligt perspektiv

Vi er hos hende, eller betragter gennem hende, for hun er nærmest ikke andet end et særligt og et sært sanseligt perspektiv. Hun skal være oldfrueassistent. Hendes arbejde er den usynlige perfektionering af gæsternes ophold. At fjerne et hår, at tjekke at tv-kanalerne dur, at rette på pudebetrækket.

I arbejdet reduceres hendes eksistens til det mekanisk reglementerede, alle hendes beklædningsdele er ’obligatoriske’, hun må ikke have øjenkontakt med gæsterne. Hotelværelser er i fiktionen ofte som små lommer ind til en herlighed af forskelligt levede liv.

I romanen, for hende, i beskrivelserne, er det en parade af ukomfortable relationer. Hvordan ikke-eksisterer man professionelt i andre menneskers rod?: »Skulle man samle trusserne op, og hvor skulle man lægge dem?« og: »Skulle man virkelig skylle ud i wc’et og bruge børsten?«

I jobbet gør hun sig således, men gøres også til et komplet usynligt mellemrum i et socialt og økonomisk hierarki.

Poetisk kraft

Hendes uvigtighed forstørrer perversionen hos de betalende betydelige, hos hotelgæsten, som kærtegner sig selv, mens han læser en bog og hun ordner hans værelse, eller hos fruen, der distræt reducerer denne tavse oldfrueassistents anstrengte arme til kjoleløftere.

’Hun’ er ikke nogen. Hendes kerne reduceres til projektion af verden omkring sig.

Hun sprayer, med litterær hilsen til Patrick Süskinds skummelt mennesketappende ’Parfumen’ , gæsternes parfume på huden, noterer deres navne og deres egenskaber, og det med en poetisk kraft, der vel på en måde skal vise, at det unikke ved hende er denne evne til at udpege og sætte ord på det unikke. Parfumen Calandre er »firkantet, grøn, glas, knust geranium«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Eau de fleurs er »bleg rosensne, pigen i gyngen, jordbær«. Hun er poet, hun ved det ikke, det vil bogen måske sige, men poesiens klare grænse er dens selvsmagende finurlighed.

Sætningernes rytme

’En sæson’ er på den måde et portræt af en ’hun’, der har sansernes relation til omgivelserne, men skyer væk fra eksistensens forankring til dem.

Tilstanden indfanges af sætningernes rytme, af roen, men tematikken staves også ud:

»Hun ved ikke, at hun skjuler sig, hun skjuler det så godt, at hun ikke engang er til stede for sig selv, ikke engang for at skjule sig,« står der ét sted og et andet, om duftene, står der: »Hun noterer dem alle sammen, optager og gentager dem alle sammen. Alle sammen undtagen hendes egen«.

Det er i de forklaringer af hende, at Sylvie Bocquis begynder at fortælle os om et selv, der ikke vil være et selv. Her skrives der ikke fra en tilstand, fra det selvudslettende punkt, her skrives der om denne tilstand, og ender det med at dirre som et tematisk postulat. Så forbliver siderne lidt gennemsigtige.

LØSNING

kultur@pol.dk

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce