nu. Arne Herløv Petersen har med store sin store erindringsudgivelse villet begå en 'Knausgård', mener anmelderen
Foto: Lars Just (arkiv)

nu. Arne Herløv Petersen har med store sin store erindringsudgivelse villet begå en 'Knausgård', mener anmelderen

Skønlitteratur

Forfatteren, der ville ind fra kulden

Arne Herløv Petersens hudløse selvportræt spejler Bent Jensens værk om den kolde krig.

Skønlitteratur

Fire tykke bind, 2.316 sider i alt. Så gevaldig omfangsrig er Arne Herløv Petersens erindringsroman ’Grænseløs’ om hans eget hyperaktive ungdomsliv i tresserne.

Romanværket er baseret på personlige dagbøger, og resultatet er blevet et hudløst selvportræt af en søgende ung mand, som går ind i den nye tid med lysten til at »ville prøve alt og rejse overalt på jorden«.

Han er kvik og belæst og drømmer også om at blive forfatter, men mest brændende ønsker han at blive elsket af den eneste ene. Dette værk om ungdom, politik og litteratur er i lige så høj grad en historie om at lede efter kærligheden, som det er et billede af de tressere, der vendte op og ned på så meget.

Den unge Arne er med på alt det nye, men der er et men, for måske »ville han faktisk hellere skrive triste digte end prøve at blive glad ude i den virkelige verden«.

Svært det med pigerne

Bøger spiller en nøglerolle. Han læser, skriver, deltager i romankonkurrencer, debuterer tidligt, bliver hurtigt en habil oversætter. Og nok farer han kloden rundt, men aldrig uden en bog mellem hænderne.

Mens han rejser med bus til Indien (sammen med Amdi Petersen, den senere Tvind-leder, som allerede dengang var bjergsom og manipulerende), oversætter han til stor gavn for det rejsende kollektivs slunkne fælleskasse amerikanske science fiction-romaner til forlaget hjemme i Danmark. Da han sejler over Atlanten til et års ophold i Milwaukee i Wisconsin, er han fordybet i kinesiske digte, på busture rundt i USA er han fordybet i Joyce.

LÆS ANMELDELSE

Med pigerne er det meget sværere. Det kræver uendelig mange kejtede forsøg, før han efterhånden får succes, og han er ikke i tvivl om, hvad der er galt: »Jeg kunne sige mig selv, at der var en grund til at jeg aldrig kunne få en kæreste. Og til at folk, jeg havde betragtet som venner, forsvandt ud af mit liv (…) Grunden lå lige for: Folk kunne ikke lide mig. De syntes, jeg var væmmelig. Det gjorde det ikke bedre, at jeg var så lille og grim«.

Men tiden er med ham, og det bliver til masser af skønne samlejer, også med drømmepigen Tulte, som dog ikke vil være kæreste, og beskrivelserne af ung og legende sex hører til de bedste i værket. Elskeren Arne er til lange forspil, er fra naturens side veludrustet (16,5 cm) og går grundigt til værks. Med ’Grænseløs’ er kussen og alt det, man kan bruge den til, udforsket og beskrevet så sanseligt som vel aldrig før i dansk litteratur.

Overhalet indenom efter lang rejse

Alligevel holder billedet af en ung mand, der føler sig anderledes og aparte, hele vejen igennem, og den usminkede beskrivelse af indholdet i den unge drømmers smertelige selvsindsigt er med til at give fortællingen dybde.

Han vokser op i Brønshøj, forældrene hører man intet om, søsteren fylder heller ikke meget, og selv om han meget hurtigt får litterær anerkendelse, forbliver han et menneske, der føler sig udenfor, småmobbet, alene. Et sted hedder det: »Jeg havde ikke nogen forbindelser eller noget netværk. Hvis jeg blev til noget, var det ikke, fordi jeg blev båret frem, men fordi jeg havde banet min egen vej«.

Selv efter at være kommet hjem fra en lang rejse til Østen, som har budt på store oplevelser, er det med følelsen af at være blevet overhalet indenom, han arriverer i København. Han oplever, at kredsen af nye forfattere, Erik Thygesen, Hans-Jørgen Nielsen, Ebbe Reich mfl., har benyttet hans fravær til at positionere sig.

»De skabte netværk, indgik alliancer og kløede hinanden på ryggen. Man skulle først ind i legatudvalg eller redaktioner, så andre blev afhængige af ens velvilje; så begyndte man selv at få legater og priser og komme med i antologierne«.

Spionage anklage

Som ung læste jeg med fornøjelse Arne Herløv Petersens vitale roman ’Imod fremtids fjerne mål’ om den unge Pelle, som han senere reviderede og udvidede under titlen ’Imod fjerne mål’, tre store bind.

Hvad kan dog være grunden til, at forfatteren, som alene i 2012 og 2013 har (selv)udgivet mere end 25 e-bøger, har kastet sig ud i endnu et massivt og voveligt værk baseret på det samme selvbiografiske stof, han tidligere har trukket så kraftigt på?

Jeg gætter på, at han med ’Grænseløs’, som han selv kalder for »en fiktionaliseret subjektiv virkelighedsberetning« har villet begå en ’Knausgård’, et gigantisk romanværk, ikke om ’Pelle’ som tidligere, men med sig selv som hovedperson. Og det er svært ikke at læse forfatterens trakasserier med Politiets Efterretningstjeneste (PET) ind i den samlede ambition.

Herløv Petersen har siden 1981 måttet leve med at være blevet påstået skyldig i spionage for Sovjetunionen. Daværende justitsminister Ole Espersen gav ham tiltalefald, fordi han ikke mente, at Herløv Petersen havde skadet danske interesser, men lod tiltalefrafaldet ledsage af en erklæring om, at han alligevel betragtede ham som skyldig.

I lyset af spionsagen, som har været miskrediterende og ødelæggende for Herløv Petersens liv og renommé, læser man uvægerligt ’Grænseløs’ også som et defensorat.

Både for forfatteren selv, der fremstiller sig selv som konsekvent antistalinist, og for hans generation, 68’erne, hvis antiautoritære oprør og kollektivisme af en senere tids værdikæmpende og revanchistiske højrefløj konsekvent er blevet udlagt som individualistisk selvrealisering af den mest destruktive og hensynsløse kaliber.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Bemærkelsesværdig timing

Timingen er under alle omstændigheder bemærkelsesværdig, for Herløv Petersens gigantepos om ubændig og ræverød ungdom udkommer næsten samtidig med koldkrigsprofessor Bent Jensens næsten lige så omfangsrige subjektive virkelighedsberetning om den kolde krig, ’Ulve, får og vogtere’, hvori Herløv Petersens tætte forhold til KGB-agenter og forbløffende naive udtalelser om Sovjetunionen gennemgås over mange sider.

I Herløv Petersens værk nævnes PET første gang, da forfatteren er sytten år. Allerede da oprettede PET en sag på ham, fordi han havde deltaget i et kommunistisk fredsstævne i DDR. I et af de få spring, hvor forfatteren hopper ud af kronologien, fortæller han, at han halvtreds år senere får lov at se PET’s sagsmapper på ham, to meterhøje stabler.

I erindringsromanen fortæller ’unge’ Arne, at han efter invasionen af Ungarn i 1956 fik en antisovjetisk grundholdning, og senere, at han fandt regimet i Østtyskland klaustrofobisk og undertrykkende.

Et sted roser han videnskabsfilosoffen Karl Popper, ophavsmanden til klassikeren ’Det åbne samfund og dets fjender’: »Ønsket om den ideelle stat førte til død og vanvid. Lappeløsninger var den eneste mulighed, de stadige små justeringer. I den henseende havde Popper ret«.

Ideologisk fremstår Herløv Petersen i ’Grænseløs’ som et barn af sin tid. Han er stærkt venstreorienteret ligesom alle andre i datidens kulturproducerende verden, men grundlæggende er han reformist. Det er i hvert fald ’gamle’ Arnes udlægning.

Meget lig Knausgård

’Grænseløs’ er langt ude i familie med erindringsprosaen i Henry Millers kunstnerromaner. Og ambitionen er som nævnt meget lig Karl Ove Knausgårds, hvis autofiktion i ’Min kamp’ i en blanding af ultranær og bredformat tager livtag med eksistensens og forfattergerningens mest påtrængende spørgsmål over tusindvis af sider.

Men forskellene er betydelige. Herløv Petersens prosa flyder let, og Facebook-alderens unge ville have godt af at læse om dengang, mail hed ’breve’ og var noget, man puttede i postkassen, og man bare kunne købe en bus og køre den til Bagdad. Eller kunne finde på at knuse muskatnød, fordi det måske kunne ryges. Og i det hele taget så sig selv som udforsker af helt nye måder at leve på.

Men den vældige tekstmasse burde være skåret ned af en kritisk redaktør. Selv om stoffet er forsøgt ordnet i større tematiske afsnit, er der for mange gentagelser. Jeg tvivler på, at gennemsnitslæseren vil orke at holde ved i de lange passager, hvor let omskrevne dagbogsnotater styrer fremstillingen fuldstændigt. Det gør det ikke nemmere, at fortællingen er renset for humor. Var det slet ikke sjovt at være ung i tresserne?

Og så rummer ’Grænseløs’ i modsætning til ’Min Kamp’ hverken nærgående karakterstudier eller de essayistiske stjernestunder, hvor en problemstilling eller tematik udsættes for præcis psykologisk, filosofisk, litterær eller blot politisk analyse.

Selvudleverende vidnesbyrd

I løbet af de mere end 2.000 sider er der vel kun seks-otte afsnit, hvor ’krononauten’, altså den tidsrejsende, bryder fortællingens tid, og når det endelig sker, er der for få kalorier i resultatet, som f.eks. i det underligt slappe slutkapitel, hvor den ældre forfatter vil binde sløjfe på sin vældige beretning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Værket ender derfor med først og fremmest at blive et interessant og selvudleverende vidnesbyrd og ikke det store litterære værk om den kulturrevolutionære vækkelse, som frigjorde så meget og så mange fra forstokkede normer og forældede bånd og roller.

Arne Herløv Petersen kan skrive fortiden frem, så man næsten kan smage på den, men alligevel slipper årtiet for let. Måske skyldes det, at hans værk inderst inde er skrevet op mod ’dem’, der vedholdende har betragtet handlinger, han selv betragter som idealistiske, som landsskadelig virksomhed.

Selv noterer forfatteren et sted: »Man skriver ikke sonetter, så længe man skriger af nød. Først når der er overskud, opstår kunsten«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce