Prisbelønnet. Dy Plambeck (f.1980) debuterede med digtsamlingen 'Buresø-fortællinger' i 2005 og modtog debutantprisen i 2006.
Foto: Finn Frandsen

Prisbelønnet. Dy Plambeck (f.1980) debuterede med digtsamlingen 'Buresø-fortællinger' i 2005 og modtog debutantprisen i 2006.

Skønlitteratur

Afghanistan-roman skriver krigens landskaber frem med præcis poesi

Dy Plambecks ’Mikael’ er et smukt forsøg på at få adgang til soldatens bevidsthed.

Skønlitteratur

Ved min lokale kirke står nogle træer med rislende småløv. Under træerne står en bænk. Den bænk har jeg altid gerne villet sætte mig på, men det var, som om der skulle en særlig lejlighed til. Da jeg var halvvejs i Dy Plambecks nye roman, vidste jeg, at nu var den særlige lejlighed kommet. Dén bog skulle læses færdig på dén bænk, under lyden af bævrende asp. Særligt bogens midterdel, hvor de to hovedpersoner, pigen og soldaten, er på »leave« i Sardinien, har samme stemning i sig som bævreasp: på én gang velsignet fred og sitrende uro.

Plambecks ’Mikael’ er historien om sergenten Mikael og den kvindelige journalist Becky, der møder hinanden i Afghanistan under krigen. Romanen fortælles hovedsageligt af Becky (et navn stykket sammen af forfatterindens halve efternavn og det karakteristiske ’y’ i hendes fornavn), men hvert af dens tre afsnit indledes, og hele bogen afsluttes, med små tekster fra Mikaels perspektiv, forsøg på at indleve sig i soldatens bevidsthed: »Jeg ser på fjenden uden had«. »I Afghanistan er der en kraft, der gør mig levende«. »Kamp er nogle af de klareste øjeblikke i mit liv«.

Præcis og afdæmpet poesi

I starten er Beckys perspektiv et poetisk alternativ til Mikaels. Fra helikopteren ser hun ned over Helmandprovinsens ørken i solnedgangens skær: »Det fik ørknen til at se lige så glat ud at røre ved som et leopardskind«. Becky ser hele paletten af farver i »den grønne zone«: opiumsmarkernes rød og pink, det lyslilla og hvide lys, de grønne og brændte farver: »Jeg havde ikke forestillet mig, at et sted, hvor krigen rasede, kunne være så smukt«.

Den grønne zone er ikke bare grøn: »Farven mindede om nogle former for havalger, om den farve, havet har i Danmark, eller den blågrønne farve, der kommer i en død mands ansigt«. Efterhånden som Becky og Mikael nærmer sig hinanden (diskret, umærkeligt, langt fra stormfuld romance), trænger poesien også ind i Mikaels sprog: »Helmandfloden lød som en kraftig stemme. […] Lyden af Beckys stemme, rolig og mørk, som den mudrede bund i floden«.

Plambeck har en særlig evne til, med en præcis og afdæmpet poesi, at male rum og landskaber frem, så vi virkelig er til stede med personerne på Bridzar-lejrens stier af sort plasticbelægning, i ørkenen blandt dromedarer med stolte hoveder og sløve skridt, i den lille sardinske bjergby med appelsintræer og bedrøvede æsler, i Mikaels barndomshjem ved Roskilde Fjord, i det tidløse spisekammer på gården i Lyrstrup, hvor Becky er vokset op.

Rummene skyder sig ind i hinanden, glimt af det afghanske landskab og flashbacks til barndommens danske melder sig midt i den sardinske idyl, der således ikke fremstår som en flugt fra krig og traumer, men snarere som et rum, der kan rumme dem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Forsigtigt fortalt

Kærlighedshistorien står stærkt, fordi den er så forsigtigt fortalt. Der er ingen overstrømmende udgydelser fra forelskede sjæledyb, der er bare to mennesker, der gradvist får blik for hinanden. Ikke et romantisk, idealiserende blik, men et blik, der ser. Som når Beckys blik dvæler ved den sovende Mikael på feltsengen foran teltet og ikke besynger, men registrerer: det rødlige fuldskæg, armen om nakken, tatoveringen af løven og de ni hjerter, fødderne i ørkenstøvler, og ansigtet: »Han havde ikke et ansigt, der længtes hjem«.

Der er forelsket harmoni, som når Becky kan skrive, at med Mikael føler hun sig ikke (som med andre mænd) ensom, eller når pigen og soldaten ligger i sofaen og læser hver sin bog, men i deres samtale får dem til at handle om det samme. Men der er også en grundlæggende erkendelse af ikke at have helt og aldeles adgang til den elskede: »Måske var det sådan, det var at møde et andet menneske: hele tiden forsøge at få adgang«.

Et gennemgående tema er Mikaels hjemve efter Afghanistan, når han er på orlov. En særlig soldaterting, men også en urhistorie om manden og kvinden: Kvindens fornemmelse af, at hun aldrig helt vil kunne være nok for mandens længsel. Med ’Mikael’ har Plambeck gjort et smukt og nænsomt forsøg på at få adgang til soldatens bevidsthed. Og givet læseren adgang til krigens landskaber.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce