Midtvejskrise-roman vakler på tærsklen mellem lykke og lidelse

Peter Højrups fremragende roman får det hele med, uden at blive banal.

Skønlitteratur

Et sted i denne roman står fortælleren med sin lille datter Vera og betragter to egern i Frederiksberg Have.

Det ene er lille, sort og grimt, men flittigt; det flytter sit forråd af agern ned i et hul, ser sig vagtsomt omkring og dækker hullet til med blade og kviste. Det andet egern er lille, rødt og yndigt; det smutter forbi, stjæler alt forrådet og hvirvler videre. Dette gentager sig adskillige gange.

Fortælleren fyldes med mismod og tristhed: »Med stigende forbitrelse så jeg tyveriet gentage sig, mens jeg tænkte, at sådan var det også blandt mennesker«.

Men midt i denne misantropiske stemning udbryder Vera: »Se far, de hjælper hinanden«. Og: »Det havde givet et sæt i mig, og jeg var kommet til at klemme hendes hånd så hårdt, at hun skreg og fik tårer i øjnene«.

Grebet af melankolien

Kontrasten mellem barnets tillid og faderens triste, desillusionerede kynisme skaber et drøn, der viser sig som hans spontane vold mod hendes lille hånd. Det er midt i dette drøn, denne vold, ’Island’ befinder sig.

Fortælleren er en navnløs 40-årig mandlig forfatter i en ret beset banal midtlivskrise, han er grebet af melankoliens pseudovisdom: »Det øjeblik, vi bliver født, begynder vi også at dø, og derfor bliver vi aldrig lykkelige, tænkte jeg«.

Alt er fortalt i et flyvende nu: Han er på vej op til Island, hvor hans viv venter ham, sammen med deres tre børn, Vera, Magnus og Sophia.

Men han er ved at miste hende, har måske allerede mistet hende – og han er ikke bare spændt ud mellem land og luft, men også mellem himmel og helvede, mellem ikke længere, og endnu ikke, mellem det de kalder ’fiasko’ og ’succes’.

Svævende mellemrum

Han svæver i et vanskeligt, malabarisk rum mellem alle disse ting. Og i romanens rum kommer han aldrig ud af det – vi følger ham købe den alt for dyre flybillet i sidste øjeblik, fantasere om, hvad der vil ske eller ikke ske oppe på Island, men flyet når aldrig at lande helt. Konkret og figurativt. Jeget er ikke Odysseus.

I dette svævende, pinagtige mellemrum er det, at Højrup orkestrerer et fletværk af små fortællende spor, der vikler sig ind i og ud af hinanden.

Helt centralt står den lange beretning om, hvordan jeget – sammen med to langt mere kendte mainstream-forfattere – er nomineret til Danske Banks litteraturpris, det er ren farce, men smertefuld farce. For det kaster ham ind i noget, vi kunne kalde ’nomineringskrisen’:

Litteraturen kan ikke redde os

Han er tvunget ud af sit skjul, han kan ikke bare foragte den tåbelige kommercielle pris; han er fanget ind, men ikke sluppet ind, og han har under alle omstændigheder mistet det, Horace Engdahl engang kaldte »retten til ligegyldighed«; han kan ikke holde ud at modtage prisen, men han kan på den anden side ikke slippe fri af dens utålelige greb.

Vi hører også om veninden Jennifer, der skriver divine digte, men ender med at suicidere.

Vi hører om en rædsom barndom i underklassen med en led far og en håbløs mor. Hvor læren er, at litteraturen hjalp ham op af dyndet – men dette er vel at mærke spændt bittert op imod den erkendelse, han råber ud til Jennifers begravelse: »Litteraturen kan ikke redde os«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mellem fantasteri og hårdt arbejde

Dette imod den facile, humanistiske glæde ved den åh-så opbyggelige litteratur. Vi hører en hel del om livet som forfatter, om at skrive, om at leve som én, der er kategoriseret som ’kunstner’, og hvordan det kan påvirke – forgifte – et ægteskab.

En stor eg i Frederiksberg Have spiller en vigtig rolle for forfatteren, her søger han trøst – og det fik mig til at tænke på egen i Hans Egede Schacks ’Phantasterne’ (1857).

For ’Island’ er også historien om, hvor både smertefuldt og latterligt det er, når livet er organiseret i et spænd mellem fantasteri og hårdt arbejde.

En rigtig forfatter

Jegets metier er at fantasere, men denne fantaseren skal blive til skrift, til god skrift, og det er desperat svært.

Et sted harcelerer fortælleren over en såkaldt »malebogsæstetik«, det er, når forfattere bare dovent og konformt fylder de indrammede felter ud i en skabelonagtig gengivelse af livet, menneskene og verden.

Så får vi nemt en sondring mellem de overfladiske malebogsforfattere og de autentiske, rigtige forfattere. Den sondring kan let blive flatterende og naiv.

Men den lykkes det også Højrup at styre fri af, for her i ’Island’ får vi både det banale, malebogen, endnu et værk om en 40-årig fra den kreative klasse i mild livskrise, men samtidig – og det er et lille, spændstigt mirakel – er ’Island’ en roman, der får det hele med, lidelsen og det komiske, smerten og farcen ved livet, åh ja, den grædende og den grinende klovn ...

Undgår det trivielle

Det er som en racervogn, der kører hårdt op mod spanterne, det kunne blive trivielt, og karrosseriet skriger flere steder ved sammenstødet med spanterne, men den holder sig lige netop og præcist fri af det forlorne og det bovlamme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce