Kvindeblivelse. Madame Nielsen har en fortid som Claus Beck-Nielsen. Hvilke forvandlinger venter?
Foto: Sofie Amalie Klougart (pr-foto)

Kvindeblivelse. Madame Nielsen har en fortid som Claus Beck-Nielsen. Hvilke forvandlinger venter?

Skønlitteratur

Beck-Nielsen etablerer fortryllende kvindestemme i bedårende bog

Skæbnen er besk i Madame Nielsens novellette om tid og kærlighed.

Skønlitteratur

Det er en aldeles bedårende lille bog, den for offentligheden hidtil ukendte Madame Nielsen har skrevet, jeg er ganske henført.

Det første, man henføres af, er syntaksen – hos Madame Nielsen er der så langt mellem to punktummer, at der ikke er plads til at citere det i en avisanmeldelse. Som en anden Proust driver hun periodernes længde og indskuddenes mængde til det ekstreme, så man skal mobilisere sit grammatiske analyseapparat for at overskue den lange afstand mellem hovedsætningens led.

F.eks.: »Da den store generalissimo Franco døde, besluttede hendes mor [syv linjers bisætning med bisætninger og indskud] at hente sin datter hjem fra Gran Canaria«. Dramatisk suspens på syntaksniveau. (Jeg har endnu ikke fundet slutningen på den parentes, der begynder øverst side 6, måske slutter den aldrig, måske er den, som sommeren i titlen, endeløs.

Tiden som grundtema

Med den højtsvungne typografi på forsiden signalerer romanen Barbara Cartland, og ’Den endeløse sommer’ lyder da også som titlen på en kulørt romance, men titlen angiver også det, der snarere end kærligheden er romanens grundtema: tiden. Vi nedsænkes i »den endeløse sommer« på den hvide fynske herregård, hvor »den spinkle unge dreng« ligger med »den mørke runde og bløde pige« i hendes jernseng på det lyserøde pigeværelse, mens den »aristokratiske lyse nordiske« mor rider hingste og tager sig elskere, hvoriblandt den unge portugisiske kunstner i hat og olivenstøvet jakke bliver hendes skæbne.

Vi nedsænkes i denne sommer som i et bassin af gylden tid, en ungdommens tid, der ikke går, men snarere er noget, man flyder rundt i, en slags paradis før syndefaldet: »Det er ikke biddet i æblet, der er syndefaldet. Det er forestillingen om et liv efter dette ene nu«.

Og samtidig kastes vi bestandig ud af bassinet, ud i tiden, af de lange indskudte foregribelser, hvor vi hører om hoved- og bipersoners fremtidige og ofte kranke skæbne. Det giver bl.a. anledning til et par fortællinger om hippie- og avantgardeutopiernes fallit, om unge visionære mænd, der rejser til byen og realiserer enheden af kunst og liv, men ender med at flytte syge eller kristne hjem til fødeøen og forældrenes parcelhusgrav. Tidsangivelserne florerer: »Senere«, »Ikke endnu«, »inden da«, »pludselig«, »Et øjeblik, syv eller tyve år senere«.

Fra parcelhusvuggen til parcelhusgraven

Det er en roman om forholdet mellem fortælletid og fortalt tid. Den tid, det tager at fortælle noget i forhold til den tid, det tager for noget at ske, eller blot for tiden at gå. Den tid, der fortælles om (dengang den unge dreng var »så køn, så fin, så skær, så sky«), i forhold til den tid, der fortælles fra (nu hvor den unge dreng er blevet en gammel spindelvævsskrøbelig dame, »næsten kun en stemme«). Den tid, det tager for en sætning at nå fra sit subjekt til sit verballed (og den er lang hos Madame Nielsen).

Hvad skal der til for at åbne tiden? For at træde ud af den endeløse sommer uden blot at træde ind i den triste cyklus, hvor nybrud kun bliver indskud i den store hovedsætning, der fører fra parcelhusvuggen til parcelhusgraven? Det er romanens spørgsmål.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Frodigt selvavlende forfatter

Madame Nielsen er udsprungen af den frodigt selvavlende forfatter og performancekunstner Claus Beck-Nielsen, og for så vidt bevidnede vi hendes fødsel i det tidlige forår under forestillingen ’Transformatoren’ på Caféteatret, hvor kunstneren højst fascinerende iklædte sig adskillige kvindeskikkelser og selveste baronessens fortællerstemme. Efter i mange år at have fremført sin egen død (det var ham, der i 2010 arrangerede sin egen begravelse) fremfører kunstneren nu sin kvindeblivelse, og det er helt logisk, eftersom døden og kønnet er eksistensens to uomtvistelige grundvilkår.

Det er en ganske fortryllende kvindestemme, Beck-Nielsen har iklædt sig med ’Den endeløse sommer’. Lige så svulstig den er i sin syntaks og sit adjektivforbrug, lige så karg og lakonisk er den i sin foregribende afvikling af skæbner. Lige så parodisk og morsom den er i sin pastiche over skæbnefortællingen, lige så alvorlig og melankolsk er den i sine syntaktiske, filosofiske og dramatiske livtag med tiden. Lige så ironisk den fremstiller det store, altomstyrtende kærlighedsmøde, lige så oprigtigt virker dens ønske om at åbne tiden og at undersøge, om kærlighedens begivenhed kunne være nøglen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce