Udebane. Helle Helle har fortalt, at hun med sin nye roman ville udvide sit litterære territorium og derfor flyttede handlingen til en stor jysk skov.
Foto: Sofie Amalie Klougart / PR-foto

Udebane. Helle Helle har fortalt, at hun med sin nye roman ville udvide sit litterære territorium og derfor flyttede handlingen til en stor jysk skov.

Uforlignelige Helle Helle inviterer læseren ind i det levede liv

Det hele er forbi og lige begyndt, når Helle Helles prosa gør sin dybdevirkning.

Skønlitteratur

Vågner med sorg i sind og forstår gradvis hvorfor.

Lige før jeg faldt i søvn, blev jeg færdig med Helle Helles seneste roman. Det er i sig selv sørgeligt at være færdig, for jeg har lyst til at flytte ind i Helles prosa og bare blive der, betragte menneskene på dén måde, lytte til deres ordknappe tale med dén opmærksomhed, dele deres skæve erindringer om tilsyneladende meningsløse detaljer.

Men der er også en stilfærdig sorg i selve den historie, romanen fortæller, i dens erindringsmodus. Alt det levede liv, alt det lige så banale som triste og muntre og bizarre, som ikke er der mere. Men så er der noget andet, noget nyt. Der er på én gang så meget, der er forbi, og så meget, der begynder. Sådan er det hos Helle Helle.

For at fare vild

Romanen er en rammefortælling, og rammen er mere dramatisk, end vi er vant til i Helles forfatterskab. Men vi er også taget til et større landskab end det vanlige sjællandske, vi er taget til Jylland, hvor skovene faktisk er så store, at man kan fare vild i dem.

Det gør jegfortælleren fra romanens første side: »Jeg skal gøre det kort, jeg ved ikke, hvad jeg skal. Jeg er faret vild i den store skov. Jeg ved ikke meget om skove, jeg er ikke naturens muntre søn. Det sagde de andre i forgårs over kaffen. Men her er jeg under de jyske kæmper, i såkaldte løbesko«.

Bare det lille »såkaldte« skaber den opmærksomhed på sproget, den lille distance, som også er en ny nærhed, til et helt almindeligt ord, så vi både klukker lidt og spidser ører. Også jegets eget fortællende sprog gøres diskret til genstand for opmærksomhed: »Brug ikke ordet ikke så ofte« står der med performativ inkonsistens efter mange gange »ikke«, »Men, men, men« står der, efter at fortælleren tre gange har indledt en sætning med »men«.

På en måde skaber Helles prosa samme forhold til ordene som til personerne: De er både komiske og elskelige, vi både morer os og er bevægede over deres kejtethed, utilstrækkelighed, betydningsfulde meningsløshed. Som nu det lige så tomme som ladede udtryk, der har lagt titel til romanen: ’hvis det er’.

Men vi kom fra at fare vild, vi kom for at fare vild. Fortælleren er ikke faret vild alene, fra første side står der en kvinde på skovstien, iført pandebånd, hoftebundet træningsjakke, tyggegummityggende. De to slår følge, og hurtigt udvikler situationen sig meget kritisk: brændende vabel, uigennemtrængeligt mørke, isnende kulde, ingen mobildækning, ugleskrig, den fjerne lyd af en ambulance.

Forkomne og forslåede kravler de to vildfarne under efterladte tæpper i et shelter, og så sker der det, som er sket siden Boccaccios ’Decameron’: I undtagelsessituationen begynder nogen at fortælle. Hvem denne ’nogen’ er, er ikke helt klart: Subtilt og umærkeligt glider vi fra dialog mellem jegfortælleren og kvinden, til at der fortælles om kvindens fortid i tredje person.

På en måde skaber Helles prosa samme forhold til ordene som til personerne: De er både komiske og elskelige, vi både morer os og er bevægede over deres kejtethed, utilstrækkelighed, betydningsfulde meningsløshed

Vi kan tænke os det som en slags indirekte tale, som noget, kvinden fortæller sin medvildfarne, mens de ligger i den mørke, kolde skov og forsøger at holde varmen.

Lige så dramatisk rammen om fortællingen er, lige så udramatisk er den selv: Kvinden bor som ung i kollektiv, flytter derfra med en uforløst forelskelse i bofællen Christian, som hun efter en årrække som single genforenes med på et marked i Hamburg, så blomstrer hun som hans kæreste, talentfuld medarbejder i hans forældres møbelforretning og papmor for hans søn, nu arbejder hun i sin gamle ven Torbens tøjbutik på hovedgaden i Aars.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er det hele. Men, men. Nu er det jo ikke hvem som helst, der fortæller historien. Det er Helle Helle.

Som den skal være

Med fokus på detaljer, ikke mindst de akavede, lykkes det Helle at fremstille uforglemmelige stemninger fra dette tilsyneladende forglemmelige liv.

Alt det snavsede frokostservice, kvinden lader hobe sig op i skrivebordsskuffen i sit første job som (uduelig) kontordame. Kollektivet, hvor de griner og griner, som bolværk mod det triste erhvervsarbejde. De gule og brune mosaiksten på badeværelsesgulvet, den størknede yoghurt i køleskabsdøren, fyren, der til en fest pludselig står med en håndvask i favnen, fordi han i beruset overstadighed har villet vaske sine fødder i den.

Det ikke helt vellykkede forsøg på at hvidmale vægbeklædningen af kirsebærfinér i lejligheden i Svenstrup (»Hun har ingen anelse om, hvad hun ville i Svenstrup«). Kærlighedslykken med Christian og papsønnen Buller indfanget i en banal lørdagsmiddag: »Om aftenen spiste de oksesteg med kartofler. Hun sad længe med hver mundfuld rødvin i munden, den var så rund og mørk«. Kærlighedens tilbagetrækning:

»Til jul fik hun en clockradio af Christian«. Umærkeligheden, hvormed kærligheden glider fra strålende forelskelse til afstand og irritation.

Jegfortællerens køn er længe uvist, det skal det have lov til at være. Slutningen, både på rammefortællingen og den indrammede, er uvis, det skal den have lov til at være. Kvinden er 38 år, der er 38 kapitler, i kapitel 31 optræder titlen i en replik, som man selv skal have lov til at læse sig frem til: »Du kan låne mit pandebånd, hvis det er«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg har aldrig før grædt over en sovs eller et fodbad«, skrev Dorrit Willumsen om Helle Helles forrige roman, ’Dette burde skrives i nutid’.

Jeg har aldrig før længtes efter at slås halvvejs bevidstløs af et træ i en skov og ligge »i to slags mørke, i visne blade« eller at putte mig i en fad og behagelig tæppelugt af gule ærter og uldsokker. Men det gør jeg nu. Og jeg tuder stadig. Endnu en gang har Helle Helle taget røven på mig med sin dybdevirkende ordknaphed.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce