Den fuldstændige danske udgave af Victor Hugos romanklassiker ’De Elendige’ er boghåndværk af ypperste klasse Kilde: politiken.tv / Producer: Henrik Haupt

Skønlitteratur

Nyoversættelse af 'De elendige': Et monstrum af et ustyrligt mesterværk

Klassikeren er en raslende fortidsøgle af en roman - med aktuelt perspektiv.

Skønlitteratur

Kæmperomanen ’De elendige’ fra 1862 er berømt allerede ved sit omfang, og dog er det en af fransk litteraturs mest elskede klassikere – ligesom Victor Hugo selv. Da den gamle kæmpe døde i 1885, blev sørgetoget fulgt af en million parisere.

Hugo skrev det meste af ’De elendige’ i perioden 1845-48, men blev afbrudt af februarrevolutionen 1848. Han kom i Nationalforsamlingen som demokrat, og i 1851 måtte han flygte fra den nye diktator Napoleon III. Han afsluttede romanen i eksil på kanaløen Guernsey 1860-61, den udkom af politiske grunde i Bruxelles – og blev straks spredt i 21 piratudgaver og oversat til 9 sprog.

Den fuldstændige danske udgave af Victor Hugos romanklassiker ’De Elendige’ er boghåndværk af ypperste klasse Kilde: politiken.tv / Producer: Henrik Haupt

Vi fik den på dansk som både ’De ulykkelige’ og ’De fattige og forladte’, og i 1899 kom Fr. Winkel Horns forkortede oversættelse. Den er – med titlen ’De elendige’ – optrykt mange gange, sidst i 1984, og den udødelige historie er også blevet til tegne- og tv-serie, film og den herlige musical ’Les Misérables’ (1985).

Ikke et ondt ord om ’Les Miz’, for historien holder til det hele. Men nu har vi altså fået en uventet gave på dansk: den ægte vare for fuldt udtræk – 2,7 kg på køkkenvægten! Det er en begivenhed.

Valjean, Cosette, Fantine og Marius

Dramaet foregår 1815-33. Jean Valjean er 46 og løsladt efter 19 år på galejerne. Han får husly hos biskoppen i Digne – og stjæler hans højærværdigheds sølvtøj. Men biskoppen redder ham fra politiet, og den barmhjertighed – og et sidste fejlgreb – inspirerer Valjean til at blive ’et ærligt menneske’ og gøre gode gerninger.

Han bliver fabrikant og elsket borgmester i en lille by, og han lover den faldne Fantine at hjælpe hendes datter Cosette, der mishandles af onde plejeforældre.

Javert gør gengæld, men »projektilmennesket« - genialt ord! - kan ikke forene denne menneskelighed med sin politipligt og begår selvmord. Marius og Cosette bliver gift og arver Valjeans formue, mens denne isolerer sig

Men i baggrunden lurer den nævenyttige politimand Javert med »blik som et vridbor«, der ser Valjean som vaneforbryder. Valjean melder sig, så en uskyldig ikke dømmes for hans sidste tyveri, og sendes igen til galejerne. Han flygter, gemmer sin formue og henter Cosette. De går under jorden i Paris som far og datter.

Cosette forelsker sig i den unge jurist Marius, der er med i opstanden 1832, og Valjean redder den sårede Marius ved at bære ham gennem kloakkerne. Undervejs møder han sin ærkefjende politispionen og skåner hans liv.

Javert gør gengæld, men »projektilmennesket« – genialt ord! – kan ikke forene denne menneskelighed med sin politipligt og begår selvmord. Marius og Cosette bliver gift og arver Valjeans formue, mens denne isolerer sig.

’De elendige’ er en alt i en-roman: person- og miljøskildring, socialhistorie, politisk teori, religiøs traktat og melodrama. Den højst alvidende fortæller taler konstant med som »vi« og »jeg«, springer op og ned i tid og stopper frækt alt muligt i sin sæk

Han indlægger 60 sider om slaget ved Waterloo i 1815, hvor centrale tilfældigheder kostede Napoleon sejren. Han indskyder refleksioner om alt fra arbejde, fattigdom og romanlæsning til slang, ostefabrikation og klostervæsen. Her er digressioner om guillotinens historie, borgerskabets og monarkiets politiske rolle, forskellen mellem opstanden som tilfældig social skypumpe og den ægte revolutions nødvendighed.

Byens babyloniske tarmsystem

Andre ekskurser handler om »Paris’ vældige dyb«, »studeret i dets atom« – de »frygtindgydende« forstæder og fængsler, der udklækker forbrydere, og byens »babyloniske« tarmsystem: kloakkerne som spejl af klassesamfundets topografi.

Især tegner Hugo kontrasten mellem dem, der bruger »lakerede ord« og »får perlehøne om fredagen« – og så de »barfodede« og »arveløse«, der får absurde straffe for småforbrydelser.

I en stærk scene skumpler vogne med nye galejslaver forbi en årle morgen, og man møder udsugere som kroparret Thénardier, der vanrøgter lille Cosette, blokker hendes ludfattige mor og plyndrer Valjean. Men her er også børn med hjertet på rette sted som den digtende gavtyv Gavroche, der dør på barrikaden – måske en Villon eller en Rimbaud i svøb?

Omkring dem lever et kriblende univers af præster, nonner, officerer, politikere, soldater, håndværkere, tjenestefolk, pebermøer, gravere, tiggere, ludere, gadebørn, røde studenter og nyslåede baroner.

Omkring dem lever et kriblende univers af præster, nonner, officerer, politikere, soldater, håndværkere, tjenestefolk, pebermøer, gravere, tiggere, ludere, gadebørn, røde studenter og nyslåede baroner. Og som kontrastfigur: en 90-årig livsnyder med rod i 1700-tallets galante kultur og skufferne fulde af gamle elskerinders tøj.

Sådan tegner romanen det franske samfund i tiden efter Napoleon, da reaktionen kom bragende tilbage. Med glimt bagud til 1790’ernes revolutionsår og kig fremad til den næste revolution 1848.

Et gennemgående symbol er mønten. Den spiller en særlig rolle i en nøglescene, hvor slynglen Thénardiers røverbande har lokket den godgørende Jean Valjean i baghold og bagbundet ham. Pludselig ryster Valjean rebene af sig og redder sig ud ad vinduet.

Så får man forklaringen: Valjean har stadig galejslavens hemmelige våben i lommen. Det er en udhulet soumønt med indstøbt gevind, så den kan skrues op og i og rumme en savtakket urfjeder til at overskære tovværk. Og som forhenværende fange står Valjean »i et godt forsvindingsforhold til mørket«. Ved zigzagstrategi har han holdt sig under jorden i ni år siden sin flugt fra galejerne i Toulon.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi møder ham forklædt som hr. Madeleine, Urbain Fabre og Ultime Fauchelevant, men vi kender mest hans styrke og snilde, mindre hans inderste. Det røber sig til sidst.

Valjeans andet hemmelige våben var at erstatte galejslavens had med den kristne godhed, han lærte af biskoppen i Digne. Men hjertet kommer på ildprøve, da Cosette og Marius forelsker sig. Valjean frygter at miste hende, men redder den sårede Marius, skønt han hader ham.

Valjeans skamfulde selvudslettelse

Efter brylluppet tilstår han for Marius, at han er tidligere straffefange med gult pas – det betyder efter tidens normer evig social udstødelse som »afgrundsmenneske«, og han trækker sig fra de unge.

Jamen, hvorfor røber Jean Valjean ikke sin bodsgang med gode gerninger – som borgmester og filantrop, som Cosettes og Marius’ redningsmand? Marius hører først om hans ofre, da romanens overskurk gør et nyt afpresningsforsøg.

Valjeans selvudslettelse skyldes, tror jeg, ikke bare beskedenhed, men også skam. Han ser sig selv som paria, og han er ved at blive ædt af jalousi. I en nøglescene til sidst sidder han med en lille kuffert, som han altid har med sig, og som ingen kender indholdet af. Omsider åbner han den i sit skjul, den viser sig at rumme den 8-årige Cosettes tøj – fra dengang han blev hendes far, og han bryder ud i gråd.

Undervejs forbinder Hugo den kristne kærlighed med sin socialistiske utopi om »en menneskelig republik« i frihed, lighed og retfærdighed. I hans utopi er tilfældet knyttet sammen med forsynet og fremskridtet: frigørelse fra uvidenhed og slaveri.

Valjean var forældreløs ung daglejer, da han kom på galejerne for at stjæle et brød til sultne børn. Han har aldrig elsket en voksen kvinde og er gået i stå i sin udvikling. For denne knudemand er Cosette blevet essensen af al kvindelighed: mor, kæreste, kone, datter i ét. Alle de savn er sublimeret – og afseksualiseret – i forholdet til hende. Kufferten er et relikvie, et balsameret symbol på det helligste i hans liv.

Derfor oplever han hendes bryllup som et fatalt tab, og den ellers så bomstærke overlever på 64 lægger sig til at dø i mørket. Cosette og Marius forklarer ved hans dødsleje, at nu ser de ham som helgen. Men for sent.

Undervejs forbinder Hugo den kristne kærlighed med sin socialistiske utopi om »en menneskelig republik« i frihed, lighed og retfærdighed. I hans utopi er tilfældet knyttet sammen med forsynet og fremskridtet: frigørelse fra uvidenhed og slaveri. De »livgivende« revolutioner udgår af nødvendigheden og er »Guds værk«.

Fortælleren siger om sit budskab: »Det er nødvendigt, at samfundet ser disse ting, for det er samfundet, der har skabt dem« ved sine overgreb mod individet. Romanen lægger op til rets- og socialreformer, men Hugos vision virker højaktuel nu, hvor svælget vokser mellem samfundets nederste og øverste.

Det er en fantastisk roman – og fantastisk, at vi nu har den i en mesterlig totaloversættelse i et på en gang klassisk og nutidigt dansk. Ikke en spurv eller en fugleklat falder til jorden uden Hans Peter Lunds vilje. Hvert ord kan tages på ordet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er en fantastisk roman - og fantastisk, at vi nu har den i en mesterlig totaloversættelse i et på en gang klassisk og nutidigt dansk. Ikke en spurv eller en fugleklat falder til jorden uden Hans Peter Lunds vilje.

Romanhistorisk er ’De elendige’ et monstrum, langt fra Balzacs stringens, lysår fra Flauberts revolution af fortællesproget. Den megalomane bredde kan virke som et endeløst godstog – som at blive kørt over af ord, ord, ord.

Men som en student siger i starten: »Lad os feste langsomt«. Jeg har strakt de 1.700 sider over en måned – så får man nuancerne med, når Hugo åbner for sin menneskelige og sociale indsigt, dropper en sarkasme eller et olieblad af visdom og poesi.

Jo, ’De elendige’ er en raslende fortidsøgle af en roman, men på sin ustyrlige måde et mesterværk med langt perspektiv. Også aktuelt perspektiv.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce