Pilgaard skriver igen med energi og tempo og med et skarpt iagttagende og humoristisk blik på den havarerede familie, der også denne gang er udgangspunktet.
Foto: Per Morten Abrahamsen

Pilgaard skriver igen med energi og tempo og med et skarpt iagttagende og humoristisk blik på den havarerede familie, der også denne gang er udgangspunktet.

Skønlitteratur

Ny forfriskende stemme hudfletter familien på humoristisk vis

Stine Pilgaard skriver som et vandfald, når hun parodierer familien.

Skønlitteratur

»En familie er ligesom nytårsaften, siger min mor og sætter farten op; den bliver aldrig helt, som man havde håbet«. Det er jo præcist og slagfærdigt sagt, og det er der meget, der er i Stine Pilgaards roman ’Lejlighedssange’, der efterfølger hendes brag af en debut, ’Min mor siger’.

Hun skriver igen med energi og tempo og med et skarpt iagttagende og humoristisk blik på den havarerede familie, der også denne gang er udgangspunktet.

Som hendes jegfortæller siger, da hendes søster er ved at forberede det helt store bryllup:

»De livslange bånd er opreklameret, siger jeg, de hører en anden tid til, dengang man i gennemsnit blev tredive år, hvor familien havde en praktisk funktion«. Søsteren er den konforme af de to. En ’hyggedjævel’ kaldes hun også, der er i gang med »at mime en institution, der ikke findes mere«.

24 sange til Homer

Kærligheden har den krasse jegfortæller dog ikke afskaffet. Hun er lige flyttet sammen med kæresten i en lejlighed i en andelsforening, skriver horoskoper for et ugeblad og også gerne lejlighedssange.

»Lejlighedssangen er en gestus i sig selv, siger jeg, det er genrens største force«. Den bæres af rim, rytme og musik, og det gælder i øvrigt alt lige fra reklameslogans til Homer, som hun også siger.

Man genkender fra Stine Pilgaards forrige roman den konstante brug af inkvit midt inde i sætningerne, og det giver en sjov effekt. Og man observerer samme glidende bevægelse mellem det mest almindelige og det mest ophøjede.

I ’Min mor siger’ var der referencer til Kingo og hjerneforskning. I den nye roman er det de islandske sagaer med deres slægtsfejder og individet over for fællesskabet, der kommenterer den moderne familie.

Man klukler, når hun spidder sine personer og punkterer familieharmonien

Og så er der en hilsen til Homer, der afsætter sig i romanens komposition. For ligesom ’Iliaden’ består af 24 sange, afbrydes romanens 12 kapitler, der hver indledes med et horoskop, af 24 sange, der er udformet som refleksioner over det største og det mindste.

Fra ’Sang om parmiddag’ eller ’Sang om hygge’ til ’Sang om tiden’ eller ’Sang om kærlighed’ for bare at nævne et par eksempler.

Den tætte boligforening

Hele dette arrangement fungerer vældig godt, for det giver forfatteren anledning til at kommentere de enkelte kapitlers omdrejningspunkt – livet i den tætte boligforening.

De holder beboermøder, gårdfester, indretter computerrum på loftet, som er det eneste sted med et sikkert signal, og de følger med i hinandens liv nærmest som i en stor familie.

I stuen bor hende, de kalder mormor, sammen med Ruth. De var ungdomskærester, dengang den slags var uhørt. Den historie får vi, og nu, hvor mormors ægtemand er død, er de blevet forenet i deres gamle dage.

Mormors barnebarn bor i den anden stuelejlighed, hvor hun har lavet kollektiv, mens parret Louise og Lasse ovenpå er i gang med den ultimative heteronormalitet. »Vi er gravide«, som de siger. Så er der kirurgen Elisabeth, der kan henføre alt til sit arbejde, og det kan sagaforskeren Lisa også, for alt nutidigt minder hende om noget i den norrøne litteratur. Hendes mand, Thomas, elsker hende, men har efterhånden svært ved at finde ud af, hvor han begynder, og hun slutter. Er det kærlighed? Deres datter Gudrun er ked af sit navn, men en numerolog mener, at et indsat ’h’ kan gavne hendes musikerkarriere.

Parodisk talent

Stine Pilgaard har et udpræget parodisk talent, så man klukler, når hun spidder sine personer og punkterer familieharmonien.

En anden stemmeføring høres i nogle af sangene, der former sig som kærlighedserklæringer til den elskede eller en lamentering af ensomheden som et grundvilkår, som i ’Sang om søvnløshed’: »Kraniet er den ensomste beholder af alle, et mørkt rum, hvor jeg er alene, og hvor rummet er mig selv«.

Stine Pilgaard er en ny og forfriskende stemme i litteraturen, og hun kan skrive som et vandfald. Hun er ikke den første, der har hudflettet familien, men sjældent er det gjort så morsomt som her.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce