Varsel. Martin Bigum skaber figurer og figurer i figurer og opløser dem igen... »fremtiden ikke så fjern, hvor aser rammes af ragnarok«.
Foto: Tenging fra bogen

Varsel. Martin Bigum skaber figurer og figurer i figurer og opløser dem igen... »fremtiden ikke så fjern, hvor aser rammes af ragnarok«.

Skønlitteratur

Der er schwung over Brøgger og Bigums gendigtning af 'Vølvens spådom'

Den snart tusindårige skabelses- og genfødelsesmyte er genfødt med nye illustrationer.

Skønlitteratur

Først var der ingenting. Ingen sol, ingen måne, ingen jord, og da slet ikke noget græs på jorden. Så kom der lys og jord. Nok til, at guderne kunne hygge sig med guld og brætspil.

Men idyllen holdt ikke. Der blev krig og tænders gnidsel. Selv solen gik i sort, det var det rene ragnarok – det er faktisk herfra, det ord stammer, ragnarok. Og så endte det alligevel godt. Jorden steg grøn op af dybet, og skyldfri skarer levede igen lykkeligt sammen.

Mange religioner rummer sådan en myte om skabelse, syndefald og benådning, men ingen har formået at fortælle den i seksogtres så skarpe, skønne og stofmættede strofer som dem, der udgør ’Vølvens spådom’.

Nordens første løftebrudshistorie

Myter om tilblivelse er aldrig rene skildringer. De rummer vistnok altid en forklaring på, hvorfor det gik galt. I den jødiske urbog lod Eva sig besnakke af en djævelsk slange til at spise en frugt, hun havde fået besked på at holde sig fra. Hun og hendes mand forsyndede sig mod et forbud.

Sådan er det ikke i den nordiske urfortælling. Det springende punkt lyder: »Alle svor de/ falsk,/ alle brød de ord og løfter,/ ingen tro og tilsagn/ holdt«. ’Vølvens spådom’ er Nordens første løftebrudshistorie. Den handler ikke om en gud over for sine skabninger, men om et forhold mellem ligestillede. En mand er en mand. Når et ord ikke længere er et ord, går det galt mellem mænd, helt og aldeles galt. Dog kommer der en god løsning i morgen. Solen skinner på Gimles tag. I det fjerne skimter man dragen med krigens lig mellem sine skæl. Den minder os om, hvor galt det gik – og kan gå igen.

Oldtidens strammeste versemål

’Vølvens spådom’ er skrevet i et af oldtidens enkleste og strammeste versemål, to gange fire linjer med to tryk i hver, holdt sammen af flotte bogstavrim. Det valgte Suzanne Brøgger at droppe, da hun oversatte digtet i 1994. Hun strøg også seks af digtets seksogtres strofer. En af dem, den ellevte, har hun nu taget til nåde igen, måske på grund af dens bogstavrim ’ny og næ’, som vi jo stadig bruger.

Gevinsten er, at man slipper for de oldnordiske klicheer, der plager mere ord- og versrette oversættelser. Der er schwung over Brøggers dansk: »Stjerner styrter/ fra himlen,/ heden brænder højt/ og leger ildtagfat/ med luften«.

Det er fjerde gang, hendes ’Vølve’ udkommer, de tre tidligere illustreret af Kristín Ragna Gunnarsdóttir, Per Kirkeby og Pia Schutzmann. Martin Bigum, den fjerde, har truffet et interessant valg. Det tomme rum, udgangspunktet for det hele, får han frem ved hjælp af tuschtegnede cirkler og spiraler, der langsomt bliver til menneskelige figurer, som hele tiden er ved at opløses i de geometriske figurer, de kom af.

Den sjælløse tomhed ligger altid på lur ligesom den dystre drage. Fred og fylde er kun midlertidige.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce