Respekt. Fitzgerald er en af det 20.århundredes mest toneangivende forfattere, og den nye danske oversættelse af 'Tender is the Night' ærer ham bestemt ikke.

Respekt. Fitzgerald er en af det 20.århundredes mest toneangivende forfattere, og den nye danske oversættelse af 'Tender is the Night' ærer ham bestemt ikke.

Skønlitteratur

Suk: Dansk Fitzgerald-oversættelse er det rene volapyk

Nyoversættelse af 'Tender is the Night' foregår på ikkeeksisterende dansk.

Skønlitteratur

Det er næsten ikke til at bære, men her foreligger med støtte fra Statens Kunstråd en komplet umulig over- eller undersættelse af et væsentligt værk i verdenslitteraturen, Scott Fitzgeralds ’Tender is the Night’ .

I 1934, ni år efter ’Den store Gatsby’, udkom denne den sidste roman, som Fitzgerald fuldførte.

Den er en 1920’ernes Faust, en jazztidens undergangsmyte, en storslået sørgelig selvbiografisk bog om at indgå djævlepagt med penge og social tryghed: Psykiateren Richard Diver forskriver sig til luksus og lede, da han gifter sig med den rige, smukke og, viser det sig, sindssyge Nicole.

Sådan en pagt kan til hver en tid ramme mennesker på livsnerven, og her gælder det mennesker i de brølende 20’ere, The Roaring Twenties, Les années folles.

Vanvittige år, som for Fitzgerald blev virkelig vanvittige, fordi hans kone, Zelda, forsvandt ind i sindssygen, og han selv forsvandt ned på bunden af en flaske.
Gammel oversættelse rammer plet

Men ’Blid er natten’ er førsteklasses flaskepost, og da romanen omsider udkom på dansk i 1954, skrev Tom Kristensen her i bladet, at »tyverne er det, så typisk, at det har gentaget sig i trediverne og i fyrrerne og såmænd også vil afgive billedstof til de illustrerede hæfter i halvtredserne«.

Og Henrik Neiiendam skrev i Ekstra Bladet, stadig i 1954, at »denne tyve år gamle romans aktualitet er ikke blevet mindre i vor moderne velfærdsstat, hvor folk er mere end villige til at sælge ikke blot deres evner, men også deres personlige frihed, for et sikkert job – helst med pension – og hvis denne handel med begavelse for sikkerhed (og kedsomhed) er baggrunden for udsendelsen af ’Natten er blid’ i dansk oversættelse, har bogen stadig sin gode berettigelse, rent bortset fra dens store kunstneriske værdier«.

LÆS OGSÅ Neiiendam og Kristensen, hvis ord står til troende den dag i dag, havde læst ’Natten er blid’ i oversættelse ved Helga Vang Lauridsen og Elsa Gress.

En glimrende gengivelse på godt idiomatisk dansk, som sagtens kunne have gjort fyldest også i 2012, gerne med lidt nænsom revision her og der, f.eks. når Gress og Lauridsen opfinder et fransk fænomen som »amfiteatret ved Orange i Chamonix« med en hastig sammentrækning af originalens the Amphitheatre at Orange og winter sports at Chamonix.

Men pyt, oversættelsen fra 1954 rammer en tone, og den tone er dansk. Ej så med oversættelsen fra 2012. Den rammer slet ikke.

Ikkeeksisterende dansk

Det er ikke til at bære, for det er jo alt andet end onde mennesker, der sender sådan et produkt på markedet. Forlaget Rosenkilde & Bahnhof nærer med al tydelighed kærlighed til romanen; det fremgår både af det uendelig begejstrede forord og af det lækre udstyr, bogen kommer i med fast bind, smukt smudsomslag og bibelsk bogmærkebånd.

LÆS OGSÅ Men man har ikke magtet opgaven, for oversættelsen rammer ved siden af med en hyppighed, som gør læsningen stort set umulig, i hvert fald for mig. Ikke fordi der bliver oversat skrupforkert i stil med den nævnte finke af panden fra Elsa Gress; der bliver bare jævnt hen oversat til et uvirkeligt, ikkeeksisterende dansk, som jeg egentlig tror, jeg vil nøjes med at give tre-fire eksempler på – alle fra bogens allerførste sider. Se faktaboksen øverst til højre. Her er Fitzgerald dristig nok til at lancere sin historie ved hjælp af en flok bipersoner, først og fremmest en amerikansk skønjomfru ved navn Rosemary, der ankommer til et sydfransk hotel og indlogerer sig sammen med sin mor. I det sidste eksempel forsøger hun at svømme crawl i Middelhavet.





Læs selv, og hvis du synes, det er o.k., så køb blot bogen.



Selv flygtede jeg over i den engelske original (der angives i kursiv) og i den gamle danske oversættelse (der angives til slut i hvert eksempel).

I øvrigt vil jeg blot udstøde et suk, der også omfatter en stille undren over, hvad de dog tænker på i Statens Kunstråd?

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce