Forfattere. Fra venstre: James Joyce, Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård. Illustration: Anne Marie Steen-Petersen

Forfattere. Fra venstre: James Joyce, Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård. Illustration: Anne Marie Steen-Petersen

Hvorfor er norsk litteratur så spændende i disse år?

Måske kan man lede efter svar i Tomas Espedals nye bog om Bergen og bøgerne.

Skønlitteratur

Er det ikke frihed at kunne lukke sig inde, å stenge seg inne? Tomas Espedal taler alle teenageres sag, når han stiller spørgsmålet, og blandt de mange stærke digte, noveller og essays i ’Bergeners’ er der også et o m nødvendigheten av en dør.

Engang flyttede forfatteren og hans hustru ind i et hus i Nicaragua, som bortset fra en storslået indgangsdør slet ingen døre havde: e n arkitektidé: åpne overganger mellem rommene.

Men forfatteren bestilte i hemmelighed en dør til sit arbejdsværelse hos den lokale snedker, og en dag, mens fruen var på arbejde, blev den sat op med karm og lås og det hele.

Da hun kom hjem og så den lukkede dør, udstødte hun et suk så stort, at han kunne høre det inde på værelset gennem den lukkede dør. Og da hun river i håndtaget, bliver han sendt på en tidsrejse tilbage til drengeværelset:

»På noen områder skjer det ingen utvikling i et liv; vi bliver eldre, har fått erfaringer og noen innsikter, vi har reist og lest bøker, møtt mennesker og utfordringer, vi er blitt klokere, samtidig som vi fremdeles er dette trassige barnet, denne lille personen som finner stor glede og en viss frihet i å stenge seg inne på et rom«.

Både barn og voksen Espedal er voksen og barn på én gang, det gør ham så nærværende. Han skriver ukunstlet om de største ting, sorgen, tabet, døden, kærligheden. Langsomheden.

Men han løfter også blikket, søger ud i sin vide intellektuelle horisont, giver perspektiv.

Espedal skriver som et barn om voksne ting, og han skriver som en voksen om barnets ting. Men han kan eller tør som en hel række norske forfattere være naiv og intellektuel på én gang.

Det er stærkt tilfredsstillende for den voksent barnlige læser. Og det er sjovt, for han har humor: » Det gjør godt å ha fiender. Man holder seg ung og umedgjørlig«.

Men 'Bergeners' er ingen munter bog. Den er humoristisk med den hvide klovns tragiske smil, der gemmer på fortvivlelse.

Det er Bergen, og regnen siler ned.

Dublin og Joyce
Titlen er en hilsen til James Joyce og hans ’Dubliners’ .

Espedal portrætterer sin hjemby og dens litterære liv, forfatterne myldrer i byen og verden og bogen: Knausgård, Løveid, Solstad, Borges, Klougart, Jordal, Bernhard, Søndergaard, Handke, Moravia, Aasprong og mange, mange flere.

For Espedal og for Vorherre er vi alle bergeners knyttet til denne by, hvorfra en verden går, Norges intellektuelle hovedstad.

Espedal formår fuldstændig ubesværet og uprætentiøst at være meget norsk og meget international på én gang, også det gør ham så indtagende: » Jeg tok toget fra Bergen til Oslo, videre til København og direkte ned gennem Tyskland og inn i Italia« hedder det i novellen om forfatteren, som ikke skriver. Her er helten Harold Costello, som Espedals læsere har mødt før.

Costello gemmer sig i en italiensk landsby, i et hus fra 1600-tallet med hvidtjørnehæk omkring: Den må han » ha plantet etter å ha lest Proust«. Og her er plantet nogle af de smukkeste sider om skriveblokering, jeg har læst.

De afsluttes med et lille stykke om ’det perfekte rommet’, en lejlighed, som Espedal indretter til sig selv og sin skrivning: » I løpet av de to årene jeg bodde i leiligheten (…), klarte jeg ikke å skrive en eneste roman, ikke en eneste novelle«.

Knausgård som modfigur
Men nu har han klaret at skrive ’Bergeners’, der ikke mindst har forfatterkollegaen Karl Ove Knausgård som med- og modfigur. Her må næsten citeres fra Knausgårds ’Min Kamp’, hvor femte bind er et Bergen-bind, som begynder:

»De fjorten år, jeg boede i Bergen, fra 1988 til 2002, er for længst forbi, der findes ingen spor efter dem bortset fra som episoder, forskellige mennesker måske husker, et glimt i et hoved hist, et glimt i et hoved pist, og selvfølgelig alt det, min egen hukommelse rummer fra den tid. (…) Det eneste, der er tilbage af alle de tusindvis af dage, jeg tilbragte i den lille smalgadede, regnglimtende vestlandsby, er nogle få hændelser og en masse stemninger. (…) det var sådan en forfærdelig tid«.

Andre steder i ’Min kamp’ er Bergen ikke slet så forfærdelig, men ét forløb er forfærdeligt: Knausgård anklages for voldtægt af en kvinde, han har været sammen med i Tomas Espedals lejlighed. Hos Espedal optræder episoden allerede på side 14 i ’Bergeners’:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg hadde reist på impuls til Madrid, for å komme meg bort fra bråket rundt utgivelsen av Knausgårds bøker i Norge. Han hadde nevnt navnet mitt i forbindelse med en ubehagelig episode i leiligheten min, og telefonen min ringte ustanselig (…)«.

Nævnes ikke ved navn
Episoden fortælles fra Espedals vinkel, det er råt stof. Rå er også den helvetessone, hvor bogen og Espedal hjemsøges af en mann i kostyme.

Det er massemorderen Breivik, men han nævnes ikke ved navn. Det gør til gengæld Janne og Maria Helena og Szilvia Molnar, de skønne kvinder, de mulige, de anede eller de tabte kærligheder. Som det hedder i novellen ’Hun’:

»Det er to år siden hun forlot ham, og det hender fremdeles at han håper at hun skal komme inn døren slik hun pleide. Han venter på at kjærlighetssorgen skal gå over, men den går ikke over. Da hun flyttet ut av huset, falt han i et slags koma; kjærligheten er noe av det vakreste som finnes, men den kan også ødelegge et menneske«.

Krydsende motiver
Der er nattetanker om selvmord, der er træthed til døden, og der er i det hele taget en viss alder, hvor man har fått nok av alt.

Men der er også den laks, som på allerførste side »kaster sig i en høy bue opp i fossen«, og den laks er så stærk, at gutten må græde over synet, og den er så stærk, at den springer helt til New York og lander på tallerkenen mellem den voksne mand og hans Janne, som siger: » Når vi kommer hjem, er vi nødt til å gå fra hverandre«.

’Bergeners’ er en gennemkomponeret bog, hvor motiverne hele tiden krydser hinanden, og Espedal konstant skærper sin genre, som er selvfiktiv, essayistisk, aforistisk: » Jeg skulle gjerne ville starte en revolusjon«.

Knausgård arbejder jo i en lignende genre, men alt andet end knapt: overdådigt.

Og et af aspekterne ved ’Bergeners’ er en udfordring til Knausgård, sådan som det jo ligger i selve ordet ’essay’: at prøve – også at prøve hinanden af. Udfordre.

Fra hver sin ende af en norsk skala arbejder Espedal og Knausgård på den forlibelse mellem fiktion, essayistik og selvbiografi, som gør norsk litteratur så vedkommende i disse år.

Fjell, elve og frokost

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For en dansk læser er ’Bergeners’ i høj grad også en bog om nordmænd og Norge, landet, hvor bjerge hedder fjell, floder elve, morgenmad frokost og Grækenland Hellas.

Et land, hvor laksen springer, og forfatterne tør bruge både sig selv og verdenslitteraturen på en måde, vi knap kender til.

»Jeg skulle gerne ville bo i Spania«, begynder opsatsen ’Forfatterens ettermiddag’: » Våkne av at solen slår mot ansiktet«.

Jeg skulle gerne ville bo i Bergen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce