Mønsterbryder. Ahmad Mahmoud, født 1987, tegner et billede af sig selv som en dreng, der står uforstående over for de regler, der hersker og håndhæves i barndoms- miljøet.
Foto: Martin Lehmann

Mønsterbryder. Ahmad Mahmoud, født 1987, tegner et billede af sig selv som en dreng, der står uforstående over for de regler, der hersker og håndhæves i barndoms- miljøet.

Skønlitteratur

Stærke fortællinger er et opgør med ghettoens patriarkalske undertrykkelse

Ahmad Mahmoud har skrevet en stærk bog om sin opvækst og kampen for at løsrive sig fra en voldelig patriarkalsk kultur.

Skønlitteratur

Ahmad Mahmoud er dansker med palæstinensisk baggrund, maskinmester og nu forfatter. Hans bog er en kritik af en ghettokultur, der holder sine børn fanget i en voldelig mekanik, der ikke har andet formål end reproduktionen af familien og opretholdelsen af dens hierarki.

Bogen indledes med et citeret digt af den libanesisk-amerikanske digter Kahlil Gibran: »Jeres børn er ikke jeres børn./ De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv«. Smukke vers, og smukt, at Mahmoud på denne måde henter kritikken af den arabiske kultur, han er vokset op med, hos en arabisk digter.

Gennem en række erindringsstykker, der bevæger sig nogenlunde kronologisk gennem Mahmouds barndom, får man billedet af en dreng, hvis sunde fornuft slet og ret står uforstående over for de hierarkier mellem generationer, køn og søskende, der hersker og håndhæves med vold i ghettoens ’parallelsamfund’.

Som den yngste bror i en søskendeflok på syv har han gennem sin opvækst rangeret lavest i hierarkiet og haft den indiskutable tjans som stikirenddreng: Køb lige smøger til far, køb lige ind for mor, pas lige din brors børn.

En af Ahmad Mahmouds pointer er, at vejen til frigørelse går gennem kvinderne

Rimelig vild er situationen, da han som gymnasieelev bliver beordret til at flytte ind hos sin brors gravide kone, mens broderen er i fængsel, og passe hendes børn og husholdning, samtidig med at han forsøger at passe sin skolegang.

Far som almægtig patriark

Man har lyden af mange smældende lussinger i hovedet efter endt læsning: Far slår sine børn, far slår sin svigerdatter, bror slår søster eller yngre bror, arabisk skolelærer slår elev.

Indimellem bliver det værre end slag, som da far brændemærker sin yngste søn med en cigaret, fordi sønnen efter at have hentet cigaretter til ham 10 gange på en dag spørger ham, om det ikke er haram at ryge. Eller når storebror for sin fornøjelses skyld torturerer lillebror med kolde afvaskninger og tæsk. Eller da politiet stormer lejligheden og lægger hele familien i håndjern, fordi en af brødrene har været involveret i en skudepisode.

Det hele opleves gennem drengen Ahmad, der står uforstående over for al den magtudøvelse og ikke kan se den som andet end de afmægtiges paradeopvisning.

Eksempelvis skildrer han kontrasten mellem far som almægtig patriark derhjemme og far, når han tøffer sølle rundt i indkøbscentret (som i øvrigt bare hedder ’Bilka’: »Bilka bruges om et hvilket som helst sted i Hundige Storcenter – vi kalder bare det hele for Bilka«).

Langsomt siger Ahmad fra, selvom man kan følge og forstå, at det kræver stor selvovervindelse. Med bogen tager Mahmoud løsrivelsens endelige skridt og ønsker med sin egen historie som eksempel at inspirere andre til samme frigørelse.

Et vigtigt opråb

En af Ahmad Mahmouds pointer er, at vejen til frigørelse går gennem kvinderne:

»Hvis kulturen nogensinde skal ændres, skal mændene have mundkurv på, og kvinderne skal slippes fri. Fri fra kulturens lænker, der fastholder dem i et analfabetisk, børnesavlende madslave-helvede«. For Mahmoud er mændene uden tvivl »det svageste køn« – de er så svage, at de åbenbart ikke kan styre deres seksualitet offentligt, hvis ikke kvinderne dækker sig til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man kan spørge sig selv, hvad det er, der har givet en dreng som Ahmad evnen og modet til at tage afstand fra sin kultur. Måske er det blikket for den ynkelighed, der skjuler sig bag autoriteten. Måske spiller hans fysiske størrelse også en rolle: Han beretter, hvordan han i 1. g vejede 150 kg og havde fuldskæg.

Glimtvis er det måske de danske institutioner, der har hjulpet ham: Han skildrer ungdomsskolen som et fristed og erklærer sin kærlighed til den skolefrøken, der ville have ham til at tale, så hun med lukkede øjne tænkte: »Det er en dansker!«, og først med åbne øjne forbavset måtte konstatere: »Det er en Mahmoud!«.

Trods den barske historie skriver Mahmoud ikke uden varme og humor om sin opvækst. Han kan ironisere over den kitschede ’Tusind og én nat’-stil i den tillukkede, evigt elektrisk oplyste konstant madlugtende ghettolejlighed og alligevel få læseren til at fornemme den hjemlige hygge ved mors gode arabiske mad og madrasrummet med fjernsyn.

Bogen er en vigtig historie og et vigtigt opråb, og sproget flyder, så Mahmouds gamle lærerinde med stolthed og åbne læseøjne ville tænke: »Det er en dansker!«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce