Forfatterfoto. Der er noget privat stof i Rasmus Nikolajsens digte, og der er, som der lidt selvironisk står et sted, noget om »klimakrise, skilsmisse, kødspisere«.
Foto: Anne Mie Dreves (Foto fra bogen)

Forfatterfoto. Der er noget privat stof i Rasmus Nikolajsens digte, og der er, som der lidt selvironisk står et sted, noget om »klimakrise, skilsmisse, kødspisere«.

Skønlitteratur

Digtene i Nikolajsens bedste bog er sjove og systematiske

Rasmus Nikolajsens nye bog, ’Tilbage til unaturen’, er forfatterskabets bedste bog indtil nu.

Skønlitteratur

Bedste kalkgrubepoesi i år 2016 kommer her: »Kalken er massiv, men sårbar,/ som en krop. Fugt klemmer sig ud/ og vokser sammen til bække,/ søer; klare som ellers kun/ tanker kan være, men sjældent/ er. Det er som at gå rundt i sin egen hjerne lige før/ en drøm bryder frem ...«.

Digtet er fra Rasmus Nikolajsens nye bog, ’Tilbage til unaturen’ , som er en naturdigtsamling; det vil (ifølge bogflappen) helt konkret sige: Digte skrevet i naturen (mellem 2011 og 2015). Eller natur og natur. Det, der er med naturen, er ofte, at den ikke er så naturagtig endda, tit en form for unatur eller kultur, eller også giver de her betegnelser og distinktioner bare ikke mening længere.

I hvert fald: ’Tilbage til unaturen’ er en fremragende bog og umanerlig nikolajsensk. Hvilket vil sige præget af sproglig økonomi og præcision på den ene side og en legende lethed på den anden.

Stramt system

Der er mange metaforer – som i det citerede digt, hvor det at gå i kalkgruben er som at gå rundt i sin egen hjerne, før en drøm bryder frem – men de virker alle sammen ubesværede og samtidig enormt koncise. Der er et stramt system, som dikterer, at hvert digt har 8 strofer med hver 8 verslinjer på hver 8 stavelser, bortset fra et forløb med 8 strofer a 8 linjer og et andet forløb med 16 digte eller strofer a 4 linjer.

Sådan er der også noget Klaus Høeck over det, ikke kun hvad systemerne angår, men også i forhold til det indimellem helt private hverdagstrummerum-rum: »Man er separeret og/ ulykkelig og har ikke lyst til samleje med nogen«, lyder det i et digt, der meget morsomt slutter: »Man har ikke/ lyst til at nogen skal have/ samleje overhovedet«.

Kødindustri og klimakrise

Og så er der også noget med den måde, hvorpå en pludselig patos eller et politisk statement kan melde sig på banen. Her er vi (stadig) midt i kalkdigtet, der i øvrigt bærer titlen ’Mønsted Kalkgruber, 15. februar 2013’: »Kan/ man elske et menneske der/ er så uempatisk eller/ styret af syg normalitet,/ at det spiser dyr der blev født,/ nægtet deres natur, pint og/ dræbt i industrilandbruget?/ Og kan man lade være?«. Ud af det blå står det der. Ikke umotiveret eller malplaceret, snarere tværtimod.

Systematisk, sjov, koldblodig, legesyg og hårdtslående

Andre dele af bogen adresserer klimakrisen som problem og får til tider et misantropisk skær. Et digt, som handler om, hvordan man bedst beskriver havørnens svæv, rummer for eksempel linjerne »jeg kan ikke lade være/ med at tænke på at verden/ nok ville være smukkere/ uden mennesker, der/ ville blot ikke være nogen til/ hele tiden at sige smukt«. Mens et digt om solnedgang ender med ordene: »Trøster det dig lidt at tænke/ på at når vi mennesker er/ væk, vil solen fortsat finde/ nye måder at gå ned på?«.

’Tilbage til unaturen’ er således en digtsamling om kødindustri og om klimakrise, men er lige så meget en politisk bog på grund af, ja, den måde, den arbejder, helt formelt, med kombinationen forholdsord og verber på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Forfatterskabets bedste bog

Det lyder måske tørt og abstrakt, men det er det ikke. Det handler om, at der hele tiden er noget som »ruller hen mod«, »trænger ind i«, eller »suger sig ind i«, hvilket alt sammen er med til at skabe en vis aktivitet, en særlig relationalitet, en slags indfoldning eller omsvøbning. Eller: et verdensbillede, hvor der ikke kan være tale om en bevægelse, fra digterens side, ind i naturen, fordi han så at sige altid allerede er inde i naturen. »Jeg/ længes efter at fortsætte,/ ned ad stien og skrænten, ind/ i skoven men jeg er inde/ midt i skoven allerede«.

Sådan er bogen som helhed. Systematisk, sjov, koldblodig, legesyg og hårdtslående. Der er solnedgange og regn. Svenske skove, Islands Brygge, Badeschiff i Berlin og et velkendt cykelbjerg (Nikolajsens sidste bog, ’Udbryderne’ (skrevet sammen med Lauge Larsen), er en krimi, der foregår under et Tour de France!). Der er noget privat stof, og der er, som der lidt selvironisk står et sted, noget om » klimakrise, skilsmisse, kødspisere«.

Det er for mig at se forfatterskabets indtil videre bedste bog. Så her et sidste digt, hvor der måske, måske ikke, hilses på Per Højholt: »Står træerne i vejen for/ solnedgangen, eller udgør/ de, idet de blusser op som/ fakler, det egentlige show?«. Utrolig godt spørgsmål, lige så god bog!

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce