Portræt. 'Vold' handler om en ung mand, der til forveksling ligner forfatteren Peder Frederik Jensen
Foto: Miriam Dalsgaard

Portræt. 'Vold' handler om en ung mand, der til forveksling ligner forfatteren Peder Frederik Jensen

Skønlitteratur

Ambitiøs roman gør op med litteratur uden meninger

Peder Frederik Jensens ’Vold’ er på samme tid et portræt af Afrika og forfatteren selv.

Skønlitteratur

Det er egentlig noget af et pres, han har fået lagt på sig selv, Peder Frederik Jensen.

I foråret 2015, aldeles uafhængigt af Mette Høeg, publicerede han en polemik, hvori han efterlyste en mindre snobbet og mere verdensvendt romankunst, en litteratur, som i etisk eller politisk henseende ikke er frelst, en litteratur, som med hans egne ord ikke ender oppe i røven på sig selv.

Eksemplet til efterlevelse var den nu afdøde chilenske forfatter Roberto Bolaño, som netop hverken var »salonæstet eller klumpedumperealist«.

Og jeg kunne sådan set godt følge Peder Frederik Jensen, hans efterlysning, hans brug af Bolaño og den implicitte kritik af dele af det danske litteraturmiljø – og, NB, ikke mindst også af hans eget, tidligere og noget minimalistiske forfatterskab.

Men spørgsmålet er nu, når hans stort anlagte roman ’Vold’ udkommer, om han selv kan leve op til disse høje krav. Med andre ord: Praktiserer han, hvad han prædiker? Til dels, i overvejende grad, men det er selvfølgelig også en umulig opgave, en utopi.

At turde tage fejl

I alt fald: ’Vold’ er, ja, en bog om volden, vreden og verden. Nærmere betegnet: Afrika.

Store dele af romanen er en rejseberetning, hvor hovedpersonen, Simon, daffer gennem Nord- og Vestafrika. Her indgår for eksempel en virkelig morsom rejse et sted i Mali med geder på taget af en stopfyldt bus og gedepis, der plasker ned på passagererne, og en chauffør, som imens hører fucking Celine Dion.

Det hele er meget dokumentarisk, og også meget holdningspræget og vinder virkelig ved, at forfatteren tydeligvis ved, hvad han snakker om – hvilket også vil sige, at han, med den gamle kliché, ved, at han intet ved:

Peder Frederik Jensen drager konsekvensen af sin egen polemik

»Det nytter ikke noget at komme med sin ideologisk definerede postkolonialisme fra det højeste nord og så påstå, at man ved, hvordan problemerne løses i Afrika. Man er nødt til at turde tage fejl. At indrømme det. Jeg ved det ikke, må man sige, men det her oplevede jeg. Verden er ikke simpel«.

På den måde er romanen på den ene side et opgør med den litteratur, som er bange for indhold og meninger, og på den anden side et opgør med den kunst, som udelukkende er interesseret i kontinentet som kulørt krydderi i deres egen eurocentriske og evindelige kunstkarriere (det, der et sted yderst satirisk betegnes som Mørkets Hjerte Inc.).

Men frem for alt er bogen et opgør med det, man kunne kalde en racistisk antiracisme: »Når man hopper på klicheerne om det afrikanske menneske som mere moralsk, mere ædelt, og påstår, at alt skidt og problematisk kom med kolonitiden, er man i virkeligheden racist«.

Man kunne også sige det på den her måde: at være et røvhul er en potentiel egenskab ved det at være menneske – hvis man således udelukkende og på forhånd opfatter afrikanere som søde og rare mennesker og af dén grund mener, at de har krav på en anden behandling, end den de får nu og har fået gennem hundredvis af år, så deltager man i en umenneskeliggørelse af mennesker.

Under læsningen kom jeg til at tænke på den unge franske forfatter Édouard Louis, som i Politiken for nylig udtalte: »Hvorvidt folk er elskelige eller ej, har intet at gøre med, om man skal forsvare dem ... Jeg skriver, fordi jeg afskyr dominans, ikke, fordi jeg elsker de dominerede«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er en lignende logik, man får præsenteret i ’Vold’, og nu virker det måske, som om jeg bruger lang tid på at skrive om indsigter og analyser og holdninger, men det er, fordi det betyder noget i og for romanen selv. At Afrika ikke kan reduceres til ren æstetik. Men selvfølgelig er romanen ikke et debatindlæg, selvfølgelig handler den om andet end Afrika.

Der krydsklippes mellem Mali, Marokko, Mauritius, Senegal og så København, hvor Simon er vokset op som yngste barn i en meget stor og meget sammenbragt familie; hvor han har været en del af det autonome miljø; hvor han har haft diverse forhold og nu, i fortællingens nutid, har mødt Laura, som han skal have et barn med; og hvor hans mor pludselig dør.

Konsekvensen af egen polemik

Alt det handler romanen også om, en roman, som er fortalt i tredjeperson, men som tydeligvis også er en slags selvbiografi (sine steder føles det næsten som en nøgleroman?). Og det befriende ved dette selvportræt er, at det også er en selvkritik, en selvudlevering.

For eksempel siger kæresten Laura følgende til Simon, der, som jeg læser det, ikke kan være andet end forfatterens alter ego: »Du har så travlt med andre mennesker, med de andre digtere, især kvinderne, især de unge kvinder, der ser godt ud. Skriver de nu godt ud fra et eller andet æstetisk ideal, nogen, hvem egentlig, har defineret. Det stinker, sagde hun, fordi det virker som misundelse. Det virker, som om du bare vil have noget, de får, som om du ikke er i stand til at hæve dig over krapylet«.

Andre steder handler romanen om selve arbejdet med at skrive romanen – som der stod på Peder Frederik Jensens blog for en uges tid siden: »Bogen indeholder vel en tre-fire forskellige og kuldsejlede manuskripter, en del løse ideer, nogle dagbogsnotater, tilfældige nedslag og selvfølgelig et par skæbnetunge hændelser«.

Og det mærker man godt: at det er en så at sige sammenbragt bog, man læser, og at det har været en kamp at skrive den, at det har været besværligt at oversætte rejsen til skrift, men det gør egentlig ikke noget. Man er sådan set med på, at det fra begyndelsen er »en bog om ikke at kunne fortælle som autoritet«. Det føles ikke bare som en undskyldning.

Man køber også, at der er nogle unødige gentagelser undervejs. Til gengæld ved jeg ikke, om jeg køber bogens grundlæggende opgør med enhver form for offerposition. Jeg ved heller ikke helt, om romanens afslutning med »et nyt liv, en ny morgen« bliver lidt for meget.

Annonce

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men frem for alt savner jeg til tider noget fiktion og fabulation, en vild imaginær gestus a la Bolaño. Noget, der sprænger det dokumentariske rum og stikker helt af. Det er jo også det, romanen kan, for nu at vende tilbage til dén diskussion.

Men én ting er sikker, med ’Vold’ drager Peder Frederik Jensen konsekvensen af sin egen polemik, og han er hverken salonæstet eller klumpedumperealist. Dertil skriver han alt, alt for godt:

»Jeg nyder at se folk sove, at gå rundt i byer om natten, at forestille mig hver enkelt i sin seng. Jeg nyder at være den, der våger. Det slår mig, hvor meget af livet der går med at have styr på søvnen, at sikre sig sit leje, sin ro. Det gør os banale, at vi skal sove, at selv den største massemorder trænger til hvile, når han har udryddet en landsby. Præsidenter må sove, digtere må sove. Det trækker noget ud af alvoren«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce