Foto: Omslag fra bogen
Skønlitteratur

Sylvies Bocquis erindringer er et drama i den sarte piges sanseapparat

Sylvie Bocquis franske barndomserindringer er et tyst drama udspillet i den lille piges delikate sanseapparat og bedst, når det er mærkeligst.

Skønlitteratur

Franske Sylvie Bocqui romandebuterede i 2013 med ‘En sæson’, der allerede året efter kom på dansk. Nu kommer Bocquis egentlige debut fra 2002, en lille bog med en mærkelig titel: ‘Uendelig muslinger’.

‘Uendelig muslinger’ er også en mærkelig lille fortælling, en række spredte barndomserindringer fortalt i tredje person. Erindringerne tilhører den lille pige Stéphanie, der i Bocquis naivt lyriske prosa bare bliver til ’hun’ eller ’den lille’. Hendes far er fraværende og småsadistisk, hendes mor følelseskold og ustabil, selv er hun forsømt (»Hendes hår er altid filtret, og man har lige så lidt lyst til at kærtegne det som at stryge hen over hårene på et vildsvin«), men heroisk i sin ensomhed.

Bocquis fortælling er sporadisk om barndommens ydre hændelser, men indtaget i barnets sanselige indre liv. Og Stéphanie er i sine sansers vold.

Hun »har følere, overalt, i tæerne, ved læberne, i næseborene, i øjnene, og en utrolig modtagelighed for indtryk«, der især kommer til udtryk som et hypersensuelt og måske også spirende seksuelt forhold til stof – lagener, gardiner, tæpper, tørklæder, lyserødt flonel og nylon – og, som her, til farver: »Hun beruses af farverne. Der er omvendte spejles sorte farver, dryppende isklumpers hvide, sølvfarver spejlende den tomme himmel, kridhvide knirkende farver, lilla sorgfarver, lommetørklædehvidt krøllet til skyggemørke, mineralviolette farver, frosne brune farver under sneen. Den lille savler ud af øjnene«.

Beslægtet med andrefortællinger om grusomt pigeliv, som tyske Unica Zürns 'Mørkt forår' eller Tove Ditlevsens erindringer

»Men før ordet, uden ordet«, som der står, for barnets indtræden i sproget er et traume, der beskrives som en død slet og ret (som det næsten kun kan gøres på fransk), et tab af den tidlige barndoms sansenærvær, der også lader til at grundlægge alle de svigt, der følger efter.

Sproglig finesse i den sarte piges sanseapparat

Hun er også en underlig lille masochist, en fantast, der forestiller sig selv som en porcelænsfigur, hun har set i et butiksvindue, og som »en meget syg ung pige med lilla ansigtsfarve, hvilende afkræftet på sine puder, svedende meget, men smilende alligevel«, og som Ludvig den Hellige, Zorro og en sultans slavinde. Hun spreder nysgerrigt benene på sine dukker, kommer på kostskole og drømmer senere om at blive nonne.

Det er, når denne pigeopvækst er mest foruroligende, når den lille savler ud af øjnene, kort sagt, når den er mærkeligst, at ‘Uendelig muslinger’ er bedst. Så er den i øvrigt også beslægtet med andre fortællinger om grusomt pigeliv, som tyske Unica Zürns ‘Mørkt forår’ eller Tove Ditlevsens erindringer eller pigeportrætterne hos Olga Ravn og Cecilie Lind. Bare en français, mere sart og mere sødligt og, hvis man kan sige det sådan, fortrængnings-fastholdende. (Hvad er det, den lille og hendes bror laver i pulterrummet?). Som så er dér, den også bliver lidt slidsom.

Bocquis første bog er et tyst drama udspillet i den lille piges sarte sanseapparat. Uskylden – og uskyldstabet – beskrevet indefra i skiftevis ængsteligt minimal og overdådigt sanselig prosa. Oversættelsen er forløst med finesse af Hans Peter Lund, der trods alt også har oversat den sanseligt registrerende, foruroligende kvindeskildring over dem alle, nemlig Flauberts ‘Madame Bovary’,

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce