Morrollen. Især Kirsten Thorups modige beskrivelse af forholdet mellem en mor og hendes datter bider sig fast og får for alvor hendes nye roman til at løfte sig.
Foto: Finn Frandsen (Arkivfoto)

Morrollen. Især Kirsten Thorups modige beskrivelse af forholdet mellem en mor og hendes datter bider sig fast og får for alvor hendes nye roman til at løfte sig.

Skønlitteratur

Roman skildrer mor-datter-forhold, så hjertet sidder helt oppe i halsen

Kirsten Thorups nye roman er en fremragende og oprivende skildring af et mor-datter-forhold, der kuldsejler fra første færd, og et intenst portræt af en kvinde, der aldrig føler sig tilpas i det 'normale' liv.

Skønlitteratur

Det at blive mor er at hengive sig til en forelskelse, der aldrig hører op«, tænker Tara et sted. Men det er »også en hemmelig sorg«, hedder det lige efter. For Tara mister forbindelsen til datteren Siri i lange perioder i løbet af sit liv. Mor-datter-forholdet, omdrejningspunktet i Kirsten Thorups nye roman, former sig mere som en kampplads end en kærlighedsrelation.

I romanens første del er Tara jegfortælleren, der under kapiteloverskrifterne ’Hvor kommer jeg fra?’ og ’Hvem er jeg?’ indsættes i hele den identitetsproblematik, der går som en strøm igennem Thorups forfatterskab.

Man læser disse scener og træfsikre eskalerende ordvekslinger med hjertet helt oppe i halsen

Taras forhold til moderen er ambivalent, og rollen som moderens »lille tjenestepige« vil hun ikke have. I det hele taget vil hun – ligesom hovedpersonen i ’Lille Jonna’ – ikke have forældrenes liv i den fynske landsby. I skolen opdager hun, at hun kan spille skuespil, og hun rejser først til London, hvor hun tager dramakurser, dernæst til København, hvor hun bliver en del af det eksperimenterende Teater-Laboratorium. Men skuespillet opgiver hun. Hun kan ikke skelne mellem sig selv og de roller, hun spiller på scenen.

Herefter begynder et omflakkende, søgende liv, hvor hun træder ind i forskellige roller. Hun hjælper en palæstinensisk mand, hvis familie hun skal besøge i hans hjemland, som hans sendebud. Så påtager hun sig endnu en hjælperolle ved at indgå et proformaægteskab for at skaffe en helt ukendt udlænding opholdstilladelse.

Hun har livet igennem skiftende løse jobs, flytter fra det ene sted til det andet. I en periode er hun indlagt. ’Normal’ er et ord, der går igen, og det er noget, Tara ikke kan blive i gængs forstand.

Moderrollen er sådan set den mest vedvarende rolle i hendes liv, fordi den ikke lader sig forlade eller udskifte. Udgangspunktet er det værst tænkelige. En mand, der stort set aldrig er der – han flytter til New York som fotograf, begår senere selvmord – og en forfærdelig fødsel og barsel, der resulterer i en fødselsdepression.

Hun er fuldstændig prisgivet i rollen som alenemor og kan i perioder slet ikke finde ud af at passe den lille Siri, der for en tid bliver anbragt. Som barn skal Siri klare langt mere, end et barn magter, og som 15-årig flytter hun simpelthen. Uden et ord.

Denne del af romanen er fortalt i tredje person, hvilket giver Thorup mulighed for at skifte mellem datterens og morens synsvinkel. Man forstår Siris voldsomme afvisning af moderen, og man forstår Taras lidelser.

Man forstår Siris voldsomme afvisning af moderen, og man forstår Taras lidelser

Som ung kunstner laver Siri en videoinstallation, der viser en høne, der æder sit eget æg. Den kannibalistiske mor. Ja, for Tara jagter jo efterhånden sit eget nu voksne barn, bejler til det, men jo mere hun gør det, jo mere afvises hendes »mor-performance«, som Siri hånligt kalder det. Ingen tilgivelse her, moderen kunne »jo blive normal, hvis bare hun samler sig sammen«, mener Siri.

Siris projekt er at blive sig selv og kunstner – ligesom Taras i sin tid, men i modsætning til Tara klarer hun det, fordi hun kan bruge sin historie som ’selv-fiktion’ i sin kunst, mens Tara forbliver en hjemløs i tilværelsen. Efterhånden ikke blot i overført betydning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den stofrige romans store klangbund udgøres af en række billeder fra sidste del af 1900-tallet – kollektiver, behandlingen af den enlige mor på kontanthjælp, flygtninge, fattige rumænere, udeliggere, alle dem, der ikke er plads til eller ikke passer ind i en stadig strammere normalitetsnorm. Og vi når frem til nutiden i sidste dels store skildring af klimakonferencen COP15, som Siri fotodokumenterer og dermed bevæger sig ind i det minerede felt mellem kunst og aktivisme.

Men det er i skildringen af det komplicerede mor-datter-forhold, at romanen løfter sig himmelhøjt og virkelig fæstner sig.

I den græske tragedie ’Medea’, som Tara citerer, betegnes »gudernes strengeste straf« som »at miste de børn, man har født«. Det sker på mere radikal vis for Tara end for de fleste, men der er for enhver forælder en masse genkendeligt stof i kampen mellem en forælder og et barn. Man læser disse scener og træfsikre eskalerende ordvekslinger med hjertet helt oppe i halsen.

Kirsten Thorup har haft mod til at skrive denne kamp helt til bunds. Hun er også modig nok til at lade den ende på en helt uforudsigelig måde, så dette mor-datter-forhold ikke – kun – er en tragedie.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce