Mystisk forfatter får seks hjerter for sin mafia-fortælling

Den tredje af Elena Ferrantes fremragende Napoli-romaner er en sand fornøjelse.

Skønlitteratur

Vi er vant til at få serveret fortællinger om mafiaen fra et maskulint perspektiv.

Mario Puzos romaner og den deraf følgende ’Godfather’-filmtrilogi, Martin Scorseses ’Goodfellas’, Matteo Garrones ’Gomorrah’ (og den italienske tv-serie af samme navn) samt tv-serierne ’Corleone’ og ’The Sopranos’ er alle dannelsesfortællinger fra the dark side med fokus på mændene og magten.

Igennem tre (snart fire, vil rygterne vide) mesterlige murstensromaner beskriver den hemmelighedsfulde italienske forfatter Elena Ferrante imidlertid en opvækst i skyggen af den napolitanske camorra fra en ung piges synspunkt. Effekten er slående. I stedet for det traditionelle blik på magtmekanismerne, bliver mafiafortællingen et scenografisk bagtæppe for en handling, der i højere grad har universel relevans.

Men tro ikke et sekund, at der er mindre vold eller heftighed af den grund: Ferrante skriver som et rasende maskingevær, og hendes sprog er råt, handlingsmættet og hårdkogt.

En spejling af to kvindeliv

I den første af romanerne, ’Min geniale veninde’, tegnede hun et portræt af veninderne Lila og Elena, to parallelle pigeliv i den syditalienske slum.

I ’Historien om et nyt navn’ valgte de unge piger væsensforskellige livsbaner: Lila blev gift, skilt og gravid, mens Elena, romanernes jegfortæller, forlod Napoli, uddannede sig på universitetet og udgav en succesfuld bog. Mens skiftet fra første til anden roman var et spring fra pige- til kvindeliv, markerer den tredje roman, ’Dem der flygter og dem der bliver’, en bevægelse mod en litterær selvbevidsthed.

Hende, der begyndte som et nysgerrigt pigebarn, når sin selverkendelse som fortællerstemmen, der ser tilbage på sin tilværelse med en blanding af bitterhed, bebrejdelser og vemod – og som erkender at have farvet sine erindringer, mens hun skrev. Eller som Lila siger: »Enhver af os fortæller vores liv, som det passer os«.

Den tredje roman tager sin begyndelse med et møde mellem de nu granvoksne kvinder, der går en tur i Napolis stradone, netop som et kvindelig findes.

Kvinden viser sig at være en af de piger, de legede med som små, og episoden tjener til at minde såvel Lila og Elena som læseren om, at romanens kvinder lever i konstant fare for fordømmelse og vold – i første omgang fra deres mænd, men også fra det omgivende samfund.

Ferrante skriver, så alting føles fysisk; klasseforskellene, ydmygelserne, venskabets ubrydelige melankoli og moderskabet

Spejlingen af de to kvindeliv er og bliver Napoli-romanernes nervetråd.

»Det vigtigste var at komme væk fra Napoli«, siger Elena, men hendes komfortable liv med universitetsprofessoren Pietro giver ikke den tilfredshed, hun havde håbet. Der blæser nye politiske vinde ind over Europa, og kvindefrigørelsen sætter hendes livsvalg i et større perspektiv, men især spøger opvæksten i Napoli og Lilas lykkeløse skæbne.

BOGFOLK

Ferrante skriver, så alting føles fysisk; klasseforskellene, ydmygelserne, venskabets ubrydelige melankoli og moderskabet. Alt behandles detaljeret og troværdigt i et sprog, der ikke er smukt, men rigt og turbulent og fyldt med mere sandhed end skønhed.

Hvem end hun er, denne Ferrante, så flytter hendes romaner sin læser, som kun sand fortællekunst kan.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce