Skæringspunkt. Den unge tunesiske gadesælger Muhammed Bouazizi satte ild til sig selv i protest mod styret i 2010. Han døde på hospitalet, men hans aktion startede en revolution. Her ses han endnu i live med Tunesiens daværende præsident Zine El Abidine Ben Ali på besøg.
Foto: AP/Tunesian Presidency (Arkiv)

Skæringspunkt. Den unge tunesiske gadesælger Muhammed Bouazizi satte ild til sig selv i protest mod styret i 2010. Han døde på hospitalet, men hans aktion startede en revolution. Her ses han endnu i live med Tunesiens daværende præsident Zine El Abidine Ben Ali på besøg.

Skønlitteratur

Romanen 'Kairos' er et kulsort mesterværk

Svenske Andrzej Tichýs roman 'Kairos' er et mesterværk og anviser en mulig vej for romanen i det 21. århundrede.

Skønlitteratur

Den tyske tænker Ernst Bloch skrev engang, at man ikke skal bedømme utopier ud fra, hvor realistiske de er; man skal snarere bedømme enhver realisme ud fra, hvor utopisk den er. Kun den realisme, der rummer en utopi i en eller anden form, kan kaldes realistisk. I den forstand er svenske Andrzej Tichýs mesterværk ’Kairos’en utopisk roman.

Det er også en meget dyster og dunkel roman, men den bærer alligevel et håb i sig. Og så er den rent kunstnerisk set på niveau med andre samtidsromaner som ’2666’af Roberto Bolaño og ’Modstandens melankoli’ af László Krasznahorkai.

En på samme tid meget engageret og meget eksperimenterende roman

Vi er helt deroppe – eller rettere ude. Ude hvor man ikke kan bunde, ude hvor man som læser og kritiker ikke rigtig ved, hvad der sker. Men man ved, at det sker. Det er politisk romankunst anno det 21. århundrede, det er sikkert og vist. Som det lyder et sted: »Jeg skriver til jer fra en anden verden«.

Måske kunne man sige det sådan her: ’Kairos’– som i 2014 var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris – er som et floddelta: Den er en flod, der forgrener sig, og det er disse forgreninger, man som læser følger. Man må væbne sig med tålmodighed, men efter længere tids rejse, dvs. læsning, løber alle floderne, som man indtil da har fulgt hver for sig, sammen og bliver til: havet.

Konkret består ’Kairos’af en række romanspor, som hver især har nogle specifikke figurer som hovedpersoner. ’Fantomer’ handler om den svenske forfatter Karin Boye, som bl.a. udgav romanen ’Kris’,inden hun begik selvmord i 1941. ’E’ om Bernward Vesper, der var sammen og fik et barn med Gudrun Ensslin fra RAF, inden han begik selvmord i 1971. ’Strandlinje’ om DDR-forfatteren og feministen Irmtraud Morgner.

’Førne, flammer’ om Johanna Dark fra Bertolt Brechts teaterstykke ’Den hellige Johanna fra slagtehallerne’ om en art moderne Jeanne d’Arc i 1930’ernes Chicago. Og ’Varsel’ om Mohammed Bouazizi, den tunesiske grønthandler, der i 2010 i oprør mod det daværende regime stak ild til sig selv.

Ren citatmosaik

Får man forklaret alt det? Nej. Vidste jeg alt det? Nej (man bruger Wikipedia). Under alle omstændigheder er det tydeligt, at der aftegner sig nogle resonanspunkter. Selvmord. Martyrier. Oprør. Kriseøjeblikke. Deraf jo også titlen, som henviser til det græske begreb kairos, som i modsætning til kronos ikke betegner en kronologisk og kvantitativ tid, men en kvalitativ tid, et kritisk vendepunkt, en singularitet i matematisk forstand. Eller som romanen selv siger: »Krisesituation, afgørelse, øjeblik, nu, krisesituation, afgørelse, ubestemt, nu, øjeblik, afgørelse ... En tid imellem, et ubestemt øjeblik. Hvor noget særligt finder sted«.

'Kairos' er en på samme tid meget engageret og meget eksperimenterende roman, meget intellektuel og meget intens. Og i udgangspunktet kulsort i sit blik på verden af i dag.

Og det, der altså finder sted og undersøges i romanen, er nogle afgørende, men ofte glemte momenter i primært det 20. århundredes historie. Men det er slet ikke en historisk roman i traditionel forstand, ligesom det i virkeligheden var forkert at sige, at de respektive afsnit ’handler om’ de førnævnte historiske personer. I romanrummet får de i lige så høj grad en mytologisk eller næsten musikalsk funktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Romanen som kompositorisk helhed er nærmest som en monstrøs fuga, hvor det ikke kun er temaerne, der gentages og varieres, men også de enkelte linjer. Alle afsnit starter for eksempel lige pludselig med variationer over sætningen »Da beskeden kom om at du var død«. Og et spor, jeg slet ikke har nævnt endnu, ’Blændende, dunkle spor’, hvor det er, som om revolutionære og kontrarevolutionære øjeblikke passerer revy hen over en skærm, benytter sig af gentagelsen »Vi så ...«: »Vi så kampscener og hørte en stemme.

En kvinde sagde at hun ikke havde set panserkrydseren Potemkin da den kom, hun var for ung, men hun kunne huske kødet, larverne, hun kunne huske ordet BRØDRE, bredt ud over hele lærredet. Vi så hænder lave V-tegnet. Der stod: SKRØBELIGE HÆNDER. Vi så enorme trapper, folkemasser. Vi så en begravelse. Vi så forskellige billeder af knyttede næver«.

Andre steder standser sætninger bare brat, midt i sig selv. Andre steder igen tager teksten form af ren citatmosaik. ’Kairos’ er en på samme tid meget engageret og meget eksperimenterende roman, meget intellektuel og meget intens. Og i udgangspunktet kulsort i sit blik på verden af i dag.

For grundlæggende er det en roman, som forholder sig til, at modernitetens tro på fremtiden og fremskridtet synes at være gået tabt: Der tales både om »den kyniske ødelæggelse af fremtidsperspektiverne« og om en slags »økonomisk fatalisme«, og en kvinde udtaler på et tidspunkt: »Der findes intet håb. Jeg håber jeg tager fejl«.

Det har naturligvis også konsekvenser for romanen selv, for hvem tror i dag på, at romaner eller litteratur i det hele taget kan ændre som helst? I en passage om den tyske forfatter Peter Weiss, der skrev bogen ’Modstandens æstetik’ , står der således: »det er ligesom rørende at læse Weiss, den sene Weiss, den politiske Weiss, kommunisten Weiss, troende, overbevist, engageret, insisterende, osv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sådan en forfatter er ikke mere mulig, ja, utænkelig. Som om moderniteten var lige så fjern som middelalderen eller renæssancen. Men«. Men.

Men ’Kairos’ er alligevel det bedste litterære bud, jeg længe har læst, på en opdateret version af det tyvende århundredes utopiske kunst. Blot må den starte et andet sted. Den må starte med udgangspunkter, skæringspunkter. Den må starte med at gå tilbage til fortiden for at nå frem til fremtiden igen. Den må starte med påkaldelsen. »Påkaldelse, eftersom intet andet fungerer«, er romanens sidste ord. Det er en poetisk og politisk påkaldelse, som kalder på den dybeste respekt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce