Parisiennes. Bogens forfattere, fra venstre Audrey Diwan, Caroline de Maigret, Sophie Mas og Anne Berest, personificerer om nogen selv pariserindens særlige stil og udstråling.
Foto: Raphaël Lugassy

Parisiennes. Bogens forfattere, fra venstre Audrey Diwan, Caroline de Maigret, Sophie Mas og Anne Berest, personificerer om nogen selv pariserindens særlige stil og udstråling.

Den perfekt uperfekte pariserinde er ikke så poetisk, som hun ønsker at være

Det er ikke skarpt nok, når fire selvsikre og selvironiske franske kvinder guider til, hvad der gør pariserinden ikonisk.

Skønlitteratur

Oh la la, parisiske kvinder. Mere cool end de romerske, mere velplejede end de berlinske, mere sexede end dem fra New York. Og så uendelig meget mere chikke end os skandinaviske damer, der nok har fået point i udlandet på grund af nordic cool-bølgen, men som slet ikke kan måle sig med pariserinderne i skødesløs elegance. For eksempel læste jeg hele den internationale bestseller ’How to be Parisian’ iført joggingbukser. Og det stykke tøj vil man ifølge bogen aldrig finde i nogen pariserindes klædeskab!

Den pariserinde, vi taler om, er ikke madame hvem som helst, der pendler til sit skrankejob fra lejligheden i udkanten af det 14. arrondissement, og som har 24 tv-kanaler og 2 børn med indlæringsvanskeligheder. Nej – hende er der ingen, der taler om.

Vi taler om mademoiselle Paris, ikonet for frankofil femininitet. Støbt i samme form som LouLou De La Falaise og Jane Birkin, og hendes datter Charlotte Gainsbourg. Der i øvrigt alle sammen har britisk blod i årene, men det betyder ikke noget, for det at være pariserinde er ikke et spørgsmål om etnicitet. Det er noget, man bærer i sin sjæls dna, og som udmønter sig i en særlig mut seksuel tiltrækningskraft, en tynd krop og evnen til at se ud gennem et meget langt pandehår.

DANSK MODEUGE

Ja, hun er en kliché. Men det er hende, vi taler om, og det gør de fire forfattere til bogen ’How to be Parisian’ også.

De hedder Caroline De Maigret, Sophie Mas, Audrey Diwan og Anne Berest. Mest kendt er Caroline De Maigret, der arbejder som både ambassadør for Chanel og som muse for skønhedsgiganten Lancôme – jeps, det er hendes jobbeskrivelse, muse.

De andre tre har jobs i samme chikke ende af kulturbranchen: forfatter, modebladsredaktør og filmproducent. Og så har de, som det fremgår af de mange fotos i bogen, det helt rigtige look: tidløst smukke på den henslængte jeg-stod-op-sådan-her-måde.

Det siger sig selv, at som egentlig livsstilguide er bogen uduelig. For den er jo lige præcis uopnåelig, den parisiske je ne sais quoi

Det er er nøglen til at ligne pariserinde, forklarer de fire forfattere i ’How to be Parisian’, der er tænkt som en guide til at opnå netop det – ikke bare looket, men hele den essentielle pariserindepersonlighed. Bogen er bygget op som en mosaik af lister, små scener, tips, madopskrifter, film- og boganbefalinger, ordforklaringer, fotos og tegninger og endda et adressekartotek. For stil er én ting, forstår man, men pakken er ikke komplet uden en vis intellektuel tyngde og et tankesæt, der er spændt hårdt ud mellem melankoli, selvovervurdering og selvironi. Og så er pariserinden altid ’bolleklar’ – den eneste formulering i bogen, hvor den danske oversættelse snubler i stiletterne.

Naiv selvforelskelse

Det siger sig selv, at som egentlig livsstilguide er bogen uduelig. For den er jo lige præcis uopnåelig, den parisiske je ne sais quoi (ja, flosklerne falder tæt nu, men de lyder bare så godt på fransk).

De fire forfattere leger åbenlyst med dette paradoks i bogens koncept, og det lykkes langt hen ad vejen. Eller det lykkes, når de koncentrerer sig om at tegne et portræt af pariserinden med vægt på den selvironi, de netop bryster sig af.

For sagen er, at de fire kvinder faktisk mestrer disciplinen. Når bogen er bedst, er den skrevet med en humor, som forfatterne selv beskriver som »kold og sarkastisk«, med en »forkærlighed for munter desperation«.

Det kommer især frem i scenerne fra f.eks. en første date og et privat middagsselskab. Det er herlig bittersød læsning med fin sproglig tæft, når bogen beskriver pariserindens problemer i mødet med en cafémenu: »Det er ikke et menukort, men et geografisk kort. Med en intim, kaotisk og kompliceret rute gennem den jungle, som hendes kostmæssige neuroser udgør«.

Der, hvor legen falder til jorden, er, når de fire forfattere bliver end dog meget konkrete i deres tips og anbefalinger. Det er småt med den ironiske distance i en adresseliste, der viser vej til gavebutikker og et konditori, hvor der »sidder studerende og lærere fra Sorbonne«. Jeg savner også den tørre humor i de afsnit, hvor forfatterne skildrer kedsomhed og melankoli med en naiv selvforelskelse, som sikkert er parisisk, men også vildt kedelig og langtfra så poetisk, som den gerne vil være.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Feminist chick fyrer op under machomænd

Men tilbage til portrættet af pariserinden. For hvad er det særlige, hun kan?

Ifølge forfatterne er hendes styrke først og fremmest, at hun på pæn pige-skalaen er fuld af fejl, men fri for skam. Hun er sjusket, hun er narcissistisk, hun er hyklerisk, hun er snobbet, og hun er utro: »Plag ikke dig selv med skyldfølelse. Du gør det for dig, ikke mod ham«, lyder pariserindens credo. At knalde udenom er en selvfølge, det samme er alkohol, cigaretter og en dyb afsky for motion.

Fordi pariserinden står så hårdnakket ved sin ret til at fejle, tilbyder hun også os andre en dosis fransk syndsforladelse, når vi læser med. Problemet er naturligvis, at attituden ikke holder til hverdagsbrug, når den tryktestes mod vores hjemlige protestantiske slavemoral. Men følelsen af et øjebliks befrielse fra selvbebrejdelser er ikke helt skidt.

Ret beset handler det om at betragte sit barn som sit personlige publikum. Et par øjne, der kan spejle éns lækre selvfortælling

Skidt er det til gengæld, når de fire forfattere skriver, at pariserinden er feminist – endnu en selvfølge. Men den form for feminisme, der kommer til udtryk i bogen, er den tyndest tænkelige aftapning. Det er feminist chick, feminisme som et sexlegetøj, der primært bruges til at fyre op under machomænd, så hun kan dyrke hed hadsex med dem senere.

MAGASINET

Og så er der pariserinden som mor. Her falder de fire forfattere hen i en kvalm romantisk forestilling om, at pariserinden gør sit barn en kolossal tjeneste ved at slæbe ungen med til alle sine fashionable voksenaktiviteter, fra fernisering og koncerter til middage og shoppeture.

»I denne proces får barnet opbygget en bank af erindringsglimt, små stumper af den voksenverden, som det har opfanget i øjebliksbilleder, og som det kan bruge til at danne sig et muntert billede af det, som venter på det en dag«, skriver de.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og det lyder jo så fint. Men ret beset handler det om at betragte sit barn som sit personlige publikum. Et par øjne, der kan spejle éns lækre selvfortælling. Jeg tænker, at det ikke er tilfældigt, at bogen flere gange nævner pariserindens overdrevne faderbinding, for parisermor er der åbenbart ikke hul igennem til.

Når nu vi har at gøre med en bog om knivskarp sans for stil, er det heller ikke rigtig til at leve med, at bogens layout er ret inkonsekvent og nogle gange decideret kikset. Men alt i alt træder pariserinden tydeligt frem af siderne. Og lakmusprøven var, at da jeg lukkede bogen efter endt læsning, havde jeg det akkurat lige så skidt med mig selv og min fremtoning, som jeg får det af at være i selskab med virkelighedens inkarnationer af den altid perfekt uperfekte pariserinde.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce