SKæbne. Fredsaktivisten David Grossman, der mistede en søn i Libanon-krigen, fletter i sin nye roman hovedpersonens livsfortælling sammen med Israels turbulente historie. Fotomontage: Tomas Østergren. Lars Krabbe/AP

SKæbne. Fredsaktivisten David Grossman, der mistede en søn i Libanon-krigen, fletter i sin nye roman hovedpersonens livsfortælling sammen med Israels turbulente historie. Fotomontage: Tomas Østergren. Lars Krabbe/AP

David Grossman afsøger tilværelsens dybe traumer med både schwung og rungende alvor

Israelske David Grossman er tilbage med en ny stor roman efter den uafrystelige ’Kvinde på flugt fra meddelelse’.

Skønlitteratur

Universets tåbe.

Danske Inger Christensens figur fra ’Sommerfugledalen’ har siddet på min skulder og læst med hele vejen gennem ’En hest kommer ind på en bar’. Israelske David Grossman iscenesætter i sin nye roman en klovn, en tåbe, en professionel standupkomiker, som giver sit livs sidste show.

Det sker på en bar i bade- og provinsbyen Netanya. Som læser har jeg følt, at »Det er døden/ som ser mig an fra sommerfuglevingen«.

David Grossman forundrede og forfærdede, da han for nogle år siden udgav ’Kvinde på flugt fra meddelelse’. Også her så døden læseren an. Romanens hovedperson var en frodig, rapkæftet kvinde i halvtredserne ved navn Ora. Skilsmissemor, jiddisch mamma, elskerinde, kvinde fuldt og helt. Paul Auster har sammenlignet Ora med Flauberts Emma Bovary og Tolstojs Anna Karenina.

Læsere i tredive lande husker ’Kvinde på flugt fra meddelelse’: Oras søn melder sig frivilligt til en militæroperation i Libanon. Hun frygter for sønnens liv og beslutter at forsøge en handel med skæbnen. Hun forlader hjemmet og afskærer sig fra enhver form for kommunikation, der ville kunne bringe hende en mulig ’meddelelse’. Irrationelt og instinktivt forestiller hun sig, at hun beskytter sin søn mod det værste – ved at det ikke vil kunne meddeles. Men det værste sker.

Afsøger atter tilværelsens dybe traumer

David Grossman havde arbejdet på sin roman i tre år, da den anden Libanon-krig brød ud i sommeren 2006. Hans egen yngste søn gjorde tjeneste i panserstyrkerne: »Jeg havde en følelse – eller nok snarere et håb om – at bogen, jeg skrev, ville beskytte ham«, står der i efterordet. Men sønnen blev dræbt i Sydlibanon 12. august 2006, og David Grossman skrev romanen færdig med »virkelighedens ekko«.

AT NOGET MENNESKE, at nogen forfatter kan skrive videre i dette ekko af tab, fiktion og virkelighed, er svært at forstå. David Grossman udsendte for et par år siden sørgespillet/klagesangen ’At falde ud af tiden’, men nu er han altså tilbage med en ny stor roman, ’En hest kommer ind på en bar’. Grossman afsøger atter tilværelsens dybe traumer og dilemmaer med litterær frækhed og den ubodelige melankoli, som klovnen bærer på.

LÆS ARTIKEL

»Godaften, godaften, godafffften Caesareeeea!!!«, begynder bogen. »En mager mand, lavstammet og med briller, flyver ind på scenen fra en sidedør, som om han er blevet kastet eller sparket ind«. Komikeren har dummet sig allerede, for han er ikke i Caesarea, men i Netanya.

Da det går op for ham, er han ikke begejstret: »... for at sige det ligeud, jeg kan ikke fordrage jeres lorteby, jeg er dødbange for at være her i Netanya, hvert andet menneske på gaden ligner en, der er under vidnebeskyttelse, og hvert tredje menneske opbevarer det første menneske i bagagerummet, rullet ind i sort plastic«.

Standupperen er i gang, og fortælleren iagttager:

»Han bevæger sig uafladeligt. Med jævne mellemrum ledsager han sine ord med hurtige knytnæveslag i luften og undviger sin modstander med en boksers finte. Publikum fryder sig, og han skygger for øjnene med hånden og spejder ud i salen, som næsten er helt mørk. Det er mig, han leder efter«.

SÅ BLIKKET VENDER begge veje, fra salen mod scenen og fra scenen mod salen. På scenen står komikeren Dovaleh (Lillebjørn), en 57-årig mand, der som barn altid gik på hænder. Hans verden er principielt og stadigvæk på hovedet.

Mesterligt fælder han det uendeligt store ind i det uendeligt små, vi spares ikke for de fladeste vittigheder og rutinemæssige platheder

I salen sidder fortælleren, en pensioneret dommer, som var barndomsven med Dovaleh. Men det havde dommeren glemt alt om, lige indtil den dag han blev ringet op af standupperen og inviteret til hans forestilling:

»Kender du til standup? småfnisede han ... Har du nogensinde set et show? – Her og der i fjernsynet, sagde jeg. Lad nu være med at tage det personligt, men det siger mig bestemt ingenting. (...) Hele det spil med vittigheder og morsomheder passer mig ikke, og det passer heller ikke min alder, beklager«.

En grum aften i det synkende narreskib

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det lykkes alligevel at lokke den genfundne barndomsven med til denne ene forestilling, som bliver en komisk og uhyggelig danse macabre mellem scenen og salen.

Er hele publikum personligt inviteret ligesom fortælleren? Hvorfor kender standupperen tilsyneladende så mange af dem i salen og kan være personligt uforskammet over for den enkelte? Og når de én for én forlader salen (hvad komikeren holder regnskab med på en tavle), er det så et spejl af den død, som det bliver stadig mere tydeligt, at komikeren selv står over for?

LÆS ANMELDELSE

Det bliver en grum aften i det synkende narreskib. Standupkomikeren fortæller sin livshistorie, som åbner til den større historie, til Israels historie, til Europas historie. Fattige polske indvandrere, holocaust, moderens forsøg på selvmord.

Og David Grossman løfter historien til næste niveau, til mytologiske, arkaiske forhold i familien, til den store kamp mellem fædre og sønner og til det afgørende øjeblik, hvor et menneske kan stå i et dilemma og træffe (eller ikke træffe) et valg, som bliver definerende for resten af livet. Hvad bilder Gud sig ind, når han sætter os i sådanne situationer? Skulle Abraham have ofret Isak?

DAVID GROSSMAN skriver fremdeles med et gammeltestamentligt schwung og en rungende alvor, som brydes af en lige så rungende humor. Mesterligt fælder han det uendelig store ind i det uendelig små, vi spares ikke for de fladeste vittigheder og rutinemæssige platheder.

LÆS ANMELDELSE

Samt et mylder af kun halvgode jokes: »Dødens engel – ler han stakåndet – kommer til en advokat og siger, at han er kommet for at tage ham med. Advokaten græder og jamrer: Men jeg er jo kun fyrre år gammel! Ikke ifølge de timer, du har takseret dine klienter for!«.

Død og advokatregninger. At romanens fortæller er en trænet dommer, mens forestillingens publikum er vidner til Dovalehs dommedag over sig selv, giver romanen et stadig mere skærpet skær af retssag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I aftenens løb skiller enkelte skæbner i salen sig individuelt ud, men det modsatte er nok så afgørende: Dovaleh demonstrerer, hvad man kan få et publikum med på. Et menneske lider, jorden går under, og pøbelen jubler.

Men lidelseshistorien i ’En hest kommer ind på en bar’ er også en litterær suspense, et drive frem imod det punkt, hvor fortællerens og den fortaltes historie falder sammen, og dommedag bryder løs over alles hoveder. Der skete noget på en militær sommerlejr for børn en gang for mange år siden. Og der er alt for meget i Israel, som har med militær at gøre, det har fredsaktivisten David Grossman mange måder at fortælle på, og det er endnu et aspekt af dagens roman.

Romanen hedder ’En hest kommer ind på en bar’, og hvad er det så for en hest? Det vides ikke. Universets tåbe har glemt at fortælle pointen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce