Napoli. Hovedpersonen i Elena Ferrantes roman kan hverken slippe barndommens Napoli eller arven fra slægtens kvinder. Arkivfoto: Carsten Ingemann

Napoli. Hovedpersonen i Elena Ferrantes roman kan hverken slippe barndommens Napoli eller arven fra slægtens kvinder. Arkivfoto: Carsten Ingemann

Skønlitteratur

Italiens mest kendte ukendte forfatter gør læseren varm om hjertet

’Dukken der blev væk’ foregriber Elena Ferrantes senere Napoli-romaner med sin fortælling om en kvinde, der konfronteres med sin fortid.

Skønlitteratur

Elena Ferrante er Italiens bedst kendte, ukendte forfatter«, står der på flappen til ’Dukken der blev væk’.

Lidt af en selvmodsigelse, skulle man tro, men formuleringen siger faktisk meget om både forfatteren Ferrante og om hendes forfatterskab. Det handler nemlig meget om de ting, vi holder skjult for hinanden og for os selv. Om forstillelser og roller og identiteter – og ikke mindst om forskellene mellem at være datter, søster, veninde, elsker, hustru og mor.

Ferrante skriver fra et kvindeligt perspektiv om denne konstant rullende rolleleg, så man på en gang frydes over rigdommen i et gennemsnitligt kvindeliv og knuses under den næsten skizofrene tilværelse, kvindelivet også kan være.

Spejlingen står i forgrunden af Napoli-kvartetten om jegfortælleren Elena og hendes livslange veninde Lila, som forbliver i Napoli i modsætning til Elena, der rejser væk, uddanner sig og fralægger sig sin dialekt. Hver gang den voksne Elena genforenes med Lila, bliver hun således indirekte konfronteret med den pige, hun engang var – en figur fra fortiden, som ligger langt fra den voksne, dannede persona, Elena har påtaget sig. Noget lignende sker her i ’Dukken der blev væk’.

’Dukken der blev væk’ er skrevet i 2006 og går dermed forud for Napoli-romanerne. Alligevel kan man, når man læser den her i 2016, ane romanerne i horisonten i fortællingen om forfatterinden Leda. Hendes voksne døtre er netop flyttet hjemmefra, hun føler sig »let«, befriet for moderbyrden og klar til at indtage verden på ny. Men da hun på en ferie ved stranden møder en brovtende napolitansk familie, der vækker mindelser om hendes egen, krakelerer hendes dannede facade. »Fra jeg var en 13-14 år gammel, havde jeg håbet på en borgerlig værdighed, et ordentligt italiensk, et godt liv, kultiveret og eftertænksomt. Napoli havde forekommet mig at være en bølge der ville drukne mig«, skriver hun.

Præcisionen, hvormed hun beskriver, hvordan alting splintrer, får det til at gyse under læsningen

I mødet med stemmer og skikkelser, der ligner dem fra barndommen, begynder Leda at opføre sig irrationelt, og alt, hvad hun er flygtet fra og vokset ud af, suger hende til sig igen: »Nutiden, i går, i dag, trak alle tidligere dage i mit liv til sig som en magnet«, som hun skriver.

Præcis hvad der sker, skal ikke røbes her, men titlens dukke spiller en central rolle, ligesom det i øvrigt er en dukke, der senere skal igangsætte fortællingen om pigebørnene Elena og Lila i ’Min geniale veninde’.

Leda er akademiker og forfatter, ligesom Elena og Ferrante selv, og det er næppe et tilfælde, at alle de centrale kvinder og piger i hendes litterære univers har navne, der klinger stort set ens: Nani, Nina, Lila, Leda, Elena, Lenù, Lenuccia ... Navnene skydes ind foran hinanden som udskiftelige dækidentiteter, der beskytter mod de barskere ting, fortællingen rummer: frihedstabet forbundet med moderrollen (»Alle ungdommens drømme forekom allerede bristede, det føltes som om jeg faldt baglæns mod min mor, min mormor, den kæde af stumme eller vrede kvinder, jeg kom fra. Forskertsede muligheder«), det tabubelagte i en mor, som er misundelig på sine døtre, ydmyger dem for at straffe dem – og tilmed forlader dem.

Også den forbudte tvivl om, om man egentlig nogensinde ønskede at få børn, eller som Leda skriver:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»En kvindes krop gør tusind forskellige ting, knokler, løber, studerer, fantaserer, opfinder, trættes, og i mellemtiden bliver brysterne større, skamlæberne hæver, kødet dunker med et rundt liv som er dit, dit liv, og alligevel skubber det dig et andet sted hen, trækker dig væk fra dig selv skønt det bor i din mave, fornøjet og tungt, følt som en grådig impuls og samtidig afskyvækkende som et insekts gift, sprøjtet ind i en åre«.

Ikke ligefrem en gængs præsentation af moderrollen!

Det er sammenstødet mellem nutiden og fortiden, der skaber dramaet i ’Dukken der blev væk’, for Ledas ambivalente moderrolle har konsekvenser – ikke mindst for hendes egen samvittighed. Præcisionen, hvormed hun beskriver, hvordan alting splintrer, får det til at gyse under læsningen, men samtidig er Ferrantes modige livtag med kvindelivets mange facetter noget, der gør varm om hjertet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce