Sommerhus. Christina Hesselholdt ved hendes sommerhus ved Roskilde Fjord. Det er i sommerhuset, at flere af hendes bøger er blevet til. Foto: Maud Lervik

Sommerhus. Christina Hesselholdt ved hendes sommerhus ved Roskilde Fjord. Det er i sommerhuset, at flere af hendes bøger er blevet til. Foto: Maud Lervik

Skønlitteratur

Vittig kæk gæv djærv koket bramfri lakonisk brysk brav: Værsgo, 6 hjerter til ny Hesselholdt-roman

'Vivian' er et orkester af stemmer dirigeret af en storladen fortæller.

Skønlitteratur

Det lader til at være en træthed af sproget, i hvert fald det talte sprog, der har drevet Hesselholdts fortæller til at skrive en bog om en fotograf: »Vi åbner munden og ud kommer – vi selv. Det var det der trættede mig og i hvert fald for en tid drev mig i favnen på de tavse fotografier«.

Fotografen er Vivian Maier (1926-2009), der tog billeder af livet på de amerikanske storbygader, fra damer i sølvræv til hjemløse. Da Hesselholdt i en dialog lader Vivian svare på, hvorfor hun fotograferer, siger hun: »Det er bedre at kigge udad end indad (...) Verden er sjovere end min hjerne«. Fra en forfatter, der, med titlen på en af Hesselholdts tidligere romaner, har yndet at udforske »Kraniekassen« og alt det sprog, der rumsterer i den, kan det synes som en længsel efter at vende opmærksomheden et andet sted hen. En nysgerrighed efter, men også en spejling i en anden og anderledes kunstart. Fra kraniekassen til kameraet på Vivians mave: »På maven har jeg huset der kortvarigt bebos af forskellige personer. De er stumme. Man ved kun det om dem man kan se. Jeg er i den tavse branche. Jeg er i den branche fordi den er tavs«.

Romanens komposition ligner den, vi kender fra Hesselholdts fortællekreds ’Selskabet’: Der veksles mellem en hel buket af jegfortællere, og det markeres over hvert tekststykke, hvem der nu taler. Oftest Fortælleren og Viv, men også bipersoner: Ellen (den rundkindede pige, som Vivian er guvernante for), Peter (Ellens far, lidt træt af hus og have), Sarah (Ellens mor, havedyrkende og initimitetshungrende), Sarahs psykolog (!) m.fl. Fortælleren er, med sin egen metafor, dirigent, og karaktererne orkestret: »Jeg har mine karakterer som jeg kan pege på, få til at åbne munden, skrue op og ned for«. Hvis huset på Vivians mave bebos af skiftende, tavse personer, bebos fortællerens strube af skiftende, talende karakterer.

Jævnlig går karakteren i dialog med fortælleren, eller fortælleren med karakteren. »Mon ikke du bare havde kigget for meget på Duane Michals dobbelteksponeringer inden du gik i seng?«, spørger fortælleren, da Viv beretter om en drøm, hvor hun indgår i kødelig symbiose med sin far og bror. »Ah-bah« replicerer Viv, da fortælleren mener, hun skulle have gjort sig til del af et »såkaldt miljø« og være »sprunget ud af skabet: som kunstner«.

Fortællerens omgang med det biografiske stof er koket: faktualiteter og research afvikles parentetisk eller afvises. På de første sider får vi navne og årstal sat på plads i nogle henrivende morsomme, omstændelige indskud.

Fortælleren erklærer uden skrupler sin manglende interesse for tekniske detaljer: »forvent ikke ord som eksponeringstid mørkekammer kontaktark fra min mund, i hvert fald ikke ofte«. Og vi skal heller ikke forvente, at fortælleren har rejst i sin biograferede persons fodspor: »Jeg har aldrig været i Chicago (...) derfor er det bedst at afholde sig fra beskrivelser (...) Jeg siger ’Chicago’, og så må det være Chicago«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvilken træthed af sproget, der end måtte ligge til grund for fortællerens vending mod fotografiet, er Hesselholdts skriftsprog svært at blive træt af

Der er en egen tone i Hesselholdts sprog, og jeg leder efter det rette adjektiv til at beskrive den: vittig kæk gæv djærv koket bramfri lakonisk brysk brav, alt sammen som en måde at omgås livets og ikke mindst dødens barske realiteter på. Vivian opsummerer sin herkomst således: »Min bror er narkoman, min far er en dybt alkoholiseret voldsmand, min mor er luddoven og lever på nas (...) ingen af dem kan i øvrigt fordrage hinanden«. Det er barske kår, og det er en barsk verden (hjemløshed, vold, præsidentmord, racisme), der skildres gennem (fortællerens ekfraser af) Vivians billeder.

Men uden at denne barskhed fortrænges, er det hele akkompagneret af. »Næ nej«, »for dælen« og »ah-bah« kan der også pludselig stå.

Eller som en anden cirkuskunstner trækker en af stemmerne pludselig en ordentlig brander op af hatten: »Pædofelia« (HA!) eller (i den havedyrkende moderskabstyngede intimitetshungrende Sarahs hysterisk hypotaktiske monolog): »engang jeg troede at jeg trak i en gulerods lange rod, var det en død rotte, ikke en karottes, hale jeg trak i«. Det er fjollet! På en forfærdelig charmerende måde.

Mange af tekststykkerne er små værker i sig selv, mættede med kringlede tanker og rige metaforer, som i sig selv kunne være genstand for en hel anmeldelse. Jeg er vild med fortællerens ønske om »en kærlighedspartner med en bevidsthed som min hunds, enkel ligetil, så der ikke skal være to bevidstheder, hver som en sekssporet motorvej, myldretid uafbrudt, rasende derudad, mens hovederne tilsyneladende hviler så sødt side om side på puderne«. Eller den moderskabstyngede Sarahs rapport fra briksen, hvor hun af psykologens »metaforsovs« ser sin moders ansigt stige, »og det dunkede jeg fremover den rundkindede følgesvend (datteren Ellen, red.) i hovedet med, omtrent som når man slår en teltpløk i jorden«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvilken træthed af sproget, der end måtte ligge til grund for fortællerens vending mod fotografiet, er Hesselholdts skriftsprog svært at blive træt af. Det løber så ubesværet og storladent af sted som en elegant, erfaren kvindes på én gang henkastede og nøje koreograferede gestikulation og rækker os den ene på én gang skarpe og bløde, beroligende og bestyrtende, trøsterige og nådesløse refleksion efter den anden.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce