far. Tidligere var faderens rolle i litteraturen ofte at være den strenge autoritet. I dag ser vi flere og flere følsomme, ømme fædre. Arkivfoto: Peter Hove Olesen

far. Tidligere var faderens rolle i litteraturen ofte at være den strenge autoritet. I dag ser vi flere og flere følsomme, ømme fædre. Arkivfoto: Peter Hove Olesen

Skønlitteratur

Nye digtsamlinger viser, at farmand også kan være følsom

To nyere værker diskuterer det moderne faderskab med gylp på skulderen og rande under øjnene.

Skønlitteratur

Faderens rolle i litteraturen har altid været temmelig klar. Han var den stærke patriark, der sad for enden af bordet, med albuerne oppe og et myndigt blik under de buskede øjenbryn.

Det billede er selvfølgelig blevet udfordret og nuanceret op igennem tiden. Af nylige eksempler kunne man nævne forfattere som Karl Ove Knausgård, Jens Blendstrup og Yahya Hassan, der alle viser, at uanset hvor dumt et svin han er, ham far, så er der altid en skrøbelig stakkel inde bagved.

Men nu begynder en helt ny type far at figurere i litteraturen. En far, der ikke længere behøver at foregøgle en brysk facade, men tør stå frem med sine følelser, svagheder og tårevædede øjne. To nyere digtsamlinger, begge fra det lille forlag Kronstork, diskuterer dette moderne faderskab i al dets kompleksitet.

Svenske Jonas Rasmussens digtsamling ’far-mor-barn’, som netop er blevet oversat til dansk, består dels af et langdigt med nogle helt simple, punktagtige udsagn, der (næsten) alle sammen starter med »Jeg har ...« eller »Jeg har aldrig ...« (ja, som i druklegen, hvor man drikker, hvis man har gjort det). Og dels nogle mere lyriske fodnoter, som kommenterer langdigtet.

Jonas Rasmussen indrammer de usikre, modsatrettede følelser, man kan have, når man bliver far, ved at lade jeget være totalt upålideligt. Som læser er det ikke til at vide, hvornår de ellers så ligefremme udsagn er sande eller falske (hvornår jeget drikker, og hvornår han lader være) – og det er, som om han heller ikke selv er helt klar over det. Men mistænksom bliver man i hvert fald ret hurtigt, for eksempel når sætningerne bliver så detaljerede som her:

»Jeg har aldrig sagt »Du ødelægger mit liv« til min elskede søn/Jeg har aldrig hørt min elskede hustru sige: »Så gå dog din vej. Skrid!«/Jeg er aldrig gået min vej«.

Altså, selvfølgelig er han det.

Den her følelse af frustration over at have fået barnet, som vælder op i jeget, er også central i danske Rolf Sparre Johanssons ’Søvn’ fra 2015. Og det er sådan set en tendens, som går på tværs af køn; for eksempel beskriver også Maja Lucas’ ’Mor’ fra tidligere i år, hvordan det ikke bare er lykkelig pludren i babyalarmen at blive mor.

I Rolf Sparre Johanssons digte befinder jeget sig i en tåget søvngængertilstand, fordi datteren Vera konstant vågner og græder. Hans sætninger er gentagende og stort set blottede for metaforer og billeder, det er trætte, rent praktiske registreringer af, hvad der foregår i den lille lejlighed:

»vera er vågen/for anden gang efter vi gik i seng for en time siden ... jeg tager hende op på armen/ hold nu kæft, vera, siger jeg med trøstestemme«.

Og sådan fortsætter det: stå op, trøste, i seng, stå op, trøste , i seng igen ... Og så afmagten: Hold nu fucking kæft, Vera!

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men selv om både Jonas Rasmussen og Rolf Sparre Johanssons skriver ærligt om, hvordan det ikke (hele tiden) er fuldstændig fantastisk at blive far, så er deres digtsamlinger også fulde af ømhed.

For eksempel jegets usikre bekymringer hos Jonas Rasmussen for, om han nu kan være en god nok far: »Jeg har alle forudsætninger for at være en tryg og upåklagelig far«. Men har han nu også det? Hos Rolf Sparre Johansson er der en kropslig omsorg, når jeget igen og igen tager datteren op og trøster hende. Og måske der også dukker et lille smil frem under de posede øjne, når hun tropper op foran ham i regntøj, sød som en lille trold. At han så øjeblikket efter har en »fantasi«, hvor hun og moren bliver kørt ned, kan man enten læse som en oprigtig uro eller et frygteligt ønske i et svagt øjeblik af søvnunderskud.

Under alle omstændigheder er det skønt at læse nogle ærlige, komplekse beretninger ikke bare om forældreskabets tvetydigheder, men også om fader- og manderollens forandring.

Litteraturen lige nu viser, hvordan farmand også kan være følsom.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce