Skønlitteratur

Fra en livmoder

På mandag udkommer Cecil Bødkers første bog i seks år. Det er en skøn roman om en taterkvinde, hvis kærlighed vender op og ned på en husmandssøn og hans familie.

Skønlitteratur

Det begynder med en gnist eller måske bare nogle hår, der rejser sig på armene af en ung husmandssøn, da han ser en smuk mørk pige ved et sommerbal i nabolandsbyen. Sort hår og sorte øjne, en tynd dansekjole, et par fremstrakte arme og to kroppe, der taler sammen uden ord.

Så er handlingen i gang i Cecil Bødkers nye roman 'Siffrine', som er hendes første udgivelse i seks år. Og der er god grund til at glæde sig over, at der er nyt fra Bødkers hånd, for mage til varm og engageret fortælling skal man lede længe efter.

Omkring de to dansende, som lynet er slået ned i, svæver en mulighed - en ret ivrig mulighed. Det er fortælleren, der ligesom romanen hedder Siffrine. Hun er henrykt over at have fundet sine forældre. Hvis hun nu bare kan få dem til at fastholde deres interesse for hinanden, kan hun selv blive til. Og heldigvis går mor på sine bare fødder med far hjem på kammeret efter dansen. Fra det øjeblik hører de sammen, og Siffrine bliver til.

Historien om, hvordan mor vågner op i fars kammer og bliver mødt af farmors skepsis tilsat kaffe og hjemmebagt brød med smør, fortælles inde fra maven. Siffrine hører det samme som sin mor og gætter sig til resten. Hun erfarer, at far arbejder ude i brunkullene, og at det bestemt ikke passer farmor, at far har taget en tatertøs med hjem. Har hun måske ikke altid sagt, at han skulle sørge for at vælge en fra en gård?

Men det skal ikke hedde sig, at farmor ikke er gæstfri, så hun står på pinde for det fremmede væsen, som så uventet er dukket op i hendes verden. Mor, der er vant til bare at gå omkring fra sted til sted, rører ikke en finger.


Siffrines fortælleposition er i sig selv bemærkelsesværdig. Hun er en bevidsthed, som er til stede og kan registrere, hvad der foregår. Det kunne øjet i Cecil Bødkers novellesamling 'Øjet' fra 1961 også, men Siffrine er øjets diametrale modsætning. Hvor øjet tilsyneladende uden følelser registrerer verdens undergang på afstand, fortæller Siffrine indefra og fra begyndelsen. Fordi hun endnu kun er et kim, er alt, hvad der sker omkring hende, af livsvigtig betydning, og hun er derfor en lidenskabelig deltager i familien, længe før de andre har opdaget, at hun findes.

Men det er ikke kun med valget af fortæller, at Cecil Bødker sender modificerende hilsener til sit tidligere forfatterskab. Et sted dukker en vædder op, blot for at ende sine dage som bryllupsmåltid, og et misundeligt og overset barn får ikke lejlighed til at forårsage den katastrofe, hun uvægerligt ville have fremkaldt i det tidlige forfatterskab. I stedet får hun accept og kærlighed og en ny far.

Selv om et par forventede ulykker ikke indtræffer, er det dog ikke lutter idyl, der hersker. Historien om Siffrines begyndelse er en historie om to kulturer, der mødes: en regelbundet, hårdtarbejdende og lidt ambitiøs husmandskultur og den absolutte frihed, hvor et menneske gør, lige hvad det har lyst til. Hvis du ikke vil have mig, kan jeg bare gå, signalerer mor til far. Hvis mit barn sulter, snupper jeg selvfølgelig lidt mad.

Som Siffrine siger på sine gamle dage (for gammel, det bliver hun, gammel og skrøbelig, med knortede fingre, der ligger på dynen), så holder hun i mange år ubetinget med sin mor i hendes tilsyneladende ligegyldige forhold til verden, men senere ser hun ikke så entydigt på det. Portrættet af den strenge farmor, der skuffes over sønnens valg af kone, er derfor tegnet med forståelsens flerdimensionale blyant.

For det er da strengt, at farmor skal rede seng for sin dovne svigerdatter, og det kalder på et oprør, at hendes mand og søn ikke regner hendes arbejde, madlavningen og husarbejdet, for 'arbejde'. Men hvis frikadeller ikke er noget særligt, kan grisene lige så godt få dem, synes farmor og tømmer stegepanden dér, hvor hendes anstrengelser bliver værdsat mest.


Konflikten mellem de to kvinder spidser til, da Siffrine bliver født, og mor ikke vil døbe hende i andet end det første vaskevand. Denne og andre tatervaner som f.eks. håndlæsning er lige ved at tage pippet fra den gode husmandskone, der længe bare håber på, at den fremmede kvinde vil tage sit barn og forsvinde.

Men da hun omsider flytter, er det med sønnen. Hun skaffer dem husly hos en gammel enøjet mand, som der går de forfærdeligste historier om, men som i virkeligheden er vældig rar og dertil effektiv i et køkken. Hvis det unge par vil tage til takke med huset og den store seng, vil han gerne bo i brændeskuret og passe på dem. Hellere det end alderdomshjemmet, som ellers er næste stop for ham.

I Therkel Enøjes hus er der varmt og hyggeligt, selv om der er meget fattigt. Det er menneskevarmen, der tæller, og gæstfriheden i dette hus understreger romanens pointe om, at man ikke skal skue hunden på hårene, men tage det fremmede og afskyvækkende til sig.

Mange konflikter kan løses med lidt venlighed, og når bogen lukkes, ønsker man virkelig, at den blot er første bind i en lang serie, så man kan følge de mennesker, man er kommet til at holde af, til dørs i deres skæbner. Dette ønske vil dog næppe gå i opfyldelse, for fortællingen er ganske afrundet i sig selv. Cecil Bødker holder sig til begyndelsen og nøjes med at antyde enden. Og i begyndelsen ligger en smuk og dansende og ikke mindst velfortalt kærlighedshistorie.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce