Formidling. Henrik Brun har en effektiv og smittende fortælleglæde.
Foto: PR-foto

Formidling. Henrik Brun har en effektiv og smittende fortælleglæde.

Skønlitteratur

Udenrigspolitik, diplomati og journalistik blandes med stor lyst til kvinder i ny krimi

Nyhedsreporteren Ketil Brandt brænder varm på en saftig storpolitisk sag i Henrik Bruns tredje roman, der dog ikke helt lever op til forgængeren.

Skønlitteratur

Der er ikke engang gået et år, og allerede er Kristeligt Dagblads udlandsredaktør Henrik Brun tilbage med endnu en roman om den fandenivoldske reporter Ketil Brandt, der har en særlig evne til at befinde sig lige der, hvor de storpolitiske intriger bliver født.

Det er imponerende hurtigt arbejdet fra Bruns side, men måske er det også lidt for hurtigt, for det føles for en gangs skyld, som om Brun ikke helt har fået sjælen med i fortællingen.

LÆS OGSÅ Bruns særkende i de første to kriminalromaner, ’Den danske lokkedue’ og ’Den norske lakaj’, var en evne til at koble krimiintrigen sammen med et højloftet politisk vue og medrivende miljøskildringer fra henholdsvis Ljubljana og Haag – to byer, som Brun kender indgående og formåede at gøre lyslevende for læseren.

Feminin lokkemad
I dette tredje, selvstændige bind af trilogien forsøger Brun at gentage sin succesfulde model, og det kan ingen bebrejde ham.

Fortællingens inderste ringe – Ketils nu lykkelige arbejdsliv med frie tøjler på Dagbladet og et kærlighedsforhold til den slovenske skønhed Ines, der bor i Stockholm – bliver blandet ind i en større politisk intrige om magtkampen mellem grækere og tyrkere på den lille middelhavsø Cypern.

Ved et tilfælde er Brandt i Malmø, da en cypriotisk diplomat bliver skudt på åben gade, og da han ankommer til Stockholm for at holde fri med Ines, bliver han hvirvlet ind i et diplomatisk skakspil, der også involverer en smuk kvinde fra Ketils fortid.

’Den svenske løgner’ er med andre ord en god læseoplevelse, men Brun har tidligere bevist, at han har endnu mere at byde på



Det er efterhånden lykkedes for Henrik Brun at få tegnet et troværdigt portræt af Brandt; denne drevne nyhedsjournalist, der bliver besat af den gode historie i en grad, så han helt forsvinder for folk omkring sig, men præmissen om, at Brandt tilfældigvis skulle have befundet sig lige der, hvor skuddet blev affyret, virker lidt for tynd.

Og uden denne særlige skæbneindblanding ville det være utroværdigt, at Brandt skulle brænde for historien.

Det ved Brun måske, i al fald har han følt det nødvendigt at bruge feminin lokkemad for at holde Brandt til ilden, og det virker ærligt talt lidt for letkøbt.

Udblik og overskud

’Den svenske løgner’ kommer med andre ord ikke helt flyvende fra start, og der er forvirrende mange fortællerstemmer, der blander sig i romanens kakofoni – lige indtil Brun og Brandt får fat i fortællingen.

Brun kan trods alt sit kram, og da først de mange tråde begynder at flette sig tilpas spændende ind i hinanden, bliver man grebet af historien.

Man mærker Bruns kolossale viden om udenrigspolitik, diplomati og journalistik og især mærker man hans smittende fortælleglæde.

LÆS OGSÅ ’Den svenske løgner’ er med andre ord en god læseoplevelse, men Brun har tidligere bevist, at han har endnu mere at byde på i form af stemningsbeskrivelser, der kan transportere læseren direkte ind i de steder, romanen beskriver – og det mangler her. En anden (og mindre) anke er, at Brandts erotiske drifter måske kommer til at fylde vel meget; det virker påtaget machoagtigt, at han skal give enhver kvinde elevatorblikket og genoverveje sit faste forhold, hver gang han kommer i samtale med en ny kvinde.



Men det er små indvendinger mod en roman, der absolut er anbefalelsesværdig med sit udblik og overskud.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce