Mesterværk. I kraft af den litterære sprogkunst kan vi hos Mann ikke bare læse om, men også i egen sjæl og sansning gennemleve menneskelivets konflikter mellem hoved og krop, sjæl og legeme, selvstændighed og fremmedstyring, lov og begær, renhedslængsel og affekt.
Foto: PHOTOSERVICE ELECTA (arkiv)

Mesterværk. I kraft af den litterære sprogkunst kan vi hos Mann ikke bare læse om, men også i egen sjæl og sansning gennemleve menneskelivets konflikter mellem hoved og krop, sjæl og legeme, selvstændighed og fremmedstyring, lov og begær, renhedslængsel og affekt.

Litterær patriarks fortællinger er et følsomt mesterværk

Thomas Mann taler fra verdenskrigenes æra om patriarkens skrøbelighed, menneskemassens formbarhed og kærlighedens smerte.

Skønlitteratur

Jeg har egentlig ikke den store forståelse for folks kærlighed til deres kæledyr, ophøjelsen af kæledyr til en slags mennesker.

Men når Thomas Mann skriver en 70 sider lang novelle om forholdet mellem en herre og hans hund, er jeg solgt.

Det der kunne have været
Her beretter herren, i første person og nutid, om sine spadsereture med hønsehund-bastarden Bauschan i et suggestivt forstadslandskab, hvor anlagte villaveje, som aldrig blev bebygget, igen er indtaget af vildnisset.

Et landskab gennemtrængt af alt det, der »kunne have været«, men som aldrig blev. Ligesom hele det århundrede, man så frem til i starten af 1900-tallet, men som allerede var slut i 1918, da Mann skrev novellen, og da Første Verdenskrig, som han selv havde hilst begejstret velkommen, havde annulleret de store forhåbninger.

LÆS OGSÅ

Tilbage er det tidløse par: herren og hunden. Hunden, hvis hele lykke afhænger af herren, som ikke har gjort andet for at fortjene dens kærlighed end at være husets patriark, og som føler sig lidt belastet af denne kærlighed.
Genstand for kærlighed

Belastningen ved at være genstand for en andens kærlighed er et af novellens motiver, der finder et uforglemmeligt billede i hundens skamfulde, slukørede fremtoning, da den pludselig bliver forfulgt af et forelsket får.

»En køn herre! Ikke nogen rigtig herre! En sølle herre!«, lader jegfortælleren jævnligt sin hund tænke, når han føler, at han har skuffet den.

Rollen som borgerlig patriark er skrøbelig og trængt. I 'Uorden og tidlig sorg' (1925) kan familiefaderen ikke kende forskel på husets tjener og sin søn, der begge praktiserer en nymodens, charmerende skødesløs stil, og han står afmægtig over for sin lille datters ulykkelige forelskelse i en af de unge mænd, der har indtaget villaen, da de store søskende holder selskab med shimmy og foxtrot og rapkæftet slang og negermusik.

Men den lettere detroniserede patriarks blik på den nye tid er ikke forarget eller fordømmende, snarere charmeret.

Indlevelsen i den lille datters sjælekvaler er bevægende som indlevelsen i hundens og spejler Manns kærlighed til sin yngste datter, Elisabeth. Særlig bevæget bliver jeg over den forelskede fars blik på dattertindingernes små blålige årer, fordi jeg genkender de blålige blodårer fra den unge Manns fortællinger, hvor de er et genkommende emblem for forelskelsens genstand.

I 'Sang om det lille barn' (1919) digter familiefaderen en hel idyl som hyldest til sin spæde datter - originalen er skrevet på heksametervers, men dem har de ellers så fortræffelige danske oversættere ganske ukommenteret undladt at overføre til dansk, hvilket skuffer mig en smule.

Forrygende suspense
Hvis hunde- og datterfortællingerne skildrer en patriark, der i krigens efterdønninger trækker sig bort fra den ydre verdens smadrede orden til hjemmets skrøbelige orden, oplever vi i 'Mario og tryllekunstneren' (1929) en far, der kommer til at udsætte sine børn for den ydre verdens farer.

Familien er på ferie i Italien, og forældrene kommer til at tage deres børn med til en trylleforestilling, som slet ikke er for børn.

LÆS OGSÅ

Der er en helt forrygende suspense i denne novelle, hvor den fortællende familiefar bygger sin beretning lige så forhalende og hypnotisk op, som den skildrede dæmoniske, pukkelryggede tryllekunstner opbygger sin grufulde forestilling. Det er ikke noget tilfælde, at den lille lede hypnotisør, der med den bitre misundelse som drivkraft kan knække de stærkeste viljer, nævner 'Il Duce'.

I 'Mario og tryllekunstneren' mærker man den filosofiske stil, som kendetegner Manns store romaner: Tryllekunstnerens lange replikker antager karakter af filosofisk monolog, der argumenterer mod eksistensen af den frie vilje.
Mytiske fortællinger

De to mytiske fortællinger fra starten af 1940'erne, 'De forbyttede hoveder' og 'Loven' er åbenlyst komponeret som allegoriske fortællinger, hvor ideer står til undersøgelse: forholdet mellem hoved og krop, sanseslør og urgrund, lov og begær, renhedslængsel og passion.

Det er undersøgelser af menneskets splittelse, fortalt med erfaringens overblik fra en position, der med ironisk, men ikke umedfølende distance gestalter jordelivets trængsler ud af mytisk materiale.

I 'De forbyttede hoveder' er det hinduismen, der leverer mytisk stof til en fortælling, der på den ene side gennemspiller forholdet mellem verdens urmoderlige skabende-tilintetgørende grund og den menneskelige sanseverdens slørende illusion, på den anden side er en næsten plat joke om kvinden, der fik lov til at bygge den perfekte mand af sin kloge ægtemands hoved og hans virile vens krop - og se, hvad der kom ud af det!

I 'Loven' er det den gammeltestamentlige beretning om Moses, som Mann giver sin egen dybt interessante version af. Hos Mann er lovgiveren Moses en formgivende skaber, som på én gang drives af sin renhedslængsel og sit begærlige forhold til »det fædrene blod«, folkets formbare masse.

Der er Monty Python-agtig humor i det renhedsbud, hvormed Moses springer ud som lovgiver: »Du skal have et sted uden for lejren, hvor du går hen for at forrette din nødtørft, har du forstået? Og du skal have en lille skovl med«.
Livets opblussen før døden

Samlingen krones af Manns sidste fortælling, 'Den bedragede'. Det er historien om livets sidste opblussen inden døden, eller om dødens kræfter forklædt som livets, skrevet to år før Manns egen død og til at tude sig halvt fordærvet over.

Det er i denne novelle, som om kraften fra den yngre Manns fortællinger genopstår; forelskelsens overvældende og ydmygende kraft, som vi kender den fra den latterlige, sminkede olding, der i 'Døden i Venedig' sidder og dør til synet af sin elskede, smukke Tadzio.

I 'Den bedragede' oplever den 50-årige enkefrue Rosalie et »påskemirakel«, da hun forelsker sig i en ung bredskuldret amerikaner (oh, forelskelsens uværdige genstand!) og tilsyneladende begynder at menstruere igen.
LÆS OGSÅ


Også i 'Den bedragede' mærker vi idé-digteren; lange partier af dialog mellem Rosalie og hendes voksne, halte kunstmalerdatter er formet som debat mellem to filosofiske standpunkter: 'Sjælen styrer kroppen', eller 'Kroppen styrer sjælen'.

Men Manns personer bliver aldrig rene idéskeletter, dertil er de i for høj grad gjort af suggestivt sansekød og virtuose sproggevandter. Der er stor livsklogskab at hente hos Mann, både i de små refleksioner over, hvordan mennesket former sin dag, og i den store iscenesættelse af, hvordan lovgiveren former sit folk.

I kraft af den litterære sprogkunst kan vi hos Mann ikke bare læse om, men også i egen sjæl og sansning gennemleve menneskelivets konflikter mellem hoved og krop, sjæl og legeme, selvstændighed og fremmedstyring, lov og begær, renhedslængsel og affekt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce