Fremme. Den unge Eduard Limonov var flot og lapset. Her ses han i en ældre udgave under en anti- kapitalistisk  demonstration imod den russiske regerings politik i Moskva, 2012.
Foto: Sergey Ponomarev/AP (arkiv)

Fremme. Den unge Eduard Limonov var flot og lapset. Her ses han i en ældre udgave under en anti- kapitalistisk demonstration imod den russiske regerings politik i Moskva, 2012.

Halvfiktiv biografi om stalinist stråler trods oversættelsesfejl

Emmanuel Carrère tager sovjet-digteren Eduard Limonov under kærlig behandling.

Skønlitteratur

Den franske forfatter Emmanuel Carrère, født 1957, udkom i 2011 på dansk med romanen ’Andre liv end mit’, hvori han beskriver og filosoferer over netop andre liv, han er kommet tæt på.

I al sin utilslørede selvoptagethed et fint stille værk; netop fordi selvoptagetheden er utilsløret, og Carrère vedstår den og ærligt bruger sig selv som prisme.

Sit gennembrud fik han med romanen ’Modstanderen’ (dansk 2001), som dramatiserer en autentisk historie om en mand, der lever på et bedrag om sin identitet og hellere end at afsløres myrder både sin kone og to små børn – og sine forældre. (’Modstanderen’ er filmatiseret med en fantastisk Daniel Auteuil).

I sin seneste autofiktive roman med en anden som formel hovedperson, ’Limonov’, (prisbelønnet på fransk 2011), følger og beskriver Carrère en mand, der på alle punkter er hans modsætning, den underprivilegerede, ukultiverede, overmenneske- og krigerfascinerede, uendeligt ambitiøse Eduard Limonov (tryk på 2. stavelse).

Limonovs bedste tid Eduard Limonov blev født midt under Anden Verdenskrig som søn af en lille bevæbnet funktionær og fangevogter i KGB og en frustreret mor og voksede op som småkriminel i et voldeligt miljø i den trøstesløse sovjetiske provins.

Han kom til det forjættede Moskva i 1967, under tøbruddet, og fik et vist ry i undergrunden, som han både beundrede og foragtede.

Limonov er rablende nationalist, stalinist og i perioder racist og har konsekvent beklaget sammenbruddet af det sovjetiske imperium. Han har, siden han vendte tilbage til det postsovjetiske Rusland efter knap 20 år i eksil, stiftet et mikroskopisk, men højtråbende nationalbolsjevikisk parti og været i fængsel.

Tiden i fængslet var Limonovs bedste, siger Carrère.

Forfatter i spil
I 1974 emigrerede Limonov til USA, som han dog ikke imponerede med sine provinsielle provokationer og følgelig rakkede ned i sine artikler – noget, sovjetpressen glad citerede ham for.

Det er i øvrigt aldrig opklaret, hvordan det lykkedes Limonov at opholde sig seks år i USA uden nogen legal status.

De spekulationer går Carrère ikke ind i; han er optaget af modsætningerne i Limonovs karakter og inkonsekvenserne i hans biografi. De virker måske stærkere på en mand som Carrère, der er opvokset i den parisiske intelligentsia som søn af den højt respekterede, ja dyrkede Ruslands-historiker Hélène Carrère-d’Encausse.

Selv er Carrère også meget vidende om Rusland. Godt nok er de afsnit, hvor han fortæller om den politiske situation, Limonov vender hjem til efter nogle år som fejret forfatter i Frankrig og ’kriger’ på Balkan, de mindst spændende for denne læser. Men jeg kan bevidne, at de er fuldstændig korrekte og ikke banale.

Det mest interessante ved denne bog – hvis mundrette danske oversættelse desværre har nogle eklatante fejl i både dansk grammatik og udenlandske navne – er imidlertid den måde, hvorpå Carrère bringer sig selv i spil.

Ligesom i ’Andre liv end mit’, men meget mere spændende. Fordi Limonovs skæbne er mere spændende.

Den underdaniges afmagt
I New York, hvor han søgte at trænge ind hos jetsettet – og en overgang arbejdede som tjener for en tolerant velhaver – skrev Limonov sin ikke uinteressante første roman ’It’s me, Eddie’.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den er blevet en meget lille nyklassiker inden for genren ’frustreret og forvirret sovjetisk emigrant hævner sig på de forkælede, blødsødne og liberale amerikanere og fyrer alle sine seksuelle og politiske fyord af’.

Det kan gøres talentfuldt og morsomt, og Nabokov er naturligvis også her kongen af stil, intellekt og præcision. Limonov er ikke i nærheden af ham på noget parameter, selv om han både er intelligent og talentfuld på sin egen afsporede, kyniske, men ret beset desorienterede måde.

Carrère har luret ham, men tager møjsommeligt og alligevel elegant, med fairness og et åbent sind, hele turen rundt om Limonov, som han betragter skiftevis anfægtet, næstekærligt hovedrystende og med svindende sympati.

Undervejs fortæller han om sine egne nederlag, som uden tvivl er dér, hvor han genkender det, der driver Limonov: den underdaniges afmægtige raseri mod dem, der ikke ser dig og ikke er bange for dig.

Farvestrålende banner

Portrættet af Limonov er også den privilegerede, nærmest konstitutionelt indbildske franskmands anfægtede blik på sig selv. Udefra og indefra.

Et definerende øjeblik i unge Carrères liv var et ydmygende interview med Werner Herzog, som han forudgående havde skrevet en bog om, men som tyskeren »med lav og mild stemme, en fuldkommen vidunderlig stemme« affejede med de for Carrère uforglemmelige ord på et for dem begge fremmed sprog: »I prefer we don’t talk about that. I know it’s bullshit. Let’s work«.

TIDLIGERE ANMELDELSE ’Limonov’ er en smuk demonstration af, hvad en forfatter kan få ud af et stof, der i andre hænder ville have været en sur karklud, men i de rette kan blive til et tvivlsomt, men farvestrålende banner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og Emmanuel Carrère selv er en forfatter, der er på grænsen til at være for selvspejlende, men som alligevel virker sympatisk og overbevisende med sin ærlighed, sit nuancerede sprog, sin generøsitet og sin beherskelse af stoffet. Det stof, myter laves af, hvis man forstår kunsten.

Og det gør Carrère.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce