Madame Nielsen alias Claus Beck-Nielsen stiller filosofiske spørgsmål til kærligheden og politikken i 'Det højeste væsen'.
Foto: Sofie Amalie Klougart

Madame Nielsen alias Claus Beck-Nielsen stiller filosofiske spørgsmål til kærligheden og politikken i 'Det højeste væsen'.

Skønlitteratur

5 hjerter: Henrivende roman om kærlighedens diktatur

I sin nye roman 'Det højeste væsen' blender Madame Nielsen den altomstyrtende kærlighedshistorie med historien om en diktators storhed og fald.

Skønlitteratur
FOR ABONNENTER

Åh, denne madame, som har æltet sig frem af avantgardekunstneren Claus Beck-Nielsens kropsmaterie! Og ikke mindst: sprøjtet sig ind i hans skrivevener, så de flyder over af den materie, der driver det kvindelige kredsløb: kærligheden. Det er nu tredje gang, vi får en roman fra kunstnerens hånd skrevet under navnet Madame Nielsen. Og jeg er hver gang henrykt. Som Kvinden så ofte er det: henrykt, henrevet, henført, her af en skrift, hvor »sproget folder sig ud og slynger sig uhæmmet panisk suverænt i strømme, der nægter at ophøre, nægter at nogensinde nå til et punkt«, som der står i bogen om Kvindens breve, med noget, der tilnærmelsesvis også kunne være en karakteristik af dens egen syntaks.

Jegfortælleren i denne kærlighedsroman er ganske vist en mand. Men hans fortælling drives frem af indskudte kortfattede spørgsmål fra ’Madame’, der har fået rollen som diskret intervenerende tilhører, måske en slags shrink. »Lad det hvile, Madame«, beder fortælleren i starten sin tilhører. »Hvordan kunne jeg lade det ske? Når forelskelsen, den store passion, én gang slår ind i et menneskes liv, er det med en kraft, der er voldsommere end verdenshistorien«. Vi svæver her mellem filosofisk alvor og kulørt kliché, og dér er godt at svæve. Typisk for Nielsens romaner hører vi her et tydeligt ekko af en filosofisk idé: Alain Badious idé om kærligheden som en lige så omstyrtende begivenhed som revolutionen.

Jeget fortæller om Kvinden med stort K, den henførte og henførende Kvinde, han mødte i sin ungdom, det ubestemmelige, omskiftelige, udflydende, grænseløse, uimodståeligt æggende og provokerende væsen, et vandfald af langt mørkt hår og sortlilla silke og alle Europas sprog; en danserinde fra Rumænien (Romanien?), en bøjelig madonnaheks, der modtager ham i sin kirke af blafrende stearinlys og byder på en nadver af vin og brød og grålilla, gasrøget auberginepuré. Så omskiftelig, så bøjelig er hun, at hun til sidst måske bliver til en ræv, i én af de metamorfoser, der længe har interesseret Nielsen, og også har deres ophav i den franske filosofi – i Gilles Deleuzes plæderen for ’dyreblivelsen’ som en flugtvej ud af det alt for menneskelige.

Men fortællingen om jeget og Kvinden er kun det ene spor i romanen; sideløbende kører et spor, der handler om ’Ham’, ’Giganten af Karpaterne’, ’Du, Kilde til vort lys’: den rumænske diktator Ceausescu. Vi hører om hans ophøjelse til Gud, den lovpriste og usynligt allestedsnærværende, og hans opførelse af ’Utopia’, men også hans fornedrelse foran kameraet og sine skarprettere, med hustruen ved sin side.

Bestil inden 3. oktober: Få ubegrænset adgang resten af 2017 for kun 299 kr

Eller prøv én måned for 1 kr.

Kom i gang nu

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Podcast: Esther levede i to timer

    Hør Marianne og Stephan fortælle om at miste deres datter, Esther, der blev født alt for tidligt.
    Om sorgen, tomheden og om ikke at blive opfattet som forældre.

    Lyt til 'Mit usynlige barn, Esther'Plus En - Politikens podcast om livet med børn

Annonce