Kamilla Hega Holst roman er et univers af naturens grenværk og rodnet, der løber sammen med et univers af organer og udskillelser fra moderkroppen.
Foto: Kajsa Gullberg

Kamilla Hega Holst roman er et univers af naturens grenværk og rodnet, der løber sammen med et univers af organer og udskillelser fra moderkroppen.

Skønlitteratur

5 hjerter: Kamilla Hega Holsts nye roman er yderst velskreven og veltimet

Romanen 'Rud' væver kroppens og naturens efterladenskaber sammen i et drama om mor, børn og eksmand i et sensommerligt plantagelandskab ved havet.

Skønlitteratur

Det er noget af en thriller, Kamilla Hega Holst har begået med romanen ’Rud’. En yderst velskreven og veltimet thriller, i tæt berøring med den materie, som kroppen og naturen udskiller, afkaster, efterlader: blod, hår, grene, negle, grannåle, sand, kyllingeben, døde hugorme, rodnet af væltede træer, aborterede fostre.

En fraskilt mor, romanens jegfortæller, er i sommerhus i Asserbo med sine to børn, 11-årige Mira og 14-årige Malte. Augustsolen brænder, lillepigen læser ved mors side, umærkelig »som et åndedræt«, den store dreng har trukket sig tilbage til teenagerens mentale indelukke; strejfer rundt i naturen og samler ting, barberer alt håret af, isolerer sig i annekset. Sommeren går på hæld, i morgen skal børnene tilbage til deres far. Mors tanker kredser om børnene, madplaner, eksmanden, den aldrende krop, sin egen afdøde mor. Vemod over den forestående adskillelse, lidt for meget vin.

For så vidt er det en historie, som mangen en fraskilt, mangen en mor, mange teenageforældre, mangt et sensommervemod, mangen en moden kvinde vil kunne genkende. Og den akkompagneres suggestivt af konkrete sansninger, der væver menneskets og naturens materie sammen: Sønnens hår ligger spredt i lyngen »som spindelvæv«; døde grene knækker under fødderne; købmandsvarer tabes på grunden og lægges fulde af jord og grannåle i køleskabet.

Men fra starten indvæves også ildevarslende antydninger af en traumatisk fortid: indlæggelse, selvskade. På vej hjem fra stranden på cykel tager teenagesønnen en anden vej gennem plantagen end mor og søster, og han kommer ikke hjem.

Da det bliver nat, baldrer mor ruden til annekset og finder et stinkende lager af efterladenskaber, dels fra naturen, dels fra drengens egen krop (tøj, negle, hud, væsker). Badet i blod og glassplinter skuer hun noget, der minder om et materialistisk kunstværk: dels en organiseret dåsesamling af efterladenskaberne, dels en kæmpe kollage, hvor billeder af træer og organer er klistret sammen med tekst, landkort og tabeller og overtegnet med kulørte tuschlinjer, der løber som årer eller grene i et netværk. »Jeg ved ikke, om der hænger organisk materiale mellem billederne: afgnavede kyllingelår måske, Maltes hår, negle og hud«. Kollagen bliver ikke bare beskrevet i bogen, den bliver også visuelt gengivet, i et koloreret indstik, som kan foldes ud. Længere henne i bogen følger andre billeder: detaljer fra kollagen, herunder kort over plantagen med markeringer, der får detektivisk funktion i romanens plot.

Linjen, her i form af tuschstreg over kollagen, er et fremhævet filosofisk tema i romanen. »Alt er linjer«, siger Malte til sin mor, der forstår, at det er noget fra en af de filosofiske bøger, han har arvet fra sin mormor.

Vi er i et univers af grenværk og rodnet, der løber gennem både den menneskelige organisme og naturen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Læseren forstår (hvis hun er opmærksom på kolofonsidens referencer), at det er fra Deleuze og Guattaris ’Tusind plateauer’, der opfordrer os til at tænke i linjer og netværk frem for punkter, organer, substanser. I stedet for at søge tingenes kerne og årsag skal vi hengive os til linjens flugtvej, der for Deleuze og Guattari ikke mindst er en flugtvej fra den freudianske forståelse af mors livmor og fars penis som roden til alt.

Hega Holsts roman følger et langt stykke Deleuze og Guattaris flugtvej, hvor roden forgrener sig til rodnet og forskyder sig til ’Rud’, som det hedder med drengens fejlstavning og romanens titel. Vi er i et univers af grenværk og rodnet, der løber gennem både den menneskelige organisme og naturen.

Men vi er også i et univers af organer og udskillelser fra moderkroppen, og på sin vis skal drengens linjer og flugtveje vise sig at føre lige nøjagtigt tilbage til mors livmor og fars penis, så Freud ville klappe i hænderne. Selv om romanen er fortalt af mor, er dens syn på moderkroppen og forældrenes sexliv præget af sønnens perspektiv ifølge Freud.

Og selv om kollagen er overtegnet af linjernes netværk, er den klistret til med organer og materie, inklusive farvens materie. Den fremstår som et produkt af noget, sønnen har fra moderen, og noget, han har fra faderen: fra faderen landkort og koordinater, fra moderen kroppen og dens rester: blod, urin, hår, aborterede fostre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I deres fælles jagt på sønnen bidrager far med kortaflæsning og kompas, mens mor bidrager med sans for farver og bogstavets materialitet. Vi ender i den værste, ødipaleste far-mor-barn-trekant, men også i en håbefuld bekræftelse af, at flugtlinjen findes, befrielsen findes. Så har jeg vist udtrykt mig tilstrækkelig abstrakt til ikke at have spoleret det velkomponerede plot, som læseren selv skal have fornøjelsen af at følge.

Kamilla Hega Holst formår at opbygge også selve romanen som en kollage, hvor clues til plottet og filosofiske tekstbidder serveres side om side med naturalistiske detaljer af krop og natur, alt sammen i et sprog, der henter sin spænding og sansekraft i en afmålt enkelhed. Det er lykkedes hende flot at skrive en roman, der på én gang er elementært og filosofisk spændende, på én gang handler om det ekstreme og det almene familieliv.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce