Så sidder hun der og siger, at hun ikke er nogen romanforfatter.

Skrev hun måske ikke ti romaner sammen med sin partner in crime, Per Wahlöö?

»Jo«, siger Maj Sjöwall, »men det dér var jo et projekt, Per og jeg fandt på: at vi skulle skrive ti bøger. Efter dem var det jo slut. Per var professionel forfatter, så absolut, men jeg har ikke tid til at skrive romaner. Jeg er ingen romanforfatter. Vi skrev det der projekt, og bagefter fortsatte jeg med mine oversættelser, lidt noveller og artikler«.

'Strisser, strisser'
»Det dér projekt« er krimiserien om politimanden Martin Beck, som udkom fra 1965 til Per Wahlöös død i 1975.

Ti svenske romaner, som er blevet oversat og genudgivet og filmatiseret i lange baner og læst om og om igen – og desuden har dannet skole inden for kriminallitteraturen, fordi de ikke bare løste en krimigåde, men også gjorde figurer som Martin Beck, Gunvald Larsson og Lennart Kollberg så livagtige, at man næsten kunne røre ved dem.

Samtidig luftede bøgerne en hvas kritik af politiet og det svenske samfund.

Netop nu kan den ene af romanerne, den sjette i serien, opleves live i Malmø. Her udstiller 15 kunstnere frem til 25. juli rundt om i byen værker, der alle tager udgangspunkt i ’Polis, polis, potatismos’ eller ’Strisser, strisser’, som den hedder på dansk.

Romanen udspiller sig nemlig for det meste i Malmø – og lidt i København – og fylder i øvrigt 40 år i år.

På godt og ondt
I har jo ramt noget med jeres bøger, siden der stadig er den interesse for dem?

»Ja, det var bestemt ikke noget, vi havde forestillet os. Vi troede, de skulle holde en stund og siden forsvinde. Bøgerne er jo historie, og det, vi skrev om, findes ikke længere. Men de var jo tilstrækkeligt realistiske, så folk har nok syntes, at de kunne genkende sig selv. Personligt har jeg lagt bøgerne bag mig for mange år siden, og jeg har ikke læst dem siden dengang. Men jeg har jo været tvunget til at leve med dem hele mit liv. På godt og ondt«.

Hvordan på ondt?

»Det her, for eksempel. Efter 40 år at skulle sidde og svare på de samme spørgsmål«.

Pænhed og hårdhed
Nogle år efter Per Wahlöös død flyttede Maj Sjöwall til København og boede på Christianshavn i otte år. I anledning af ’Polis, polis, potatismos’-udstillingen er hun tilbage på en kort visit.

LÆS ARTIKELMalmö bliver opklaringssted for forbrydelse

Som hun sidder der, under trækronerne i gårdhaven på sit københavnske stamværtshus, Rabes Have på Christianshavn, i sin fine himmelblå kjole – som hun selv har syet af et lagen – og nipper til en øl, ligner hun en mild, ældre dame på snart 75 år.

Og det er hun skam også. Men der er samtidig en nøgternhed, en fasthed i hendes ord, der vidner om, at Maj Sjöwall ved, hvad hun kan og vil – og hvad hun ikke kan og absolut ikke vil. En blanding af pænhed og hårdhed, der har fulgt hende, så langt tilbage hun kan huske.

Herr Direktören
»Indtil jeg var cirka 12 år, havde jeg ikke andre tanker, end at jeg skulle leve samme liv som min mor og mormor. Blive gift, få børn og gå hjemme og støvsuge og vande blomster. Jeg var en artig pige, det var jeg jo nødt til. Men jeg levede et hemmeligt liv herinde«, siger hun og banker sig på hovedet, »og jeg var ganske hård. Jeg havde en to år ældre bror, så jeg var meget sammen med drenge, jeg var sådan en drengepige, ganske tough. Men det mærkede man ikke, for jeg levede en slags dobbeltliv«.

Majs far var direktør for et stort stockholmsk hotel, hvor der både var restaurant og teater og en lejlighed, som familien boede i. Og der var ingen tvivl om, hvem der var bossen på hotellet:

Herr Direktören, som sad oppe på sit kontor, når han ikke hersede med personalet. Men Maj kunne bedst lide at sidde nede i køkkenregionerne hos de finske gæstearbejdere, som skrællede kartofler dagen lang.

»Jeg tror, at det var der, jeg fik min indsigt i, hvordan samfundet er opdelt. Jeg lærte en hel del om klasseopdelinger og om, hvordan mennesker behandler hinanden«.

Skuespillerdrømme
Behandlede din far folk ordentligt?

»Nej, ikke synderligt. Han troede, han var chef både hjemme og på arbejdet. Han var kaptajnen på båden«.

Maj Sjöwall ville være skuespiller og blev også optaget på en teaterskole, men måtte ikke for sin far –»næ, fy fan, det var ikke pænt!«.

Han var heller ikke særlig begejstret for hendes planer om at blive journalist, så Maj flyttede hjemmefra som 17-årig og uddannede sig som journalist.

20 år gammel fik hun sit første barn, som forældrene forsøgte at tage fra hende, så de selv kunne adoptere det.

Men det fik hun afværget. I stedet afbrød forældrene kontakten med hende i nogle år og genoptog den først, da hun havde mødt Per Wahlöö.

»Efter at jeg havde truffet Per, fik han en pris fra den borgerlige avis Svenska Dagbladet, og der var en stor helsidesartikel om ham, skrevet af chefredaktøren, som var en god ven af min far. Og så blev vi inviteret hjem til far og mor«.

Socialdemokraternes svigt
Da Per Wahlöö mødte den ni år yngre Maj Sjöwall i begyndelsen af 1960’erne, arbejdede de begge på samme forlag, på hver sin ugeavis.

Begge var politisk orienterede ude på venstrefløjen.

Wahlöö, der allerede havde skrevet nogle bøger, foreslog Sjöwall, at de skulle skrive sammen, og ideen til ’Roman om en forbrydelse’, som Beck-serien kaldes, begyndte at tage form, da de flyttede sammen i 1963. Deres hensigt var at sætte fokus på det – i Sjöwall og Wahlöös øjne – skrantende svenske samfund.

»Vi syntes, der manglede den her type bøger i Sverige. Udgangspunktet var at beskrive politiarbejdet realistisk og at beskrive et samfund på vej i den forkerte retning. Socialdemokratiet var jo helt udueligt. Den egentlige forbrydelse, som vi anså det, var socialdemokraternes svigt af arbejderklassen«.

Skriblerier om natten
Jeres tilgang var i høj grad politisk?

»Ja, vi var jo venstresocialister, vi var marxister, så det er klart, at vi kritiserede samfundet, som stod i kontrast til vores overbevisning. Det var hensigten med bøgerne«.

Inden de satte sig til at skrive, blev strukturerne for hver bog, hver person, diskuteret grundigt. Kapitlerne delte de op imellem sig, så de skrev halvdelen hver.

De stod op midt om natten, satte sig ved skrivebordet over for hinanden og griflede løs i hånden. Om dagen renskrev de den andens kapitler på skrivemaskine.

Baseret på gætterier
»Hvis jeg kigger i bøgerne i dag, har jeg ret svært ved at huske, hvem der skrev hvad. Vi fandt en fælles tone – når man for eksempel læser Pers egne bøger, er det slet ikke samme stil som i vores bøger. Vi forsøgte at finde en ganske enkel stil, som skulle være letlæselig. Og humoren i bøgerne var meget vigtig for os – når man skriver om så ubehagelige ting som kriminalitet, må man lette det lidt«.

Per Wahlöö havde på et tidspunkt arbejdet som krimireporter, og parret kendte desuden en politimand, der kunne bidrage med faktuelle oplysninger.

Men ellers var deres beskrivelser af politiarbejdet først og fremmest baseret på gætterier, fortæller Maj Sjöwall.

»Men vi har hørt om flere politifolk, som siger, at de ofte genkender sig selv, når de har læst bøgerne, så vi må jo have gættet ganske rigtigt«.

Gunvald Larsson var taxachauffør
Inspirationen til romanfigurerne kom også ud af det blå.

Deres fysiske udseende var dog oftest modelleret over eksisterende personer, som Sjöwall og Wahlöö kendte eller havde mødt.

»For eksempel kørte vi hjem i taxi en dag, og så sagde en af os om taxichaufføren: »Det er jo Gunvald Larsson!«. Og så fulgte chaufføren med os op og drak kaffe og snakkede, og så kørte han igen. Men han vidste ikke, at vi brugte ham. Dem, vi anvendte, har jo ikke haft nogen anelse om det«.

Dovne krimilæsere
Da Sjöwall og Wahlöö skrev deres bøger, var der kun en håndfuld svenske kriminalforfattere. I dag »skriver hver anden svensker krimier«, som hun siger.

»Og jeg forstår det ikke, for de fleste af de her bøger er jo så elendige, de er så dårligt skrevet. Men folk læser dem, og jeg tror, at det er, fordi folk helt enkelt er dovne. De orker ikke at læse seriøs skønlitteratur«.

LÆS ARTIKELSvenske forfattere: Krimidronninger kan ikke skrive

Og filmene?

»Der blev lavet en god film, ’Manden på taget’, af Bo Widerberg. De nye har jeg ikke haft noget med at gøre. Men jeg har set de fleste af dem«.

Frihed til at sove længe
Tænkte I, da I skrev bøgerne, at de kunne blive til film?

»På en måde var vi jo vældig cineastiske, begge to, men vi tænkte ikke, mens vi skrev, at det her nok skulle blive filmatiseret«.

LÆS OGSÅBeck takker af efter 13 år i tjeneste

Og I tænkte ikke, at det skulle blive en guldåre?

»Næ, det troede vi ikke. Men vi blev meget glade, da bøgerne kom på dansk«.

Du er vel heller ikke blevet mangemillionær på dem?

»Nej, det er jeg absolut ikke. Men jeg har jo kunnet leve som et frit menneske, og det synes jeg er meget mere værd. Slippe for at være ansat, gøre som man vil, sove så længe man vil. Det er vigtigere end penge«.

»Jeg vil være glad«
Hun er stolt over parrets bøger, men gør sig ingen illusioner om, at de har været med til at ændre samfundet. Allerhøjst at de har fået læserne til at opfatte tingene på en anden måde.

Det politiske liv er lige udueligt i dag, synes hun, og selv om hun stadig har sine politiske meninger, holder hun dem primært for sig selv.

Stemmer du, når der snart skal være valg i Sverige?

»Jeg tror det ikke. Nu har vi ikke nogen venstrefløj længere, jeg har ikke noget parti, det er forsvundet. Kommunismen er jo ligesom død. Jeg ser næsten aldrig fjernsyn, jeg læser bare avisernes kultursider, jeg holder mig væk fra det, som jeg alligevel ikke kan ændre. Nej, jeg bryder mig ikke om det her politik. Der sker så meget rundt om i verden, som gør, at man bliver forbandet og ked af det hver dag, og jeg orker ikke at være det; jeg vil være glad«.

Ingen gammel kælling
Men du har aldrig overvejet at bruge din røst som kendt person? Har du aldrig tænkt, at du kunne stille dig op og sige din mening?

»Jeg snakker med mine børn, de er gode, og de tænker og synes som jeg. Jeg behøver ikke stå nede på torvet og skrige«.

»Når man bliver gammel, bliver man behandlet som en idiot af yngre mennesker. Når de ser mig, tænker de, at der sidder en gammel dum kælling. De tror, at hjernen krymper og forsvinder, og det er jo faktisk lige modsat. For mig er det slet ikke realistisk, at jeg skulle være 75, for jeg er jo 27 et halvt«, siger hun og småklukker.

Og hvis du skulle give den unge Maj et godt råd, i bagklogskabens lys?

»Stik af hjemmefra så hurtigt som muligt!«.