Kan det bære at skrive en fantasy på syner og sansninger alene? Helt uden drager og deslige.

Ja, det kan!

Og Alex Uth har gjort det før. ’Marskens hemmelighed’ (2007) har fået en koldblodig efterfølger i ’Marskens konge’. Det er fortsat gråvejr og støvregn.

Vi er igen på den lille holm i oldgamle dage ude i marskens siv og kanaler, hvor en faldefærdig landsby ligger. Folkene er besat af de mørke skygger under vandet.

De ser dem aldrig, men så meget desto værre.

Ved midsommer ofrer de et barn til marskens konge, og denne gang er det Fanke, der må bøde for sin brors egensindighed. Ingen – heller ikke hende selv – forstår det, da hun er tilbage på tuen dagen efter, hun blev druknet.

Mennesker i vand og vanvids vold
Historien fortæller om sære syner, drømme uden ende og helt håndgribelig mobning fra landsbyen. Fanke er død! Basta!

Aldrig har det regnet så meget i bogform. Fugten driver over siderne, mens Alex Uth maler billedet af skrækslagne mennesker i vand og vanvids vold.

LÆS ARTIKELFantasy-dronning skriver krimi

LÆS OGSÅSeneste 'Final Fantasy' er smuk skuffelse

Det meste sker inde i Fanke, og hendes skæbne er et grumt og tidligt eksempel på jernalderens ’jantelov’.

Der er præcise beskrivelser af pigens totale isolering, overtroens hærgen samt dertil en masse om naturen i dette fremmedartede svuppende samfund.

Der er røg i øjnene og myg i næsen. Odderen blinker med øjnene, og kæmpegedden glider forbi.

Hele tiden har Alex Uth fat i en lidenskab og en grad af alvor, der ikke er almindelig i fantasy. Det er vigtigt. Det er besættende læsning. Skrevet i vand.