»Skib ohoj! Har du set den Hvide Hval?« Råbet lyder over havet og fra side til side i Herman Melvilles mesterværk om Moby Dick. Forløsningen får vi først på side 505: »Dér blåser hun! - dér blåser hun! En pukkel som et sneklædt bjerg!«

Og så begynder jagten: første dag, anden dag, tredje dag. Det er en bibelsk beretning, der står på hovedet, så sandt som den tæller ned mod destruktion og ikke op mod skabelse.

Men Herman Melville har indskrevet hele sit livtag med alverdens Jonas’er og hvalfisk i en gammeltestamentlig sprog- og billedbrug, som udfordrer og underminerer den hårdkogte ugudelighed, der sejler på overfladen.

Skibet Pequod er en verden, kaptajn Akab er en Gud, hvalfangsten er billede på menneskelivet i det hele taget.

Og når Carsten Jensen i sit generøse forord omtaler Melville som en ’ateist som tror på djævelen’, så er det både rigtigt og lidt for lidt: Melville er en art anti-teolog af den maritime skole, som særligt beskæftiger sig med vand: Hvordan flækker man Det Røde Hav med en stav? Hvordan spadserer man på Genesaret Sø? Hvordan havner man i bugen på en hval?

Hverdagen skal også fungere
Den hvide hval hos Melville er et gespenst, der forfølger fortællingens kaptajn Akab på linje med Den Flyvende Hollænder, som hjemsøger alverdens sømænd.

Akab er besat, men han har også en hverdag og en besætning, der skal fungere:

»Akabs snedige vanvid i forbindelse med Moby Dick kom allermest tydeligt til udtryk i hans skarpsindighed og enestående fornemmelse af, at indtil videre måtte jagten ikke præges af den sælsomme og utrolige utilbørlighed, den var omgivet af, og togtets fulde gru måtte gemmes hen i det dunkle og slørede (det er nemlig hos de færreste, modet holder stand, hvis det trækkes i langdrag og ikke udløses i handling), og hans officerer og mandskab skulle i de lange hundevagter have noget andet og mere nærliggende at tænke på end Moby Dick.«

Fri fra unødig forenkling og formidling
Ikke sandt: Man skal stå godt fast på dækket, når man læser sådan en sætning. Man ønsker sig lidt, at man ligesom kaptajn Akab havde et hul at stikke træbenet i, så man ikke skylles over bord.

Men sådan har oversætteren Flemming Chr. Nielsen valgt at sætte alle sejl i sin nye oversættelse, der følger Melville i al hans langstrakte storladenhed. I modsætning til Mogens Boisen, der stod for den hidtil kendteste oversættelse, så hugger Nielsen aldrig en hæl og skærer ikke en eneste tå, hverken i fortællingen eller i den enkelte sætning.

LÆS OGSÅ Glemt Moby Dick-værk spillede med musklerne

Vi får alle encyklopædiske kapitler med, og vi får hver eneste bisætning lejret ind i sin melville’ske hovedsætning. Nielsen forenkler og formidler ikke, og han sætter hverken unødige punktummer eller indlægger ufortjente pauser. Hør blot Akab:

»Hvis jeg går ud fra, at den Hvide Hval fuldt og helt opildner min vilde besætning og endda forvandler den til en slags ædelmodige omvandrende riddere, der fryder sig over at skulle jagte Moby Dick, må deres almindelige daglige behov alligevel mættes, for selv gamle dages højbårne og ridderlige korsfarere ville ikke rejse to tusind miles og kæmpe for den hellige grav, hvis de ikke undervejs kunne begå indbrud og lommetyveri og skaffe sig en række andre fromme biindtægter«.

Mange ord i lasten
Alt på et skib hedder som bekendt noget andet, end det hedder på landjorden, et tov er et fald. Et gulv en dørk, et køkken en kabys, hvad der jo altid giver godt med skumsprøjt i søfartsromanerne. Men hos Melville er der næsten ingen grænser for den verbale rigdom, og det er ikke til at fatte, at den danske oversætter har kunnet følge med.

På side 231 hjælper fortælleren Ismael f.eks. sin ven, menneskeæderen Queequeq, med at væve en ’skamfilingsmåtte’ (der ikke indgår i mit aktive ordforråd):

»Med hånden som skyttel lod jeg skudgarnet eller islætten af mærling løbe mellem rendegarnets lange kædetråde«.

Jo tak, det skal nok passe. Flemming Chr. Jensen, som har oversat en hele stribe Melville-værker, og som nu har taget favntag med selve hovedværket, er en mand med mange ord i lasten. Men han skriver også bare et smukt dansk: »Skibet faldt nu af fra vinden og lænsede blideligt.«

Alt om hvaler oghvalfangst
Vi får ikke alt at vide om, hvad »den uudgrundelige Akab sagde til sin tigergule besætning«: Det er det bedst at udelade, »thi læseren lever under et kristent lands velsignede lys«.

Men vi får mere end meget at vide om alt – alt – hvad der har med hvaler og hvalfangst at gøre. Hvis man har lyst til at vide så meget, og med noter, så er den nye og ultimative udgave af Moby Dick også den ultimative julegave.

FACEBOOKBliv ven med Politiken