Eugène Ionesco (1912-94) er mest af alt kendt som manden, der i 1960'erne søsatte absurde dramaer som f.eks. 'Næsehornet', 'Enetime' og 'Stolene'. Teknikken lånte af Commedie dell'arte-traditionens greb, og temaerne rungede af ekkoer fra fransk eksistentialisme: meningsløshed, tomhed, intethed.

I 1973 skrev han sin eneste roman, 'Enegængeren' (Le solitaire), der nu foreligger i en god dansk oversættelse. Romanen handler kort fortalt om en anæmisk og ubetydelig lavere funktionær, der i en alder af 35 år helt uventet arver en stor sum penge, trækker sig tilbage, og langsomt isolerer sig mere og mere fra omverdenen.

Han vier sin tid til ørkesløse og kraftesløse spekulationer over universets uendelighed og menneskets endelighed, men er gennemsyret af en følelse af afmægtighed og lammelse.

Han magter ikke at elske de kvinder, der kommer forbi hans vej, han evner ikke at danne venskaber med andre, han synes, menneskene er ligegyldige eller groteske, ham selv inklusive. Dette trøstesløse og misantropiske livsforløb spædes op af store mængder cognac og Beaujolais.

---

Romanen er konsekvent holdt i første person ental, som en understregning af hovedpersonens manglende evne til indlevelse og medlevelse. Til slut er livet gået, som en kedsommelig lille parentes, og tilbage er kun en syret hallucination, sandsynligvis umiddelbart inden døden.

Alt dette lyder dødssygt, og er det for så vidt også, men Ionescos skrivekunst stråler og glimter med en umiddelbar brutalitet og grum præcision, der minder om Céline, og en virtuos særhed, der bringer mindelser om polakken Gombrowicz.

Selv om 'Enegængeren' ligger og vipper på grænsen mellem det patologiske og det almengyldige, kan den stærkt anbefales som et ædende skarpt portræt af de frastødende effekter, ubegrundet livslede kan afstedkomme.