Modig. Martin Amis har aldrig været bange for at gøre en forskel, og hans romaner samt offentlige udtalelser placerer ham ofte i store og små medieskandaler. Det skete også for 'Brun Sne'.
Foto: Panos Pictures, Samuel Aranda

Modig. Martin Amis har aldrig været bange for at gøre en forskel, og hans romaner samt offentlige udtalelser placerer ham ofte i store og små medieskandaler. Det skete også for 'Brun Sne'.

Skønlitteratur

Martin Amis skriver mesterværk om mennesket inden i den nazistiske bøddel

Engelsk forfatter gør, hvad faghistorikere og dokumentarister har så svært ved.

Skønlitteratur

Hvad angår selve logistikken, dvs. den planmæssige anvendelse af politi, kreaturvogne og giftgas, er det store ’hvordan’ i forbindelse med nazisternes Endlösung for længst besvaret, og enhver ved, at ’tyskerne’ kan det der med togdrift.

Men ingen er endnu kommet med en tilfredsstillende forklaring på, hvordan det kunne lade sig gøre at få tyske mænd og kvinder til at medvirke i (og udholde) de forskellige etaper i den årelange systematiske drabsvirksomhed.

Rækken af digre historiske værker, som har forsøgt sig, er endeløs, men spørgsmålet forekommer stadig ubesvaret, fordi det simpelthen ligger uden for normale menneskers forestillingsevne, at »et søvnigt land af digtere og drømmere, og den mest højtuddannede nation, der nogensinde havde gået på jorden, kunne overgive sig til en så vanvittig og fantastisk skændsel«.

Man kan godt digte om Auschwitz

Citatet om det søvnige land kan læses i ’Brun sne’, engelske Martin Amis’ anden Auschwitz-roman. Den første, mesterværket ’Tidens pil’, udkom allerede i 1996, men Amis har ikke kunnet lade være at vende tilbage til det store åsted, og det er godt!

Selvfølgelig skal forfattere og filminstruktører og andre kunstnere bidrage til at finde svar på alle de mørke spørgsmål, som nazismens »hallucinerede antisemitisme« og »verdenshistoriske talent for at føle had« (Amis’ formuleringer) rejste. Man kan godt digte efter – og om – Auschwitz. Forbrydelsen ville blive endnu større, hvis svaret på den var tavshed.

90 procent bliver gasset, resten skal arbejde, 1.000 dør om ugen af tyfus

’Brun sne’, der foregår i Kat Zen III, en enorm kz-lejr i Polen, begynder i august 1942 og slutter nogle år efter krigen, og det er ikke et dukkehus, men en dødsfabrik, kommandant Paul Doll leder. De fyldte tog ankommer uafladeligt med nye ladninger af jøder. Dolls største prøvelse er, når han skal ud på Rampen for at tage imod de nytilkomne med den falske velkomst, der skal få dem til at tro, at de bare er kommet en tur på landet.

Annonce

90 procent bliver gasset, resten skal arbejde, 1.000 dør om ugen af tyfus. Lejren er knyttet til I.G. Farben, den verdensberømte koncern, som betaler godt for sine 150 ugentlige menneskelige forsøgspersoner.

Alt er sat i system. Også bestræbelserne på at slette de spor (med knoglekværne), som det måske ikke er nødvendigt at slette, hvis Tyskland sejrer, men man ved jo aldrig. Det pulveriserede støv køres væk ’vognladningsvis’ og hældes i floden.

Grusomt kammerspil

Vandet i området er udrikkeligt, ingen undslipper lugten, luften er også fuld af død – røgen fra krematorierne farver sneen brun. Kommandant Paul Doll er en presset mand. Ægteskabet med smukke Hanna vakler mod enden. Og hver dag venter Rampen. Han doper sig med nervemedicin og cognac, men i længden hjælper det ikke.

Ved De i øvrigt, hvad »vertikal stabling«, ’Sardinenpackung’, i et gaskammer er? En SS’er forklarer: »De står og træder hinanden over vristen, kilet sammen i et lag. Og med småbørn og babyer skubbet ind i skulderhøjde. Det er økonomisk. Zyklon B er billigere end kugler. Det er kun derfor«.

Vandet i området er udrikkeligt, ingen undslipper lugten, luften er også fuld af død - røgen fra krematorierne farver sneen brun

Det er et grusomt kammerspil, Amis har forfattet. Gruen er kondenseret til replikker, karakterbeskrivelser, mentale tilstande. Det virker stærkt og overbevisende, at Amis lader bødlerne selv komme med alle forklaringerne på og eftertankerne over, hvad det dog er, de er i færd med.

Når Doll ifølge sine indre monologer har det nogenlunde fint, er han i færd med en verdenshistorisk mission, og hans moralkodeks er enkelt: »At være barmhjertig over for jøderne er at være ond over for tyskerne. Rigtigt og forkert, godt og ondt: begreber som disse har haft deres tid og gælder ikke længere. Under den nye orden har visse handlinger et positivt udkomme og andre et negativt udkomme. Andet findes ikke«.

Doll bryder sig ikke om Der Stürmer, Julius Streichers hysterisk antisemitiske tidsskrift, »med dets modbydelige og hysteriske læggen vægt på den mandlige jødes kødelige rovdrifter har ’Der Stürmer’ gjort den seriøse antisemitisme en stor bjørnetjeneste. Det, folket har brug for, er at se diagrammer, tabeller, statistikker og videnskabelige beviser – ikke en helsides karikatur af Shylock som savler over Rapunzel«.

Annonce

Annonce

Som man forstår, er Doll en tænksom herre, og noget galt med ham er der skam ikke: »Jeg er en helt normal mand med normale behov. Det er det, som ingen tilsyneladende forstår. Poul Doll er fuldkommen normal«.

Grusomhed som en dyd

Romanens kærlighedshistorie mellem Hannah Doll og SS’eren Golo Thomsen er ikke interessant, men den er med til at tydeliggøre nogle holdningsmæssige positioner på tysk side. Hannah foragter i forvejen sin mand og ender med at se ham som det, han er: en afstumpet drabsmand. Thomsen er en mere tvetydig figur, fordi hans forbehold over for drabsvirksomheden også er en del af hans flirt, men det er ikke desto mindre ham, der i romanen formulerer sig klarest om, hvad Tyskland har gang i:

»Hvad fik den tyske nations folk, dens mænd og kvinder til samtykkende at lade deres sjæl voldtage? Hvor kom det fra, dette behov for en så metodisk, pedantisk og så bogstavelig udforskning af det dyriske?«.

Med stor præcision og besættende sproglig kraft evner han at gestalte de mennesker, også psykologisk, som udførte holocaust

Thomsens eget svar er kort: »Måske er alt det her blot det, der sker, når man igen og igen fremhæver grusomhed som en dyd. Som belønnes på linje med andre dyder – med forfremmelse og magt«, men så kommer tilføjelsen: »Jeg ved det ikke«.

Amis skriver bedre, end han har gjort i flere årtier. Med stor præcision og besættende sproglig kraft evner han i modsætning til så mange faghistorikere at gestalte de mennesker, også psykologisk, som udførte holocaust. Igen og igen skriver han sig ind på fascinationskraften i nazismens særlige kombination af strømlinet modernitet og »aztekisk appetit efter død«.

Ligesom Jonathan Littells uforglemmelige ’De velvillige’ sætter ’Brun sne’ sig i læserens krop og bevidsthed, og det var en skandale, da Amis’ franske og tyske forlag nægtede at udgive den, efter at han havde udtalt, at der optrådte en SS-mand i den (Golo Thomsen), som ikke var så nazistisk endda.

I et efterord, hvori Amis refererer, hvad andre forfattere har skrevet om nazismen, Primo Levi bl.a., nævner han W.G. Sebalds bemærkning om Endlösung:

»Intet seriøst menneske tænker nogensinde på noget andet«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden