Kinesisk roman om at være menneske er rørende og forfriskende

Den prisvindende kinesiske forfatter Yu Huas bestseller ’At leve’ fra 1993 findes nu i glimrende fordanskning.

Skønlitteratur

Det er faktisk forfriskende at læse en kinesisk roman, der ikke primært handler om kinesisk historie. Bevares, ’At leve’ runder da alt fra krigen mod japanerne til ’det store spring’ og kulturrevolutionen. Alligevel er der noget nærmest historie- og geografiløst over romanen, der hæver sig

over den konkrete scene; et bondesamfund i Kina fra 1940’erne og frem, og som på en fuldstændig vital måde rammer mig, der sidder i Danmark i dag.

Mennesket i romanen er rigmandssønnen Fugui – lidt af en usympatisk slyngel, der pendler mellem det lokale horehus og kasino, og som endnu intet ved om livet. I et skæbnesvangert øjeblik spiller han familiens formue op og tvinges til et liv i fattigdom. Nu må han flytte fra sit palæ og leve som simpel bonde uden privilegier.

Dette udgangspunkt kunne der nemt være kommet en lidt banal og moraliserende fortælling ud af. Men Yu Hua formår at skrive en historie, der indfanger noget meget fundamentalt og uforklarligt: Hvad vil det sige at være et menneske med et liv, og hvordan formår det at leve det?

Sammen med sin kone, døvstumme datter og lille søn må fattige Fugui ernære sig gennem hårdt arbejde i marken. Han bliver tvangsrekrutteret til hæren, en dag han er taget til byen for at finde en læge til sin døende mor – og kommer først tilbage flere år senere. Resten er en opvisning i, hvor galt det kan gå for et menneske.

LÆS ANMELDELSE

Romanens genistreg er så, at den samtidig bærer præg af en rolig og nærmest optimistisk grundtone. Det er en prosa, der umærkeligt afspejler, hvordan Fugui forandrer sig og lærer ikke at lade sig kue. Varmere synes romanen, efterhånden som Fugui mister og mister alting.

På den måde bliver ’At leve’ interessant nok en fortælling om, hvordan skelsættende begivenheder som kulturrevolutionen godt nok vender alting på hovedet, men ikkebetyder noget særligt for mennesket. Begivenheder kommer og går, mens man bare lever.

Usvigelig sikkert tempo

Yu Hua, der er uddannet tandlæge, regnes for en postmoderne kinesisk forfatter. ’At leve’ fortælles dog relativt straight og realistisk, men skaber også en meget effektiv komposition med en ramme rundt om Fuguis fortælling. Her er en mand gået ud i de kinesiske marker for at lede efter folkeviser. Han møder en gammel bonde med en okse, den aldrende Fugui, der i løbet af en dag fortæller sin historie. Denne ramme synes at ville vise, at verden vrimler med fantastiske individuelle historier – helt almindelige narrativer, der dog snildt kan måle sig med de store kulturelle fortællinger.

'At leve' er en rørende roman, der stråler af et usentimentalt håb

Samtidig fortælles romanen i et usvigelig sikkert tempo, der både kan springe år frem i tiden og dvæle på de helt rigtige tidspunkter. Og så formår Yu Hua at skabe nogle karakterer – som f.eks. datterens invalide og arbejdsomme ægtemand – der med få sætninger bliver elskelige og lyslevende.

LÆS ANMELDELSE

Titlen ’At leve’ fortier selvfølgelig den død, der også ligger på lur. Når livet bliver for hårdt, lever man bare. Et enkelt sted i romanen forsøger Fugui selv at sætte ord på tanker som disse: »Så er det bedre at være helt almindelig. Hvis man render rundt og stræber efter først det ene og så det andet, betaler man med sit liv. Se nu bare på mig, jo mere jeg har hutlet mig igennem, jo værre er det gået. Men mit liv har været langt. Alle, jeg kender, er døde, én efter én. Jeg, jeg lever stadig«.

’At leve’ er en rørende roman, der stråler af et usentimentalt håb, og som, fordi den føles så ægte, ikke efterlader mig med en fornemmelse af skråsikre budskaber, men som alligevel viser, at livet – selv når ting går galt – på besynderlige måder altid tilbyder sig. Hvis blot man som Fugui er parat til at leve det.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden