Dannet. Bernard Minier indlejrer med den største naturlighed referencer til Baudelaire, Murakami og Mahler.
Foto: Bruno Lévy

Dannet. Bernard Minier indlejrer med den største naturlighed referencer til Baudelaire, Murakami og Mahler.

Skønlitteratur

592 siders fremragende fransk krimi er som en vante på en vinterkold hånd

Bernard Miniers fortælling for foden af Pyrenæerne er spændende og uhyggelig – og anbefalet.

Skønlitteratur

Efter at have været kommercielt udlånt til alskens nordiske produkter fra svenske fjernsynsserier, dansk sæbeopera til diverse skandinaviske sweaters er det franske ord for sort så småt vendt hjem til sit gamle fædreland. Der er god sort grøde i franske krimier for øjeblikket både som film, fjernsyn og litteratur. Forfattere som Pierre Lemaitre, Fred Vargas, Jean-Christophe Grangé og Caryl Férey er navne, som har gjort den franske ’polar’ verdensberømt.

Måske er berømmelsen ikke så stor herhjemme. Hvor vi mere er til hjemmestrikkede hyggekrimier, sådan lidt småspændende skisokker, når læsefoden går kold. Sager uden det helt store sving i sprog og stil. Ikke som i den galliske bogverden, hvor man i alle genrer litterært skal gøre sig umage på sit modersmål og vise lidt dannelse.

Det gælder også den nys ankomne til det sorte parnas, Bernard Minier, som lader sin ensomme kvinde, Diane, på sikringsanstalten i sin debutroman ’Iskold død’ citere en strofe af Baudelaire. Helt naturligt og uden snobberi. Jamen kære læser, hvornår har du sidst mødt en dansk krimihelt, der kan sin Sophus Claussen sådan rent en passant og ganske naturligt? Krimier nordpå er mere til middelklassisk socialrealisme end poetisk eventyrlighed.

Bernard Minier, som skriver fra og om sin hjemegn, er blevet rost for sine skandinaviske træk i plottet

Det er naturligvis ikke denne latente litteraritet, der gør ’Iskold død’ værd at læse og gennemført underholdende. Selv om vor politimand, den lidt mutte og stille Martin Servaz fra Toulouse, måske lidt for ofte kan sin latin og sådan slentrende lige diskuterer Mahler eller Murakami med de implicerede undervejs. Bogen er frem for alt fascinerende med sin lange historie, som tager sin tid med sine små 600 sider, hvor nogle er mere spændende end andre.

Historien begynder hastigt med fundet af et hestekadaver ophængt i kablet til en kraftstation 2.000 meter over jorden. Et gys, som siden udvikler sig for foden af Pyrenæerne i universitetsbyen St. Martin til en jagt på mord og mystik, som peger i flere retninger. Mod en indespærret og superintelligent schweizisk psykopat, over masseselvmord blandt unge i fortiden til gustne intriger bag byens facader. Vi er i Frankrig, hvor konspiration og korruption hverken er låne- eller fremmedord. Men her er også chance for en romance mellem kommissær Servaz og hans smukke kollega fra Alsace, Irène Ziegler, nu omplantet som vicekommissær hernede i Sydfrankrig.

Bernard Minier, som skriver fra og om sin hjemegn, er blevet rost for sine skandinaviske træk i plottet. At Servaz er traurigt fraskilt med et ømt forhold til sin datter. At vi her og der møder senmoderne kvinder, der har lukket sig inde i mandeskeptisk melankoli. Men vi er heldigvis stadigvæk i en krimikultur, som både elsker føljetonens spektakulære ramasjang og romantikkens musketer-ed som sammenhængskraften i et politikorps sat op på skæve og aparte strømere. Ellers kan ’Iskold død’ minde om en melange af Thomas Harris’ ’Ondskabens øjne’ og Jean-Christophe Grangés ’De blodrøde floder’.

Spændende og uhyggelig – og anbefalet. Bag sin kolde titel faktisk varm som en vante på en vinterkold hånd.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

    Kan man føde på en rasteplads?

    En decembermorgen for over to år siden fødte Gitte Bussey sin lille datter Nelly i bilen på en rasteplads på vej til hospitalet i Herning. I Politikens podcastserie Plus En kan du høre historien om den vilde rastepladsfødsel.

Annonce