coverboy. Dyr, myter og medier mødes i Jennifer L. Knox' vilde digte. Maleriet herover er fra digtsamlingens omslag. Illustration: Charles Browning

coverboy. Dyr, myter og medier mødes i Jennifer L. Knox' vilde digte. Maleriet herover er fra digtsamlingens omslag. Illustration: Charles Browning

Nyhedsrealisme bliver grotesk i suveræne, vilde digte

Rune Lykkeberg anmelder den amerikanske digter Jennifer L. Knox, der sætter tingene sammen i nye universer.

Skønlitteratur

De mest eksotiske detaljer og mirakuløse informationer om verdens fremmede mennesker får vi smidt lige i hovedet. En mand fra Texas, som hedder Kelly Hildebrandt, hører om en kvinde fra Florida, der også hedder Kelly Hildebrandt. Han fandt hendes navn, som altså også var hans eget navn, på Facebook.

Det var ’love at facebook sight’, som man siger. Og nu er de gift. Den for så vidt ligegyldige historie kører verden rundt, indtil en anden historie tog over. Muligvis om en kvinde, der ammer en abe. Man kan beklage det som en kulturel situation, hvor alt er blevet lige gyldigt, og offentligheden er blevet et afskyeligt freak show. Det er ikke forkert.

Men man kan også gøre, som den amerikanske digter Jennifer L. Knox gør i sin fjerde digtsamling med den fine titel ’Days of Shame & Failure’, skrive på den tilstand som en enestående lyrisk åbning.

LÆS OGSÅ

Hun vender på den måde en kendt poetisk strategi på hovedet. Moderne digtere har med stoffer, angst, ekstase og epifanier stræbt efter at åbne deres hoveder for fri association og strømme af ustruktureret bevidsthed. De har forsøgt at sætte deres tanker fri.

Det suveræne greb i Jennifer L. Knox’ nye digtsamling er, at hun bruger de klassiske nyhedsmediers og de nye sociale mediers kaos af informationer som en slags fri association. Hun bringer de mange forskellige brudstykker fra den store verden sammen i sit eget lille univers, hvor de bliver til nye brudstykker.

En for os almindelig nyhed om noget, politiet har opdaget, bliver i hendes digt til en surrealistisk situation:

»Police found a sixty-nine-year-old volunteer clown sodomozing a rare Siberian tiger in an earthquake-ravaged apartment«.

Knox veksler mellem forskellige poetiske former i bogen: Nogle af digtene er små prosastykker, andre er på vers

Det kunne være læst op i tv-nyhederne. Men det kunne også være en digterisk sammensætning af symboler i en eksplosiv linje: Jorden har skælvet under lejligheden, den er smadret. Verden har været lige ved at gå under.

Ordensmagten bryder ind og finder en 69-årig klovn, som dyrker analsex med en tiger, der ikke bare er en ordinær tiger. Det er en sjælden sibirisk tiger. Det sjove ved sætningen er det tilsyneladende nøgterne signalement af en forbryder, som for en nærmere betragtning viser sig at være en gengivelse af et grotesk scenario.

Længere ud i det groteske

På præcis samme måde som fortællingen om Kelly Hildebrandts ægteskab med Kelly Hildebrandt, der ikke er fra bogen, også kunne være en metafysisk fortælling om identitet, andethed, forelskelse og selvforelskelse.

Knox skriver nyhedsrealismen længere og længere ud i det groteske: Næste sekvens afslører, at politirapporter viser, at naboerne havde klaget over de mærkelige lugte, lyde, lys, musik og farver inde fra mandens lejlighed – lige siden borgerkrigen.

Og så hedder det, at 70 albino-drager med skæg var fundet under mandens vandseng. Alle dyrene havde i øvrigt for meget læbestift på. Digtet slutter med en erklæring om, at mandens kone havde ladet en kage udtale sig om hele begivenheden.

LITTERATURREDAKTØREN

Knox bruger politirapportens tilstræbte præcision og ophobning af information til at fortætte digtet i en overflod af billeder og symboler, som bliver til et eventyrligt univers. Digtets titel er ironisk klassisk:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

’I Cast the Shadow of a Sword over Sky & Sea’.

En anden udlægning er, at en politirapport, som vitterligt ville være altomfattende, også måtte inddrage mandens mareridt, som kunne være skæggede albino-drager, og den historiske arv (borgerkrigen), der stadig i dag præger det amerikanske samfund.

70 albino-drager med skæg var fundet under mandens vandseng

Knox veksler mellem forskellige poetiske former i bogen: Nogle af digtene er små prosastykker, andre er på vers, hvor hver linje afsluttes uafsluttet og viser ned i næste linje. Atter andre er dialogstykker, og endelig sætter hun i enkelte digte det hele på klassisk poetiske vers.

For det er det, hun vil, og det, der står tilbage i ’Days of Shame and Failure’: Hun vil skrive digte, virkelige digte. Og som hun skriver et sted: »I dislike thinking things through. It itches«.

Det gør ondt at tænke tingene igennem. Og det er måske heller ikke det, man skal gøre. Man kan også som Jennifer L. Knox sætte tingene sammen i nye universer, hvor myter møder mediefakta, personlige erindringer åbnes af sladder om fremmede kendte, og smide det i hovedet på læseren som nye digte.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce